Uddybende kommentar fra Leif Törnblad om dressurdommernes rolle i moderne ridesport

For ca. 14 dage siden udgav vi her på siden en artikel med berider Jørgen Hvenegaard, hvor Jørgen italesatte vigtigheden af, at dressurdommere baserer deres bedømmelser ud fra uddannelsesskalaen. 

En artikel der gav anledning til en del kommentarer rundt omkring på de sociale medier. Nogle ytrede en positiv holdning til mere fokus på uddannelsesskalaen, andre følte, at vi kritiserede dommernes arbejde, og nogle italesatte også at artiklens emne var “let-købt” og fungerede som click bate.
Derfor har vi valgt at uddybe årsagen til, at vi bragte denne artikel.

 

Først og fremmest er det vigtigt at understrege at projektet Uanvendelig.dk er fondsbaseret. 

Som udgangspunkt bliver alle artikler udarbejdet med henblik på, at give rytterne en bedre forståelse for hesten som atlet, så rytterne får bedre forudsætninger for at forebygge skader og ikke mindst forstå, hvordan de bedst sikrer, at deres hest kommer godt igennem et skadesforløb. 

Vi sælger ikke reklamer. Vi har ikke samarbejdspartnere, som vi skal tage hensyn til eller “please”, og når vi udgiver en artikel, er det altid med udgangspunkt i følgende sætning: 

“Undskyld vi tager din tid, men det gør vi, fordi vi mener, at det er vigtigt for dig og din hest, at du ved følgende…”. 

Derfor har vi heller ikke interesse i at skabe “click-bate” til vores side. Vi bruger vores fondsmidler på at producere materiale, der kan understøtte vores mission: “At nedbringe antallet af heste, der hvert år aflives som følge af skade”. 

Når vi italesætter dommernes store rolle i dressursporten, så er det primært med henblik på at sikre, at den moderne ridehest trænes på et sundt og fornuftigt grundlag. Og her spiller dressurdommernes bedømmelser en meget vigtig rolle. 

Vi har derfor bedt to af danmarks bedste dressurdommere Hans Christian Matthiesen og Leif Törnblad uddybe, hvilke udfordringer der er forbundet med dommerfaget i moderne ridesport.

Første kommentar får du her fra International dressurdommer Leif Törnblad.

LÆS ARTIKLEN MED JØRGEN HVENEGAARD

 

 

Kommentar til artikel af dressurdommer Leif Törnblad

 

– Jeg har læst Jørgen Hvenegaards artikel omkring bedømmelse af dressurprogrammer, og jeg ønsker i den forbindelse at knytte nogle kommentarer til artiklen.
Jeg finder at det er en sober artikel, som fokuserer på udviklingen af dressurheste og deres bedømmelse. Dressurdommerne har naturligvis en stor andel i at bestemme udviklingen af dressursporten, men jeg må nok også tilføje, at problemstillingen er en smule mere kompliceret end blot at se på dressurdommernes indflydelse. Vi kan sagtens blive enige om, at der er forskel på dommernes erfaring, uddannelse og kompetence, og at der som resultat af et voksende behov for dommere til stævner, også opstår et ønske om større kvalitet hos nogle af os dommere.

Vi er en sport med mange involverede, ryttere, trænere, avlere, hesteejere og dommere. Ikke alle har den samme mening om, hvordan en god dressurhest eller en god dressuropvisning skal se ud. I teorien er de fleste enige om, at træningsskalaen er et godt udgangspunkt for træning og uddannelse af dressurheste samt for bedømmelsen af disse. Men i praksis rammes vi af forskellige udfordringer, der komplicerer dommernes arbejde.

Unghestechampionater – Almindelige dressurklasser

I Jørgen Hvenegaards artikel fremhæves det, at særligt bedømmelser af unghestechampionaterne ofte er svære at forstå.  Det kan der være flere årsager til. For det første sker bedømmelserne med helt forskellige dommerprotokoller.

I den klassiske dressur bedømmes hver enkelt øvelse for sig, og det samlede resultat er summen af alle øvelsernes enkelte karakterer. Den gode ridning, som efterspørges af Jørgen Hvenegaard, skal helst honoreres ved, at de enkelte øvelser gives en høj karakter, forudsat at alle grundelementerne i træningsskalaen er opfyldt.

