Hvad bør jeg have i mit staldapotek?!

Et kig i vores staldapotek

Hvad indeholder mit staldapotek?!
Foråret i år er ikke hvad man kunne ønske sig. Jeg havde nok mest af alt drømt om at påsken skulle stå på solskintimer og rydning af udenomsarealer, men sådan ville vejrguderne det bare ikke.
Istedet havde Claus og jeg besøg af Gas & Vandmesteren, i form af Claus’ far Søren.
Sammen med Claus knoklede han på i stalden, så vandrør og vandkopper endelig er lavet færdigt. Yeay!

Mens de 2 knoklede i stalden, gav jeg mig til at rense og pudse udstyr og ikke mindst “opfylde” vores staldapotek.

Påskehygge Hestens Værn-3

Men hvad skal der være i et staldapotek?
Da jeg for efterhånden mange år siden skulle ud og anskaffe mig hest igen, var indholdet af staldapoteket noget af det jeg var mest i tvivl om.
Idag har jeg fået lavet en fin lille æske, der rummer det mest nødvendige, til behandling og rensning af sår.

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg hellere ringer én gang for meget til dyrlægen, end en gang for lidt. Derfor indeholder mit staldapotek nok ikke så stort et udvalgt som man ser i mange andre stalde.

Følgende er altid at finde i mit lille staldapotek: 

  • Termometer
  • Håndsprit
  • Vådservietter (bruger dem der er beregnet til babyer, da de er uden parfume og gode ved hestens hud)
  • Sterile engangsbandager
  • Engangs skumklude (dem man bruger til babyer)
  • Engangsgummihandsker
  • Vatrondeller
  • Runde (altid rene) svampe
  • Klorhexodin shampoo (til rensning af sår)
  • Sæbespåner
  • Sårsalve
  • Saks
  • Pincet
  • Hobbykniv
  • Plaster (til mig selv)

Desuden:

  • Kølende gel
  • Varmende gel
  • Muksalve

 

Det vigtigste i mit staldapotek er uden tvivl et termometer og en gang håndsprit.

Det vigtigste i mit staldapotek er uden tvivl et termometer og en gang håndsprit.

 

Helt principelt så “behandler” jeg ikke andet end småskrammer selv.
Er jeg det mindste i tvivl, så ringer jeg til doktor dyr. Men det er meget rart at kunne rense et sår på hesten, eller kunne lægge en kølende bandage hvis det skulle blive nødvendigt. Og hellere have en masse ting liggende, som man aldrig får brug for, frem for at skulle stå og mangle det en dag.