Mille Bisgaard; Lucy Ask er alt andet end uanvendelig

Mille Bisgaard ses ovenfor med hesten Liberty Dance under Hest & Rytter messen i Herning

Mille-bisgaard-med-Lucy-Ask

Lucy Ask er efter flere år med en uanvendelighedserklæring nu tilbage på springbanen med Mille Bisgaard i sadlen. // Privatfoto

 

Af Helle Kristensen

At springrytteren Mille Bisgaard i maj indtog en flot 2. plads samt en 4.plads, under CSI1* klasserne ved JBK stævne i Odense, er i sig selv ikke en stor overraskelse. Den unge springrytter har gennem de seneste år redet sig til adskillige flotte resultater. Det der gør Milles bedrift under JBK særligt bemærkelsesværdigt, er at hesten hun red på; Lucy Ask, i 2010 blev erklæret uanvendelig.

Spørger man springrytteren Mille Bisgaard, er den 12 år gamle hoppe Lucy Ask efter Casir Ask – alt andet end uanvendelig.
Det på trods af, at der i 2010 blev udbetalt en uanvendelighedsforsikring på den brune hoppe. Idag er Lucy Ask, med Mille i sadlen, vendt tilbage til sporten.

En god mavefornemmelse

På trods af Lucys status som uanvendelig, tog Mille chancen og købte den brune hoppe, med henblik på at få hende tilbage på springbanen. Vejen dertil har dog været alt andet end ligetil.

Mille Bisgaard købte Lucy Ask for godt et år siden. Dengang var hesten erklæret uanvendelig og stod på DRF’s liste over heste, der ikke måtte startes ved stævner.
Lucy blev uanvendelighedserklæret af den tidligere ejer.

Mille forklarer at; Lucy gled på folden og herved kom I klemme I hegnet. De tidligere ejere forsøgte at sættte Lucy igang flere gange, men uden held. Til sidst opgav de og lod Lucy gå som følhoppe.

På trods af de dårlige odds, tog Mille alligevel chancen og satsede på Lucy.
“Det har virkeligt været en lang og sej kamp at få hende fjernet fra den liste, men det har været det hele værd. Lucy er en sindsygt god hest. Hun er hurtig og forsigtig på samme tid, og jeg er helt sikker på, at hun nok skal komme til at gøre det godt.
– Vi valgte ikke at tjekke Lucy hos dyrlæge, før vi købte hende. Jeg vidste at det var en god hest – og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var en hest med potentiale og kapacitet. Jeg stolede 100 procent på min mavefornemmelse, for jeg var sikker på, at det kunne blive rigtigt godt med Lucy. Jeg kendte hendes historie, så jeg vidste hvad jeg gik ind til.
– Vi tog hende hjem, startede hende lige så stille op, og efter at have redet hende lidt, fik vi hende så tjekket hos dyrlægen.”

En lang sej kamp

Da Mille red det første stævne på Lucy, var hesten stadig erklæret uanvendelig. Dette var et bevidst valg, som Mille og hendes far sammen havde truffet.
“Jeg nåede at ride en LB – hvor hun blev placeret i begge klasser. Dagen efter fik jeg en bøde fra Rideforbundet, for at have redet på en uanvendelig hest.
– Jeg vidste jo godt, at det ville give lidt problemer, at jeg red på den, men jeg gjorde det alligevel. Vi skulle have sat gang i processen med at få hende fjernet fra den liste, og det var måden vi greb det an på.”

Selvom Mille købte, en hest der reelt var sund og rask, har det været en kæmpe udfordring for familien, at få Lucy  fjernet fra DRF’s liste over delvist uanvendelige heste.

“Jeg har fritkøbt Lucy fra Alm. Brand forsikring, der tilbage i 2010 udbetalte forsikringen på hende. Forsikringsselskabet var egentlig meget forstående og åbne over for at fjerne hende, men før vi nåede så langt, løb vi panden mod en mur alt for mange gange. Det var svært for os, at få råd og vejledning om hvordan vi reelt skulle gribe hele processen an.
– Vi kunne godt have ønsket os, at der havde været en mere klar procedure for, hvorledes man får erklæret en hest anvendelig igen.”

Mille fortsætter:
“Jeg red på hende i lang tid, hvor der ikke skete noget, vi prøvede lidt forskelligt, men kom ligesom ikke igennem. Vi har fået hende tjekket kontinuerligt, så vi var sikre på at hun var sund og rask og stadig rengående.
Efter lang tids stilstand kom der endelig skub i processen. Det endte  med, at den samme dyrlæge, der erklærede hende uanvendelig i sin tid, fik lov at se hende igen og hermed sige god for, at Lucy reelt var rask og rengående.“

En sag mellem forsikringen og hesteejeren

Informationschef Rikke Højgaard fra Dansk Rideforbund forstår godt at det har været en frustrerende process for familien Bisgaard.
Hun forklarer, at selvom Dansk Rideforbund har en opgave i at håndhæve, at de uanvendelighedserklærede heste ikke bliver brugt i konkurrence, så er det en sag mellem forsikringsselskabet og ejeren af hesten, såfremt en hest skal erklæres anvendelig som ridehest.

“Jeg kan kun anbefale ryttere, der ønsker at få erklæret en hest anvendelig igen, at tage fat i det forsikringsselskab der har udbetalt forsikringssummen på hesten.
– Vi kan som forbund ikke vejlede omkring de enkelte forsikringsselskabers processer og procedurer. Når en hest bliver erklæret anvendelig hos et forsikringsselskab, modtager vi en mail fra forsikringen, og derefter fjerner vi hesten fra listen. Har man en hest man ønsker at få erklæret anvendelig til konkurrencebrug, efter at den er erklæret uanvendelig, bør man derfor starte med at kontakte forsikringsselskabet. Er man i tvivl om hvilken forsikring, der har udbetalt forsikringssummen, fremgår det af den liste over uanvendelige heste, vi har liggende på vores webside.”
Med denne udtalelse henviser Rikke Højgaard til følgende webside:
Heste erklæret uanvendelige til ridesport

Mille-bisgaard-og-Lucy-Ask

Lucy ask og hendes pilot Mille Bisgaard til præmieoverækkelse 

Lucy er sej

Vi talte med Mille i marts under hingsteshow i Herning, og allerede dengang var Mille Bisgaard ikke i tvivl om, at Lucy ville gøre det godt. På daværende tidspunkt havde Mille redet ca. 3 stævner på den brune hoppe, for at teste formen og temperamentet på hoppen.

“Lucy er glad og hun trives. Jeg rider hende meget alsidigt. Som sådan rider jeg hende ikke anderledes, end de andre heste jeg træner. Jeg rider hende hen over ryggen, men det gør jeg med alle mine heste. Det er vigtigt, for at de kan fungere rigtigt. Selvfølgelig har Lucy et par skavanker, men ikke flere end så mange andre heste.
– Hun er en super dejlig hest. Hun er energisk, er sej og har en enorm kapacitet. Jeg glæder mig til at finde ud af HVOR god hun er.

“Jeg ved jo godt hun er en god hest, men det er jo svært at sige på forhånd hvor langt hun kan komme. Det må tiden vise. Hun er så dejlig en hest, man kan ikke andet end holde af hende, og hun fortjener et godt liv. Jeg ved ikke om der er andre der ville have taget chancen med hende, men vi faldt pladask for hende, selvom hun har lidt bukkehov og en smule karpelænd, det er ikke noget hun er generet af. Det er bare sådan hun er!”

Milles forventninger til hoppen er sidenhen blevet indfriet, og den seje rytter fra Team Bisgaard har med succes bevist at Lucy Ask er alt andet end uanvendelig.

Mille-bisgaard-Herning

Mille Bisgaard og resten af team Bisgaard ses her sammen med hesten Liberty Dance i Herning. 

Alt for få heste får chancen

Forsikringsselskabet Alm. Brand forsikring, der udbetalte forsikringssummen på Lucy Ask, glæder sig  ligeledes over at se hesten tilbage i sporten.
Samtidigt bekræfter de, at historien om Lucy er temmelig unik. Selvom forsikringsselskabet giver hesteejerne mulighed for at beholde en uanvendelig hest, så sker det alt for sjældent at hestene bliver erklæret raske igen.
Anette Vestergaard, skadeschef hos Alm. Brand Forsikring, udtaler:
“Det er realistisk at flere heste som Lucy, ville kunne vende tilbage til sporten, men hos Alm. Brand Forsikring har vi indtil videre kun 2 heste, hvor dette er sket. Ud af de 2 heste, er Lucy den ene.”

Hun underbygger den kedelige tendens med følgende:
“I 2015 havde vi 104 heste der blev erklæret uanvendelige, kun 7 af disse heste blev ikke aflivet.”

Intet overblik over hvor mange heste der uanvendelighedserklæres årligt

Når Alm. Brand forsikring uanvendelighedserklærer 104 heste på et år, kunne det være interessant at vide hvor mange heste der bliver aflivet årligt, men desværre findes der ingen opgørelse over dette.

Anette Vestergaard lufter tanken om, at det kunne være brugbart for forsikringsselskaberne at der blev ført statistikker over hvor mange heste, der hvert år blev uanvendelighedserklæret, og som følge deraf aflivet. Pt eksisterer der kun en liste over de heste der er erklæret delvist uanvendelige.

“Det giver rigtig god mening at føre en statistik der går på tværs af forsikringsselskaberne. Det er vores opfattelse, at Dansk Rideforbund må være den rigtige til at føre en samlet statistik – også med det formål at sikre, at deres medlemmer ikke risikerer at blive snydt.”
Til denne udtalelse forklarer Rikke Højgaard, at hun ikke ser det som værende Dansk Rideforbunds opgave at holde tal på hvor mange heste der bliver aflivet i forbindelse med en uanvendelighedserklæring årligt. Såfremt en sådan liste bliver lavet, vil dansk rideforbund gerne være medvirkende til at denne bliver formidlet videre til rytterne og dermed forbundets medlemmer.

Her på den uanvendelige redaktion har vi taget Anettes udmelding til os, og vi tilbyder forsikringsselskaberne at føre statistik over hvor mange heste der hvert år bliver erklæret uanvendelige.
Det er dog ikke alle forsikringsselskaber der ønsker at oplyse om dette. 

KATEGORI: