Af Ofelia Maluna Ørting

D. 5 november, næsten til dato 7 måneder efter bruddet, talte jeg med dyrlægen i telefonen og fik en genoptræningsplan. Genoptræning! Sjældent havde et ord lydt så lovende i mine ører! Hospitalet havde analyseret billederne, de havde ikke set hende siden hendes sidste indlæggelse, de havde altså ikke set hende gå.

Planen var simpel og helt igennem typisk, skridt med øgning til en times skridt, så trav osv. – en helt almindelig ”komme i form” genoptræning af kroppen.
Nærmest som en eftertanke sagde hun ”og I kan godt ride, det tror jeg ikke gør nogen forskel for hende”… Jeg fik et chok! Tanken om, at sætte mig op, var ret fremmed for mig. Hun var stadig lidt tynd, havde INGEN muskler, hun var skæv og stod af og til mærkeligt. Så man på hendes bringe, lignede hun en kvinde, der havde fået amputeret det ene bryst så, skæv var hendes muskulatur. Hun havde tilbragt over 7 måneder med størstedelen af sin vægt på højre ben. Hendes albue strittede udad, og hun gik meget smalt fortil. Vi forlængede vores små gåture ganske langsomt, og ringede til en kiropraktor.

Hvis I sætter jer op på den hest kan i aflive den indenfor et år!
Kiropraktoren påpegede en masse ting ved Primulas benstilling, bevægelsesmønster og kropsholdning som ikke var i orden. Noget af det havde jeg set, men ikke kendt konsekvensen af.  Det var muskler, der manglede, men også muskler, der var for stærke og dermed afslørede, hvor hun brugte sig forkert. Hendes sener var så bløde, at kiropraktoren kunne forme dem til et S, der nærmest holdt formen i et sekund.
Kort og meget alvorligt var beskeden: ”Hvis I sætter jer op på den hest, kan I aflive inden et år”. Så forkert brugte hun sin krop, selv når hun stod stille.
Vi fik besked på at gå i gang med ligeudrettende jordøvelser efter klassiske principper, og kun 3-4 mennesker i Danmark var – efter kiropraktorens mening – gode nok til at hjælpe os. Det var med andre ord en ret alvorlig sag, og det skulle død og pine gøres korrekt.
Desuden blev vi beordret små skridt, gæt lige, hvor indstillet sådan en indebrændt hest var på at gå med små beherskede skridt….  Jeg måtte virkelig have gang i indlæringsteorien, og indlære det ellers simple ”at gå tur” på en ny måde.

På rette vej
Vi fik kontakt med en træner, hvis første projekt var, at lære os at spænde hesten af. Det var enormt spændende, og Primula elskede det. Hun forsvandt fuldstændig ind i sig selv og slap spændinger med stor fornøjelse og hendes typiske tillid. Hendes store krop knækkede og gav sig mellem vores hænder, og vi lærte en masse gode teknikker, som vi stadig bruger i dag.
Langsomt begyndte hun at forandre sig mellem vores hænder. En dag da vi gik en af de sædvanlige ture, så jeg på hendes afslappede velformede hals, og tænkte ”wauw en lækker hals”. Jeg huskede det øjeblik, da jeg havde tænkt at hun ikke var pæn og blev lykkelig og ydmyg ved tanken om, at mine hænder var med til at bringe hende tilbage til en afbalanceret krop.

Næste store gennembrud kom en dag hvor vi skulle forbi en fold med fremmede heste, noget der havde været svært ophidsende tidligere. Men nu blinkede hun i stedet, gabte, slappede af og gik roligt videre! Primula havde virkeliggjort en af trænerens læresætninger: ”Vi lærer hesten at spænde af i stedet for at spænde op”. Det var fantastisk!

Næste trin var at indtage ridebanen og lave afspænding i bevægelse og begynde med versader m.m.
Primula var ganske overbevist om, at benet ikke kunne bære. Hun skulle lære at stole på det, omkodes til at tro på alle 4 ben igen.
Det var enormt svært for hende, og dermed også for os. Hun troede ikke det mindste på, at hun kunne disse ting, og der måtte meget afspænding og overtalelse til. Dette begyndte i slutningen af december, næsten 2 måneder efter vi fik lov at genoptræne af dyrlægerne.