Et eksempel på dette kan være indledningsparaden. Her er det ikke nok at hesten parerer og står lige på alle fire ben udfor bogstavet. Dommerne skal også vurdere hestens rene takt i gangarten før paraden, overgangen til paraden, hvordan hesten bevæger sig ud af paraden, den rene takt i gangarten efter paraden, om hesten går lige og sporer korrekt, og ikke mindst om hestens form er korrekt, om den er rolig på biddet og næsens korrekte placering foran lod. I hver enkelt øvelse indgår der således mange elementer, der skal vurderes af en kyndig og erfaren dommer, for at et retvisende billede af den gode ridning kan honoreres korrekt. Det kræver megen øvelse og erfaring at blive en dommer, der kan holde alle disse elementer samlet, for hver enkelt karakter der gives.

Når vi dømmer ungheste, er dommerprotokollen meget mere enkel, men det betyder ikke, at det er nemmere at bedømme unge heste, snarere tværtom.

Hos unghestene er der langt større fokus på gangarterne, skridt, trav og galop. Der gives en karakter for hver gangart. Derudover gives der en karakter for ridelighed, og en karakter som afspejler dommerens vurdering af hestens potentiale som dressurhest.
I ridelighedskarakteren indgår alle elementerne som er beskrevet i træningsskalaen med størst vægt på takt, løsgjorthed, kontakt på bid, afskub og bæring. Når det gælder de helt unge heste lægges der i mindre grad vægt på samling.

Særligt traven giver ofte anledning til debat. Der er mange meninger og holdninger til, hvad der er en god trav. Den spektakulære trav syntes mange ser rigtig flot ud og som følge heraf, er der også mange der mener, at denne skal honoreres højt.

Den klassisk uddannede dommer og de beridere og ryttere som tænker på hestens fremtidige udvikling, kigger dog mere på hestens motor, dvs. bagbensaktionen og afskub , hestens brug af ryg og den deraf følgende naturlige (ikke overdrevne) forbensbevægelse. At vurdere hestenes potentiale og gangarternes funktionalitet er yderst komplekst, og derfor opstår der også forskelle i bedømmelserne, og i nogle rytteres og berideres vurdering af hestene. Med kun fem altafgørende karakterer er det givet, at konsekvenserne bliver store, når der er forskellige opfattelser af, hvad der er korrekt og brugbart og hvad der blot ser fantastisk ud.

 

Nu tilbage til dommernes rolle…

Det er svært at uddanne sig til at se alle nuancer i en hests måde at bevæge sig på, det tager tid, og det kræver, at man som dommer har prøvet at ride på velredne heste. Vi har mange dygtige og meget engagerede dommere, som bruger stor del af deres fritid på at tage ud til stævner af skiftende kvalitet. Dressurudvalgets krav til efteruddannelse er relativt stort, og man kræver af dommerne, at de deltager i kurser og sidder som bisidder hos deres mere erfarne kollegaer, inden de kan forfremmes til at dømme højere klasser.

Grundforudsætningen for et godt uddannelsesforløb er dog, at vi er enige om udgangspunktet for god ridning, og her har alle medlemmer af dressurfamilien (trænere, dommere og organisationerne) en stor rolle at spille.
Der er behov for mere dialog, flere uddannelsesmuligheder og måske også lidt større respekt for nogle af de mere erfarne trænere og dommere og lidt mindre respekt for hurtige salgsresultater.

 

Isabell Werth har engang udtalt følgende: ”Vi rider som dommerne dømmer,” og jeg mener Isabells udtalelse, er en fin påmindelse om, at så længe vi ikke formår at synliggøre over for rytterne, hvorfor en hest, der arbejder korrekt og smidigt gennem ryggen, bør vægtes højere, end den der bevæger sig med spektakulære bevægelser rundt på banen, så bliver det svært at ændre rytternes opfattelse af, hvad der er god ridning.

 

I næste uge kan du læse endnu en kommentar om dommernes rolle i moderne dressursport fra international dressurdommer og dyrlæge Hans Christian Matthiesen