Som en opfølgning på den artikel der for 3 uger siden blev bragt på Uanvendelig.dk, hvor dommernes ansvar i moderne dressursport italesættes, vil jeg gerne knytte nogle kommentarer.

 

Tekst af Hans Christian Matthiesen

 

Først og fremmest ligger det mig meget på sinde at understrege, at det for mig er essentielt, at moderne rideheste trænes med respekt for deres mentale og fysiske velbefindende. Hvorvidt heste skal trænes på et sundt grundlag, så slitageskader undgås, er ikke til diskussion.

Via mit hverv som dyrlæge, ser jeg rigtigt mange skader, som er en direkte følge af en uhensigtsmæssig træning af hesten. Dette er også en af grundene til, at vi hos Uanvendelig.dk har valgt, at italesætte dommernes rolle i moderne dressursport. Selvom det er et yderst følsomt emne.

 

Artiklen med Jørgen italesætter nogle vigtige problemstillinger, og den giver anledning til debat, hvilket i langt de fleste tilfælde kun er gavnligt for vores sport. Særligt når det sker på et fagligt grundlag, og med udgangspunkt i et ønske om mere holdbare heste.

Mine kommentarer til artiklen med Jørgen Hvenegaard vil derfor være mere uddybende omkring de udfordringer vi møder i dommerfaget, frem for at italesætte rigtigheden af Jørgens observationer.

 

Først og fremmest vil jeg gerne fremhæve, det enormt store engagement som størstedelen af vores dommerstab udviser i deres hverv.
Efter at have læst artiklen med Jørgen Hvenegaard, kan den menige rytter godt sidde tilbage med den opfattelse, at den gamle generation af dommere, var bedre rustet til at påtage sig dommerrollen, end de nye dommere vi uddanner idag. Det oplever jeg dog ikke er tilfældet. Faktisk stiller vi idag meget højere krav til vores dommere, end det var tilfældet tidligere. Vi kræver, at dommerne selv skal have redet på et vist niveau, at de deltager i forskellige kurser, samt at de har siddet med, når de mere erfarne dommere har dømt, før de selv får mulighed for at dømme de høje klasser. Med denne forklaring ønsker jeg ikke at fremhæve de yngre dommere som værende bedre uddannet end deres ældre kollegaer, men blot påpege, at vi gør, hvad vi kan for at sikre, at dommerne er godt rustet til den store opgave det er at dømme ekvipagerne. Særligt med udgangspunkt i, at vi langsomt oplever et generationsskifte i vores dommerstab. For det er bestemt ikke blevet nemmere at dømme heste. Tværtimod.

 

Avlen har sat nye standarder

Gennem de seneste 10-15 år har vi oplevet en udvikling i varmblodhesteavlen, der betyder, at vi er nødt til at klæde vores nye generation af dommere endnu bedre på, til den opgave de står overfor. Forskellen mellem racernes måde at bevæge sig på, er gennem de seneste år blevet mere og mere signifikant. Det kan ikke undgås, at en varmblodshest vil have bedre forudsætninger for at arbejde smidigt og elastisk med afskub og bæring, end eksempelvis en tinker. Men alle der melder til stævne, skal dømmes ud fra de samme forudsætninger, og heri består det svære.

Forskellen mellem de forskellige racer, vil altid give anledning til diskussion, men det jeg ønsker at fremhæve med dette, er at udfordringerne i dommernes arbejde, særligt ved de mindre stævner, hvor dommeren skal forholde sig til mange forskellige typer af heste, er meget mere kompliceret, end det måske var tilfældet tidligere.

Det bliver nemt at sige, at dommerne udelukkende skal fokusere på den velredne hest. Men som dommer er det vigtigt at se på hele billedet, dette inkluderer ikke kun ”billedet” af hest og rytter, men også præstationen: øvelse for øvelse. Og det er virkeligt svært.

 

Jeg har selv siddet i situationer, hvor jeg har set en vanvittig dygtig rytter komme på banen med en hest, der fra naturens side har nogle udfordringer, men hvor rytteren virkelig formår at ride det optimale ud af hver enkelt øvelse. Her sidder man som dommer tilbage med en fornemmelse af, at rytteren ikke kunne have gjort mere. Selvom jeg gerne ser denne rytter modtage en roset for sit flotte arbejde, så må jeg som dommer også forholde mig til, at rytterens indsats alene ikke er nok. Hvorvidt denne rytter vinder klassen, afhænger af, hvordan de øvrige ekvipager rider deres program. Som dommer skal vi være objektive, og vi må hverken favorisere eller negligere.

