Hvem kan bedst behandle en hovbyld?

Blogindlæg af dyrlæge Lise Charlotte Berg

Lige nu har vi den kolde og våde tid, og der er desværre mange heste, som smider sko eller får hovbylder nu her. Det er selvfølgelig smeden, der skal sætte skoen på igen, men der er forskellige holdninger til, om det er dyrlæger eller smede, der er bedst til at håndtere hovbylder.

Den bedste løsning (men også dyreste og mest udfordrende planlægningsmæssigt) er at I får begge fagpersoner ud til hesten samtidig, så smeden kan skære bylden fri, og dyrlægen kan vurdere om der skal suppleres med medicinsk behandling mod infektion eller smerte. En god smed vil fortælle jer, at I skal tilkalde dyrlægen, hvis han/hun synes området ser inficeret ud, men de er ikke uddannet til at vurdere sygdomme og behandlinger og kan derfor misse noget – det er dyrlægens kompetence at vurdere behandlinger.

 

HUSK derfor 3 ting:
1 – hvis hesten/ponyen er tydeligt ømtået uden sko/med mistanke om hovbyld, så skal den smertebehandles, og det kræver et besøg af jeres dyrlæge. I kan prøve med varmt sæbebad, men hvis det ikke gør en tydelig forskel, så er I nødt til at få hesten smertebehandlet. Det er ikke ok, at lade en tydeligt halt hest vente til smeden har tid til at komme ud til jer uden at den får noget smertestillende i mellemtiden. Ring til din dyrlæge, og så kan I sammen vurdere, om de skal komme ud.

 

2 – det er kun dyrlæger og smede der kan vurdere, om det rent faktisk er en hovbyld. Ifølge loven er det faktisk kun dyrlæger, der må stille diagnoser, altså sige at det er en hovbyld. Hesten/ponyen kan fejle andre meget mere kritiske ting i hoven (f.eks. brækket hovben, infektion i hovens slimsæk, mm.), som kan ligne en hovbyld, men som kan ødelægge hestens fremtid som ridehest, hvis det ikke bliver behandlet korrekt og i tide. Så det er rigtig vigtigt at få hesten undersøgt hurtigt og af en professionel. Og indtil I har fået den undersøgt, så er den sikreste løsning at holde hesten i boksro, da det vil gøre mindst skade uanset hvad hesten fejler.

 

3 – selvom det kan være rigtig svært i mudderet, så skylder I jeres hest og dens foldmakkere at finde de tabte sko ude på folden. En tabt sko med optå og søm kan lave rigtig meget ballade, hvis der er en hest, der får trådt den op i foden. Frem med de lange gummistøvler og en metaldetektor/høtyv og god jagt …

 

Ingen hov – Ingen hest…. Det er vigtigt at få en professionel til at vurdere hvorvidt der er tale om en hovbyld. Ømheder i hoven kan have andre årsager, og det er vigtigt for hestens fremtid som ridehest, at den korrekte årsag til problemerne opdages i tide. Er der tale om en hovbyld kan det være nødvendigt at behandle med medicin.

I slutningen af januar bringer vi en mere uddybende artikel her på siden om emnet ….