Af Ofelia Maluna Ørting

Fra patient til ridehest
Der var gået et år, men nu endelig, langsomt men sikkert, blev Primula igen ridehest, og nu skulle rytteren så lære at sidde på bedst mulige måde på hesten, holde sig lige, når hun var skæv.
Vi trænede centreret ridning, vi trænede frem og ned, vi red i let sæde, vi forsøgte at styrke og opbygge en stærk hest. I det hele taget var det lidt som at tilride igen. Vi var helt tilbage, hvor hesten ikke kunne holde formen på en volte f.eks. Det var hårdt af H til og ubeskriveligt vidunderligt! Jeg havde ridetimer, der gjorde mig høj i dagevis. Første gang jeg havde en ridetime, der handlede mere om dygtiggørelse end egentlig genoptræning, kunne jeg slet ikke få armene ned!

Kiropraktoren kom løbende og rettede Primula, og holdt øje med udviklingen, pegede i den retning vi havde mest brug for at træne på det givne tidspunkt. Et par gange, da hun havde det værst, blev hun masseret blidt, og hun fik også Kranio Sakral Terapi. En rigtig god ting at kombinere med kiropraktik. Det hjalp hende yderligere og fik bl.a. et skævt brystben på plads.
Jeg kunne helt bogstavelig se Primula forandre sig mellem disse menneskers hænder. Det var fantastisk. Primula elsker Kranio Sakral terapi, og bliver helt saglig at se på. Al afspændingen, de mange behandlinger har gjort, at hun, lige så snart nogen piller sådan lidt undersøgende ved hende, begynder at synke ned i ”behandlings tilstand”, hun slapper af, hovedet sænkes og øjnene bliver fjerne. Hun er helt eminent til at tage imod.

1,5 år efter ca. får hun et sår på bagbenet, og pga. dettes nærhed til ledet, er hun et smut omkring hospitalet. Dyrlægen, der tager imod, er den samme som var hendes primære dyrlæge under bruddet, og hun bliver helt overstadigt glad af at se hende så smuk, stærk og i fint huld. Jeg fortæller, hvordan vi ikke genoptrænede, men ringede efter en kiropraktor og afspændte og trænede fra jorden. Hun bliver så glad, så lettet. Jeg håber, hun er modig nok til at sige til de næste, at de skal ringe til en kiropraktor, før de sætter sig op. Såret var heldigvis kun overfladisk.

På rette vej
Vi begynder at kunne ride rigtige ture, kommer i skoven og fortsætter med at dygtiggøre os på banen, VI bliver ved med at have fokus på, at damen skal bruge sig selv rigtig, men Primula var dog mærket af skaden, ved at rotere forkert i sin brystkasse. Det får hende til at slæbe sig frem ved forbenene, frem for at bruge sin gode stærke bagpart. En bagpart Kiropraktoren altid roste til skyerne, men damen ikke rigtig forstod at bruge.

Det blev for svært for os selv at ride dette ud af hende, og hun kom i ridning hos vores træner – januar 2015 kom denne og red hende 4 gange om ugen, virkningen var slående, nøjagtig hvad Primula havde brug for.  Endnu en gang oplevede jeg hesten forvandle sig mellem hændende på et menneske.

Boksro forandrede psyken
Sideløbende med den fysiske træning, var der det mentale… Det gør ikke noget godt for en hestepsyke at stå i boksro i næsten 8 måneder, indelukket og adskilt fra sin flok. Det var en lang og kroget vej tilbage, til den rolige blide hest vi havde inden skaden.
Det blev aldrig målt, men jeg vil gætte på, at mængden af stresshormoner i hendes krop var enorm! Det gjorde hende mentalt sart, forstået på den måde, at filmen bare hurtigt knækkede, og hun råbte ”jeg klarer det ikke, jeg døøøør” med sin adfærd.
Man vidste heller aldrig helt, hvad det lige var, der fik filmen til at knække lige den dag… Det var opslidende, men super lærerigt.  Det var træning i små bidder og små sejre det blev fejret. Vi gik fra en hest, der ikke kunne gå ud midt på gårdspladsen uden at blive hysterisk, over en hest der vendte om uden varsel og trak heftigt hjem ved hvert et hjørne, til i dag at kunne ride glad alene i skoven i timevis.

