Vi hører det igen og igen. Ridning er en dyr sport, og hvis du vil være med på højeste niveau i sporten, kræver det, at du har de rigtige heste. Men selvom ridning er en dyr sport, og de gode heste koster mange penge, så kræver det at dygtiggøre sig som rytter ikke nødvendigvis, at du har en pengetank i baghaven på størrelse med Joakim Von Ands. Det kræver til gengæld viljestyrke, disciplin og selvindsigt.

Idag er en stor del af den kommunikation der formidles omkring ridesporten fokuseret på eliten. Dyre heste, store lastbiler og en fiberbund så jævn og velafrettet at intet vaterpas ville kunne måle en ulighed.

Men uanset hvor mange penge du bruger på udstyr, på de rigtige stævner, eller på at uddanne din hest hos den rigtige træner, så ændrer det ikke på det faktum, at hvis du vil lykkedes med at udvikle dig som rytter, starter udviklingen ét sted. Hos dig selv.
Det er springrytterne Jack og Jeff fra Stald Raypawers et godt eksempel på.

 

 

 

Tekst: Helle Kristensen Foto: Claus Ardal

 

Da Jack og Jeff startede til ridning, var det på en rideskole. Jack var 7 år gammel og Jeff, der dengang var 2 år gammel, gav sin sut i bytte for at følges med sin storebror til ridning. De to brødre startede på et elevhold og red én gang om ugen.

De  har gennem deres opvækst ikke haft den økonomiske mulighed for at købe gode heste og ponyer, der ellers i nutidens ridning syntes at gøre det så meget lettere at få succes som rytter.
Til gengæld har de haft store drømme og viljen til at gøre hvad end der skulle til, for at kunne indfri disse drømme.

Siden deres allerførste bekendtskab med heste, har de århusianske ryttere ikke blot holdt fast i ridningen, men også bygget en hel tilværelse op omkring deres fælles passion for arbejdet med heste. Idag ejer de sammen med deres søster et ridecenter i Kjellerup. De arbejder som beslagsmede og træner og rider mange springheste hver dag.
De to springryttere er beviset på, at faglighed i hestesporten ikke altid tager udgangspunkt i skoleskemaer og uddannelsesforløb, men også bunder i praktisk erfaring, hårdt arbejde og ønsket om konstant at tilegne sig mere viden og erfaring.

 

 

Dressurrytter Cathrine Dufour har ved flere lejligheder brugt det engelske ordsprog “If you can dream it, you can do it”.

Ordsproget italesætter meget fint, at så længe du har et mål, og er villig til at gå efter målet, har du bedre forudsætninger for at nå dit mål. Selvom brødrene fra Raypawers har et helt andet fokus i deres sport, end den nu efterhånden verdenskendte dressurstjerne, så har de alligevel en stor ting til fælles med dressurrytteren Cathrine Dufour. De arbejder målrettet efter at indfri deres ambitioner på hesteryg.

 

”Jack og jeg har altid drømt om at springe på et højt niveau, men da vi var yngre, havde vi ikke ressourcer eller mulighed for at købe de gode heste,” forklarer Jeff Paw Nielsen og fortsætter:
”Det betød, at hvis vi ville blive bedre som ryttere, var det nødvendigt for os først at gøre vores heste bedre. Sådan har det altid været for os.
Vores udgangspunkt for springsporten har været, at købe en hest der på en god dag kunne gå en LC, og arbejde hen imod, at den forhåbentlig med tiden kunne trænes op til at gå en LA.
Vi har som alle andre ryttere også drømt om at få en virkelig god hest at ride på, men jeg mener faktisk at vores største styrke i vores træning og ridning idag er, at vores indgang til sporten har været at bygge en halvdårlig hest op på et sundt grundlag, så den forhåbentlig en dag kunne indfri vores ambitioner.

 

Formel 1 på hesteryg

-I dag oplever jeg desværre at tendensen i sporten helt modsat. En stor del af rytterne køber en god og veluddannet hest, så de ikke behøver at bruge tid og energi på at træne den op, og det betyder at kendskabet til den gode grundridning forsvinder.

Istedet er alt fokus lagt på at skabe resultater med hestene. Den tilgang er der sådan set ikke noget i vejen med, hvis blot du har forståelsen for det arbejde der lægger forud for hestens præstationer på banen, men det er der desværre rigtigt mange ryttere, der ikke har. At købe en veluddannet hest/lærehest bliver ofte set som en god investering, men det kan vise sig at blive en dårlig investering, hvis ikke du er i stand til at holde hesten på det samme niveau, som den var da du købte den, eller på sigt måske endda udvikle den til at blive endnu bedre.

