Værd at vide om vitaminer til hesten
De forskellige vitaminer og deres betydning for hesten:
Vitaminer er essentielle organiske molekyler og mange af dem indgår i kroppens stofskifteprocesser. De er derfor livsnødvendige for hestens normale funktion, derfor kan mangel på et eller flere vitaminer fører til avitaminoser (udvikling af mangelsygdomme). Mangelsygdomme optræder først efter kortere eller længere tid med underskud af vitaminerne. Nogle vitaminer kan nemlig deponeres i organismen, hvis der har været perioder med rigelig forsyning af disse. Disse vitaminer kan så udnyttes hvis tildelingen svigter.
A-vitamin:
A-vitamin som også kaldes retinol, har flere essentielle funktioner i hesten. Bl.a. er vitaminet nødvendigt for at syns processerne fungere optimalt, derfor vil et symptom på A-vitaminmangel være natteblindhed. Vitaminet har også betydning for syntese af forskellige mukopolysakkarider der indgår i bindevæv, bruskvæv, epitelvæv og i slimsecernerende celler. Pga. dette har A-vitamin stor betydning for knoglevækst og resistens mod infektioner.
A-vitamin oplagres i leveren og kapaciteten for denne opbevaring svarer til ca. to måneders forbrug. Leveren udskiller A-vitamin til blodet i takt med forbruget af dette.
Ved A-vitamin mangel ses anoreksi, dårlig vækst, større risiko for respirations infektioner og lammelse.
D-vitamin:
D-vitamin eller Calciferol, bliver produceret i huden, når man udsættes for sollys. Det er også fundet i hø, men mængden aftager, jo længere tid høet har ligget.
Vitaminet kan deponeres i lever og nyrer, hvis hesten bliver tildelt mere end hvad den har brug for. En sådan deponering kan ske i en mængde der maximalt rækker til forbruget i 1-2 måneder. D-vitamin er vigtigt i omsætning af calcium og fosfat i organismen, da vitaminet fremmer absorptionen af calcium og fosfat fra tarmen, og stimulerer transporten ind i cellerne, dette specielt i knoglevævet. D-vitamin har derfor også stor betydning for tandopbygningen og modstandskraft for infektioner. Hormonet PTH (Parathyroid hormone) og polypeptid-hormonet calcitonin arbejder sammen med D-vitamin om at tilpasse koncentrationen af calcium og fosfor i blodet. Hvis man tildeler for meget D-vitamin kan det være giftigt for hesten, da der kan ske en omfattende mineralisering af hjertekar og andre bløde væv.
E-vitamin:
E-vitamin (tokoferol), oplagres hovedsageligt i muskel-, lever- og fedtvæv. E-vitamin spiller en vigtig rolle som antioxidant, især i immunforsvaret, men også som beskytter af umættede fedtsyrer og A-vitamin imod oxidation i foderet, under fordøjelse og efter absorption. Under absorptionen er umættede fedtsyrer i cellemembranen udsat for oxidation af peroxider. Disse peroxider nedbryder fedtsyrerne og ved reaktionerne dannes hydrogenperoxid (H2O2) (også kaldet brintoverilte) som er et yderst skadeligt giftstof for cellen. Sammen med selen beskytter E-vitamin fedtsyrerne ved at modvirke oxidation, samtidig med at selen medvirker til nedbrydningen af peroxiderne.
E-vitamin er også af stor betydning for hesten, og især avlshopper, da mangel på dette vitamin, kan medføre en nedbrydning af kønscellerne så disse bliver infertile. Derudover kan det medvirke til tidlig fosterdød hvor der derefter vil forekomme en abort eller en absorption af fosteret alt efter hvor langt henne i drægtigheden hoppen er. Hos hingste kan manglen føre til indskrumpning af testikelvæv som kan føre til sterilitet. Derudover kan E-vitamin mangel føre til nedbrydning af muskel-, hjertevæv og andet væv hos ældre dyr, dårligt udviklet væv hos ungdyr og nedsat immunforsvar.
K-vitamin:
Er en fællesbetegnelse for vitaminerne: K1, K2 og menadion.
K-vitamin benævnes også som koagulationsfaktoren, da det er denne som har betydning for blodets størkning. I almindelighed er mangel på K-vitamin sjælden, da K1 findes i grønne plantedele og K2 syntetiseres af mikroorganismer i blindtarmen hos hesten. Men hvis en hest bliver behandlet med antibiotika eller sulfapræparater (bakteriel infektions behandlingsmiddel), eller har en tarminfektion, kan en mangel af K- vitamin forekomme, fordi disse nedsætter mikroorganismernes syntese af K-vitamin. Hvis en mangel af K-vitamin skulle forekomme er symptomerne: ydre og indre blødninger ved selv små skader samt blegeslimhinder og uregelmæssig hjerterytme.
Hvordan tildeler jeg min hest vitaminer?
Som udgangspunkt er det sådan at de fleste kraftfoderblandinger sikrer, at din hest får den mængde vitaminer og mineraler, den har brug for, så længe du følger anvisningen om den anbefalede mængde.
Ved en skadet hest sker det ofte, at man sætter hesten ned i foder, fordi den ikke længere har brug for det ekstra fodertilskud. Når du fjerner foderet fra en hest, f.eks fordi den står skadet, skal på sommergræs eller er meget nøjsom, er det vigtigt at du sørger for at hesten stadig får alle de vitaminer den har brug for.
Umiddelbart vil en god tommelfingerregel være, at så snart man justerer på mængden af kraftfoder, skal man undersøge om hesten får vitaminer nok. Hvis du har en nøjsom hest, som kun får stråfoder eller går på sommergræs, skal du tildele hesten vitaminer i form af vitaminbolcher eller vitaminbricks.
Det er vigtigt for alle heste at de får alle de vitaminer deres krop har brug for, for at de kan fungere korrekt. Manglende vitaminer kan påvirke muskler, led og knogler. Sørg derfor også for at heste der påbegynder genoptræning får lagt en grundig og gennemarbejdet foderplan.
VÆRD AT VIDE OM MINERALER TIL HESTE
Læs eventuelt også Shadow skal på kur