Det var af og til de mærkeligste ting… f.eks. da vi red til Furesøen for at bade. Badningen elskede hun, men da jeg kom med sadlen igen, blev hun helt hysterisk, og selv om jeg fik sadel på kom jeg aldrig op igen og måtte gå hjem. I det øjeblik jeg opgav, lagde hun hovedet ind til min mave og ligesom sagde ”tak fordi du giver op, jeg kan ikke rumme det”. Da jeg året efter deltog i et TREC stævne, hvor hun blev udfordret mentalt, og jeg alligevel kunne stige op 4 gange på en dag, var det en kæmpe sejr!

Tilliden til hende og hendes reaktioner er kun langsomt kommet tilbage, efterhånden som hendes voldsomhed mindskedes.  Denne del af historien er vigtig, en hest, med et langt sygdomsforløb, er en forandret hest. Primula blev lidt mere hård i kanten af det, mere bitchy – hun var før en sart blid blomst, så det gør ikke så meget. Hun steg i hierarkiet og kan bedre sige fra. Men det er min overbevisning, at man IKKE må overse det psykiske aspekt af det hele.
Vi fik Primula healet flere gange for at hjælpe hende igennem det. Jeg kan jo ikke bevise dets effekt, som ved de andre behandlinger, men i mit hjerte ved jeg, det hjalp hende igennem en rigtig hård omgang.

3 år senere
I april 2015 – 3 år efter bruddet – siger kiropraktoren med glæde i stemmen ting som, ”normal hest”, ”I går lige igennem”, ”Småting, det er småting!” og anbefaler, at vi går ned til årlige kontrolbesøg. Jeg tror ikke, jeg kunne have været lykkeligere.

Primula har den dag i dag stadig strukket hvid linje i højre forben, og må betragtes som kronisk subklinisk forfangen, og er ekstremt græsfølsom. Derudover kæmper hun med at være for meget på forparten, det giver hende af og til ondt i forbensophænget. Vi kæmper med at ride os ud af det, at flytte vægten bagud og bruge hende korrekt. Men hun er stadig løsdriftshest, hvor hun vandrer op til ca. 10 km om dagen, og der hænger hun også fortil. Hjælpen kommer denne gang fra Akupunktur. Det har vist sig et formidabelt redskab, og igen elsker hesten det!
Det var som om Akupunkturen fik de sidste ting til at falde på plads i hende, og sidenhen har det hjulpet med det specifikke problem med forbensophænget.
Men når alt det er sagt, så rider vi også lange ture i skoven, deltager i små stævner, bader som sommeren og generelt lever hestelivet. Vi betragter hende nu som en rask hest under uddannelse, en hest der bare er lidt forsinket, og vi oplever stadig de der sejrsmomenter, hvor hun lige klarer mere end før rent mentalt.

Det, der blev spået at tage et par måneder og koste max 35.000, tog faktisk næsten 3 år og kostede over 100.000. Jeg har lært så uendelig meget, at jeg i dag knapt med ærlighed kan sige, at jeg ville ønske, det ikke var sket. Jeg har fået så mange redskaber i posen, personligt kendskab til behandlingsformer, og en inderlighed i mit forhold til Primula, at jeg faktisk kan føle taknemmelighed.
Vi fik så meget hjælp, både fra professionelle, vores staldkammerater og venner, og så havde vi heldigvis hinanden, kæresten og jeg, vi var hele tiden 2 om det. Vi kom rigere ud på den anden side.

Primula er tilbage på banen. Stærk og veltrænet!
Ikke alle heste er så heldige, at ejerne vil bruge år på at få dem tilbage på ret køl. Men Primula var heldig. Hun er desuden et levende bevis på, at med vilje og tålmodighed kommer man langt!