 

“Vores sport har gennem årene udviklet sig til et formel 1 løb, hvor de virkeligt gode heste bliver solgt til ryttere, der i mange tilfælde fungerer som racerkører. De styrer hesten rundt på banen i klasserne, men har i mange tilfælde ikke indsigt i hvilket arbejde der danner grundlaget for hestens fysiske form, og hvor meget man kan kræve af den enkelte hest. Det mener jeg er et stort problem for vores sport idag. Det skaber en ond spiral, og et forkert billede af hvad ridning egentlig handler om. Ridesporten ender dermed med at blive en sport for de rige, hvor hesten bliver et redskab til resultaterne frem for en samarbejdspartner.” 

 

 

Selvindsigt og engagement er dine vigtigste ressourcer som rytter

Jack Ray der idag har to heste på Grand Prix niveau, som han selv har uddannet uddyber: ”Jeg tror, at det allervigtigste du som rytter kan have er selvindsigt og viljen til at forbedre dig.
Du kan alliere dig med den bedste hest, den dygtigste træner og omgive dig med de mest kompetente mennesker i verden, men hvis ikke du evner at se indad, og turde udfordre dig selv og dit egen tankegang i ønsket om at blive en bedre rytter, så ender du i sidste ende med at spilde din tid.

 

At ride er et samarbejde mellem dig og hesten. Det betyder også, at hvis du og din hest skal udvikle jer som ekvipage, er udgangspunktet at du som rytter er nødt til at fokusere på, hvordan du får det maksimale ud af hver enkelt hest. Mine evner som rytter, vil altid være begrænset af de udfordringer mine heste har. Derfor er min fornemste opgave som rytter at få det maksimale ud af hver hest, samtidigt med at jeg sikrer, at hesten ikke overbelastes. Men det arbejde kræver, at du tør erkende, at du som rytter altid kan lære noget nyt.

Jeg havde eksempelvis engang en holdning om, at jeg ikke behøvede at ride dressur, fordi jeg var springrytter. Og i rigtigt mange år er det også gået rigtigt godt. Men efterhånden som jeg har fået bedre og bedre heste, og dermed også har fået mulighed for at ride Grand Prix klasserne, er det blevet tydeligt for mig, at dressurundervisningen faktisk gør en verden til forskel for mine resultater på banen.
Rider du en LC, så skal de fleste heste nok komme over springene på den ene eller den anden måde. Men efterhånden som du rider højere og højere klasser, vokser ikke blot højden på springene, men også sværhedsgraden på banen. Det stiller større krav til dig som rytter, og det bliver ikke bare en fordel men en nødvendighed, at du får redet en afstand korrekt og i det rigtige tempo. I bedste fald kan en dårlig afstand koste dig en bom, og i værste fald kan du risikere at styrte med hesten.

 

I Grand Prix klasserne er springene så høje, at det er nødvendigt, at din hest altid topper springkurven lige over springet. Hvis det skal lykkedes kræver det at hesten er 100 % på plads og reagerer med det samme.

For mit vedkommende krævede erkendelsen og forståelsen for dette, at jeg selv nåede dertil hvor det blev nødvendigt for mig at forbedre min egen præstation på banen, hvis jeg ville udvikle mig endnu mere.
– Når hesten er i topform, så er der kun én tilbage til at hæve overlæggeren, og det er dig selv.

Idag kan jeg godt sidde tilbage og tænke: ‘Hold op hvor er det da en skam, at jeg ikke indså alt dette tidligere’, fordi mere dressur måske kunne have gjort så mange ting nemmere hen ad vejen, men sådan er det med ridning. Man udvikler sig hele tiden og bliver klogere af de erfaringer man gør sig undervejs. Istedet må jeg bare nøjes med at glæde mig over, at jeg ved det nu.
Det eksempel syntes jeg egentlig understreger meget godt, at så længe du ikke har selvindsigt, og er parat til at tage imod læring, så er det fuldstændigt ligemeget hvem du får undervisning af. Det vigtigste er, at du er klar til at tage imod den læring du får, og har forståelsen for det uddannelsesforløb der går forud for hvert niveau.

Det samme gør sig gældende for alle de mindre klasser vi har redet gennem tiden. Intet af det var spildt. For den erfaring Jeff og jeg fik med fra hver enkelt runde, er medvirkende til at vi idag rider på det niveau vi gør.
Hvis du som rytter vælger at købe en hest på eksempelvis MB niveau, uden selv at have uddannet en hest til det, så risikerer du at gå glip af en meget vigtig læring, og potentielt sætte både din egen sikkerhed og hestens sikkerhed på spil, ved at kræve mere af hesten end den kan indfri.