Eksempelvis har vi som dommere reelt kun én mulighed for, at honorere den flotte ridning. Det sker under det samlede indtryk, hvor man bedømmer rytterens opstilling, rytterens indvirkning, hjælpernes finhed og effektivitet.

I resten af programmet er det eksempelvis hestens takt, bæring, smidighed, balance, afskub, energi og gangarternes løsgjorthed der bedømmes samt hvordan hver enkelt øvelse rides.
Det er altid den samlede præstation der bedømmes, og det sker ud fra et pointsystem, hvor mange forskellige faktorer spiller ind.

 

 

Øget dialog skaber mere forståelse

Det ville være optimalt hvis alle dommere havde samme udgangspunkt at dømme ud fra. Samme bevægelsesmønster hos hesten, den samme træner, samme type hest osv., for det ville betyde, at stort set alle dommere ville dømme fuldstændigt ens, men det er langt fra tilfældet i vores sport idag.

 

Det kan ikke undgås, at vi som dommere indimellem også bliver udfordret, når vi laver vores bedømmelser. For præcis som ved kåringer og andre fremvisninger af heste, så er det vi ser på banen et øjebliksbillede. Vi har ikke den indsigt i hver enkelt hest, som rytteren og den tilknyttede træner har.

Som dommer skal vi dømme det vi ser, lige nu og her, øvelse for øvelse, og ikke tage stilling til hvem og hvad, der er på banen. Man siger lidt i sjov og overført betydning på engelsk: A good judge has no memory.
Som dommere husker vi ikke på det dårlige (eller det gode) fra gang til gang, men prøver at “viske tavlen ren”, hver gang en hest kommer på banen.

Jeg tror at mange ryttere, der har oplevet at få en dårlig bedømmelse fra en bestemt dommer, vil have glæde af at ride for samme dommer igen, når der er gået noget tid og ekvipagen har forbedret sig. For jeg tror, at flere ryttere så ville opleve, at dommerne faktisk honorerer den gode ridning på banen.

 

Sidst, men ikke mindst, vil jeg også understrege, at jeg faktisk mener, at vi ville få en meget bedre dialog os dommere og ryttere imellem, hvis flere ryttere ville gøre sig bekendt med uddannelsesskalaen og fordringerne (dvs. beskrivelse for øvelsen og sværhedsgraden f.eks. samling) i dressuren. Disse er udgangspunktet for al bedømmelse på alle niveauer.

Artiklen med Jørgen Hvenegaard er bygget op omkring netop vigtigheden af denne, og det er den fordi, det netop er uddannelsesskalaen, der danner grundlaget for hestens korrekte træning.
Alligevel oplever jeg ofte, selv på allerhøjeste niveau i sporten, at flere af de ryttere der rider på banen, ikke aner hvad træningsskalaen går ud på.

 

Det er vigtigt at huske, at vi som dommere trods alt også kun er mennesker. Vi kan også lave fejl, eller foretage en vurdering, som desværre ikke giver mening for rytteren. Men jeg tror at mange ryttere ville erfare, at vi faktisk gerne uddyber vores bedømmelser, når klassen er færdig, og går i dialog med rytteren, omkring den vurdering vi har givet. Det kræver dog, at rytteren selv har sat sig ned og gjort sig bekendt med det grundlag vi dømmer udfra. Nemlig uddannelsskalaen og de fordringer der danner grundlaget for dressurklasserne.

Hverken dommer eller rytter får en bedre dialog af, at rytterne går sure fra stævnepladsen og efterfølgende lufter deres frustrationer på facebook eller andre steder. Tværtimod tror jeg, at mange ryttere vil opleve, at ved at kontakte dommeren når klassen er forbi, og spørge ind til den kritik man har modtaget, så vil både dommer og rytter potentielt få en dialog, som rent faktisk kunne udmunde i en større forståelse for dommernes arbejde.