Tilbagefald og fremskridt
Som tiden gik, og den almindelige styrke langsomt vendte tilbage til hende, blev gåturene længere og mere udfordrende. Jeg kan stadig med gru huske, første gang jeg gik med hende på en ujævn græssti i stedet for flad asfalt eller jævn grussti – det var frygteligt! Selv det at gå på ujævn overflade skulle genlæres, og blev en del af genoptræningen. Efterhånden som senerne blev stærkere skulle fleksibilitet og behændighed også trænes.

Det tog alt sammen lang tid, og der var masser af ”set backs”… Af og til var vi var grædefærdige af afmagt over at være gået nogle skridt tilbage… Primula fik hovbylder af at begynde at gå igen, havde stadig strukket hvid linje i venstre forhov, fik småskader i sin svækkede krop, blev plaget af bændelorm og ragede endda en halsbetændelse til sig. Hun fik stadig diverse hysteriske anfald, og hun stod også stadig i boks og gav os masser af ekstra arbejde.
Men samtidig begyndte også en lang skøn række af ”første ……”. Første lange gåtur, første gang vi sad på hende, første gang hun kom på fold med de andre, første gang vi trak tur med rytter, første ridetur, første rigtige længere ridetur, første ridetime, første skovtur, første løsspringning osv.
Disse sejrsmomenter var så lykkebringende. De fik os til at glemme al smerten alle ”blod, sved og tårer”-øjeblikkene som vi havde kæmpet os igennem.

Mindeværdige øjeblikke
Nu, hvor det hele er lidt på afstand, er det ikke nemt at huske rækkefølgen og alle detaljerne, men her er nogen af de vigtigste øjeblikke.

Nytårsaften var lidt af en udfordring. Vi bor i Storkøbenhavn, vi er omgivet af fyrværkeri, vi havde ingen lukket staldbygning og kræet måtte bare ikke løbe! Men med Zylkene, wrap, afspænding og overtalelse kom vi også gennem det, med stor lettelse.

D. 2. januar sad min kæreste på hende som den allerførste, der var gået 9 måneder og det var bare en lille runde på banen. Primula sagde roligt, men tydeligt, at det var hun ikke klar til. På det her tidspunkt var vi efterhånden ret fintunede til hendes mindste signal om, hvordan hun havde det.

I januar havde hun også den årlige tandraspning, det var en tankevækkende oplevelse, også for dyrlægen. Da hun fik sin bedøvelse gled hele hendes vægt til højre, og venstre ben bar igen næsten ingen vægt. Dyrlægen, som var tandspecialist og ikke havde været ind over i løbet af skaden, blev helt forskrækket, og spurgte om hun gerne måtte skubbe hende på plads. Hun skubbede Primula på plads og hun gled øjeblikkelig tilbage på højre forben. Det afslørede jo, at hun nu stod langt mere rigtigt, men det afslørede også, hvor dybt det tillærte instinkt med at passe på venstre forben sad. Den dag i dag rejser hun sig stadig fra liggende på højre forben og bruger venstre som balancepind.

Vi arbejder videre med afspændingen, ligeudretningen og begynder at løbe små travintervaller med hende på gåturene. 11 måneder efter hun brækkede benet, kommer hun for første gang på fold med et par af de andre heste.  Det var et pragtfuld øjeblik at stå der, og se hende bare være hest, hun udstrålede veltilpashed og blev vel modtaget af vennerne.

Den 2. marts var en kæmpe dag for mig, det er nemlig dagen, hvor jeg sidder på hende for første gang! Jeg troede, jeg ville føle mig, tung, forkert, belastende for hende på en eller anden måde, men det føltes bare rigtigt og godt og helt ubeskriveligt vidunderligt!

På årsdagen for selve operationen siger træneren, at hun er SÅ smuk, så klar og har kun almindelige skævheder tilbage. Jeg føler mig overstadigt glad. Almindelige skævheder, dem alle heste kæmper med, det var et stort øjeblik. Få dage senere ville kiropraktoren have en film af hendes bagben til undervisning, og som bevisførelse da de var helt lige! Det var nærmest overrumplende.
April var i det hele taget en rigtig optursmåned, det var nemlig måneden, hvor jeg begyndte at ride igen, hun slingrede i starten, men det fik vi fixet ved at trække hinanden på ture først. Det blev også måneden, hvor jeg fik den første lille travtur.