Af Ofelia Maluna Ørting

Det frygtede opkald
Min kæreste og jeg købte Primula Byager i oktober 2011 da hun var 5 år.
I påsken 2012, lige inden hun bliver 6 år, får vi det opkald alle hesteejere frygter. I vores tilfælde blev der sagt: ”Primula er altså meget halt, hun kan faktisk knapt gå”.
Det var onsdag aftenen, og vi ringede til dyrlægevagten. Han mente, det måske var et hårdt spark, da det godt kunne lamme benet, hvis det ramte en nerve i bringen. I hvert fald synes han, vi lige skulle se det an til dagen efter, da der ikke var varme, hævelse eller hul på huden. Der var intet at se, bortset fra at hun ikke rigtig løftede benet, men slæbte det frem. Det blev ikke bedre torsdag, så fredag kom en dyrlæge og konstaterede, at det nok var brækket, men det skulle selvfølgelig røntgenfotograferes, og ham der havde vagten søndag havde mobilt røntgen…. Primula stod uden smertestillende i en lille 3×3 meter boks. Det var hjerteskærende, men hun måtte ikke få smertestillende, fordi hun skulle være så stille som mulig, og hun klarede det flot.

Primula var en engel, da billederne blev taget, hun var rolig, stod stille, og gjorde hvad vi bad hende om, jeg og dyrlægen klarede det alene endda uden at binde hende.
Han var fuld af beundring og ømhed for hende, og fortalte mig, at det normalt krævede 3 mennesker, fordi det gjorde fandens ondt. Mit hjerte svulmede af ømhed over hendes blide sind, og tilliden hun viste os – og det blev ikke sidste gang…

Billederne viste at ulna (”bagerste” overarmsknogle) i Venstre forben havde en kraftig revne. Det så voldsomt ud på billederne, og benet var i øvrigt også hævet nu.
Dyrlægen sagde, at han ville finde en kirurg og høre, om der overhovedet var en reel chance ved en operation. Han var benhård, de skulle ikke operere bare for at prøve en ny smart maskine, eller fordi det var interessant for dyrlægerne. Vi var heldige, en dygtig kirurg mente, at det var et rent og fint brud, som havde fine chancer for at hele. Primula var ung og sund, af god afstamning og fuld af potentiale og – vigtigst af alt – hun var ”god i hovedet” – det der udefinerbare, alle hesteejere alligevel ved, hvad betyder. Derfor fik hun en chance af dyrlægen, han turde foreslå det, fordi hun på alle måder var det værd og havde det sind, der skulle til at klare den efterfølgende boksro.

Operationen
Han kom tilbage for at afstive hendes ben og binde det ind til transporten.  Dette tog hun også pænt og nulrede ham lidt venligt i håret. Men så skulle hun op i traileren… og nu havde hesten fået NOK. Jeg var rædselsslagen, og enhver, med den mindste forstand på heste, er klar over hvor smart det er, at stå oppe i en trailer og sige ”kom herop”, når man næsten ryster af frygt. Hun nægtede pure. Jeg måtte overlade det til søde staldkammerater og bare forsvinde.
Turen ind til dyrehospitalet var skrækindjagende, intet mindre.  Men at aflevere hende i kompetente hænder var faktisk en lettelse, nu kunne vi ikke gøre mere for hende, nu var hun i de bedste hænder, nu kunne jeg igen trække vejret.

Primula kom i fuld narkose og de 5 stærkeste mænd på hospitalet støttede hende på vejen ned, så hun ikke forværrede det, blev vi fortalt. Men der er jo altid en risiko, og det er en voldsom omgang, når en hest skal i fuld narkose, også når den vågner, kan den komme galt af sted.
Vi havde fået en ca. tidshorisont, men det var den længste dag i mit liv…. Der gik flere timer end forventet, og til sidst gik jeg bare hvileløst op og ned ad gulvet.
Endelig ringede de, det var gået godt! De havde givet hende en snaps, lige da hun var ved at vågne, for at forlænge det og gøre opvågningen mere blid, og hun havde klaret det at rejse sig uden skader. Hun havde fået en plade på og 13 skruer i benet. Det så helt vanvittigt ud på røntgenbillederne!
Nu skulle såret bare lukke sig, så ville vi få hende hjem, hvor hun skulle stå i boksro i 6-8 uger, og så var det genoptræning. Pladen ville de formodentlig lade sidde, hvis den ikke generede hende.
Men sådan kom det mildest talt ikke til at gå….

En ulykke kommer sjældent alene
Vi besøgte Primula næsten hver dag, og var vidne til hvordan hun led, benet gjorde tydeligt ondt, kiloene raslede af hende, og hendes blide øjne blev matte og triste. Operationssåret nægtede at lukke og blev ved med at væske…
Det viste det sig, at hun havde en kolibakterieinfektion i operationssåret, sådan en rigtig led hospitals en, der ikke lige lader sig slå ned af en standard antibiotikabehandling. Hun blev proppet med antibiotika, alle der var inde hos hende, skulle desinficere sko, hænder osv.

Midt i det hele blev hun også traumatisk forfangen, og måtte en tur i sandboks og kun få små totter af hø. Hun fik kølebandager på og blev behandlet efter alle kunstens regler for at bekæmpe det.

Hun kæmpede for sit liv, og hospitalet kæmpede med hende. En af dyrlægerne sagde en dag, ”Hun vil jo leve, hun kæmper jo!”
Det værste der kunne ske, var at infektionen gik i knoglen, for så kunne de faktisk ikke rigtig gøre noget… Der blev jævnligt taget røntgen for at følge med, men det skete heldigvis aldrig.
En dag sagde de, ”nu har vi EN kur mere, vi kan prøve, den er dyr, og det er den sidste type antibiotika, vi har, alle de andre har infektionen overlevet”.  Det var noget af en besked at sluge, men denne gang lykkedes det faktisk at slå det ned. Endelig og gudskelov!

Såret var stadig ikke lukket, men væsken var klar, lugtede ikke og hun havde været feberfri noget tid, så nu synes de, at vi skulle have hende hjem i overbevisning om, at hun ville hele det sidste hjemme.

Endelig hjemme
Dette første ophold havde varet 1,5 måned, Primula var fyldt 6 år og kom hjem 100 kg undervægtig – det var et skrækkeligt syn.
Men hvilken hjemkomst!
Primula var urolig på vej ud af traileren, men så stod hun som frosset fast med højt løftet hoved, og så vrinskede hun med en dyb inderlighed og meget høj lyd. Vennerne svarede, én efter én vrinskede de til svar. Primula var hjemme og fik glæde i øjnene igen. Det var et af de der rørende øjeblikke, hvor hjertet svulmer. Jeg takkede tavs alle de andre heste for at byde hende velkommen hjem, det kunne ses, hvor meget det betød for Primula.

Primula er løsdriftshest, men heldigvis har stedet 2 bokse, og disse er endda udstyret med paddock – og det var lykken, ren og skær lykke at kunne være i boksro, og alligevel være udenfor. Hun fik lov at have den lille udvidelse af dyrlægerne med det samme, fordi hun var så sød og rolig. Hun kom hjem kort før solnedgang, efter 1,5 måned i en nordvendt udeboks, og stillede sig således at hun liiiige kunne have måsen i de sidste stråler, helt presset op af hegnet. Derinde faldt hun fuldstændig ned og kom helt hjem. Det var så tydeligt, hvor godt det gjorde hende, at jeg stod med tårer i øjnene og følte mig fuld af glæde.

Herefter fulgte et par måneder med daglige forbindingsskift, temperaturtagning og mikroskopiske små gåture. