Forsikringsbøvl

Hvad handler Uanvendelig.dk om?

Ting tager tid …

Én af de ting der er blevet klart for os, i forbindelse med dette års Hest og Rytter Messe, er at der er SÅ mange udfordringer i forhold til at formidle viden omkring den skadede hest samt forebyggelse af skader.

Når vi siger, at vi på Uanvendelig.dk vægter en faglig og evidensbaseret tilgang til tingene, så er det ikke blot en hul overskrift.

Én ting er at formidle et højt niveau af faglig viden, en anden ting er at formidle den således, at det bliver nemt for os ryttere at forstå den viden.
Det er vores mål!

Det betyder også, at selvom vi gerne allerede nu ville præsentere en masse spændende artikler, så er hurtige løsninger ikke vejen frem.

Heller ikke når det gælder forebyggelse af skader, behandling af skader eller korrekt genoptræning.

Hasse Hoffmann forestod torsdag aften en spændende Clinic, hvor fokus var at træne hesten på et mere individuelt grundlag. Ikke alle heste er ens. Faktisk langt fra. Derfor er det så vigtigt, at vi som ryttere bliver bedre til at kende vores heste. Ikke blot i ridningen, men også i de daglige signaler den sender os.

Det ville være så nemt, hvis det at ride på hest kunne sættes ind i et skema. Således at vi havde en fast køreplan. Men sådan fungerer det ikke. I hestesporten er der ingen garantier. Måske køber vi en hest med det formål at træne den op som vores nye ridehest. Måske køber vi en allerede uddannet konkurrencehest. Men fælles for os alle er, at for at opfylde vores mål som ryttere, skal vi forstå at skabe de rette forudsætninger for, at den enkelte hest kan fungere. Ikke kun via vores ridning, men også via den daglige management af hesten. Og det er lige præcist dét der er formålet med uanvendelig.dk.

Vi kommer ikke til at præsentere hurtige skemaer, hvor du kan slå op hvad der vil virke for din hest, men vi kommer til at bidrage med viden og information omkring specifikke skader, såvel som inspiration til, hvordan du som rytter bliver klogere på din hest, og hvordan du giver den de beste forudsætninger for et langt liv i sporten.

For som Hasse sige – Den bedste rytter har den ældste hest!