“Det er aldrig hestens skyld at du har en dårlig runde på banen, og det mener jeg ikke vi kan understrege nok i vores sport”.

 

 

Jeff tilføjer:

“For Jack og jeg har det vigtigste i vores ridning altid været at dygtiggøre os.
Vi har aldrig været tilfredse med vores egen præstation. Dermed ikke sagt at vi ikke har formået at sætte pris på den gode tur, men der er altid plads til forbedringer. Det er det, det hele handler om!
Når vi har redet fra banen efter en fantastisk runde, så har vi altid sat pris på det, men vi også altid fokuseret på, at der var plads til forbedring. Noget der kunne have været mere optimalt, eller noget vi kunne have gjort anderledes. Et hjørne der kunne være redet bedre, en vending hvor hesten ikke var på plads, eller at vores overkrop faldt frem henover springet. Det tror jeg aldrig stopper, uanset hvor god en hest vi sidder på.

 

Regler og systemer skaber ikke dygtige ryttere

Det lyder alt sammen meget logisk og rigtigt, men det store spørgsmål i debatten om hvordan hestevelfærden sikres, i en sport der på mange punkter udvikler sig mere og mere til et formel 1 løb, mangler stadig at blive besvaret.

 

”Først og fremmest tror jeg det er vigtigt, at ridning ikke bliver gjort mere indviklet, end det behøver at være,” lyder det fra Jeff der foruden arbejdet på ridecenteret i Kjellerup også hver uge bruger flere timer på at undervise i spring på Hinnerup rideklub.

”Vi skal passe på, at vi ikke får gjort ridning så professionelt og resultatorienteret, at der ikke er nogen der gider at gå til ridning og tør tage den udfordring der ligger i at udvikle sig som rytter sammen med sin hest, fordi de allerede fra starten har nogle udfordringer. Har du en halvdårlig hest, skal din træner kunne italesætte, hvordan du styrker hesten til at blive en god hest. Det kræver ikke nødvendigvis en uddannet berider, men det kræver en træner der er engageret i din udvikling. En træner du respekterer, og som er klar til at lytte til dig og undervise dig og hesten, med udgangspunkt i de udfordringer I måtte have sammen.  Og sidst men ikke mindst kræver det en træner, der har den fornødne indsigt i, hvordan man træner hestens krop på et sundt grundlag.

Hesten har et sind og en krop der skal fungere, og det er vigtigt at forstå, at du aldrig bliver en god rytter, hvis ikke du har en reel interesse i din hest, og er villig til at sætte dig ind i, hvordan lige netop din hest kan fungere bedst. Hvis ikke du vil interessere sig for de små ting, så når du heller aldrig derhen, hvor du ser den store helhed. Men at se vigtigheden I de små ting, kræver indimellem hjælp fra andre.”

Opmuntring og opbakning er vigtig for motivationen

Rideklubberne kæmper en ulige kamp for at sikre fagligheden, og langt hen ad vejen handler det måske også om, at fokus i ridningen bliver lagt det forkerte sted. På resultaterne, og ikke på de menneskelige kompetencer ridningen også giver dig.
Jack mener derfor også, at man ikke bør undervurdere, det sammenhold som netop opstår i en rideklub, hvor eliten møder elevskolen.

 

”Jeff og jeg har altid fået undervisning og brugt hinanden til sparring i den daglige træning. Vi har altid haft et mål om, at vi konstant ville udvikle os som ryttere. Vores udgangspunkt for at ride har aldrig rigtigt været fokuseret på det sociale, men mere på vores udvikling sammen med hestene. Efter vi har overtaget Kjellerup Sportsrideklub er det blevet tydeligt hvor meget det sociale sammenhold der er i en klub kan betyde.

 

Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at ridningen for min del er blevet meget sjovere og faktisk også mere hyggelig. Den opbakning Jeff og jeg får fra vores elever og vores opstaldere er med til at sikre, at det store arbejde og engagement, vi lægger i vores ridning og vores heste, hver dag bliver belønnet. Også når resultaterne ikke afspejler det. Klubbens støtte opmuntrer mig til at give noget igen, og værne om det fællesskab vi har i klubben.

 

-Jeg tror at vi skal være langt bedre til at tilgodese klubberne og elevskolerne, og ikke mindst turde prioritere at dem. For i sidste ende er det klubberne der er med til at sikre, at ridning ikke bliver en sport, hvor alting handler om resultater. Vi skal passe på, at vi ikke har så meget fokus på eliten i vores sport, at vi kvæler bredden, for det er trods alt i klubberne, at fremtidens talenter i ridesporten formes.”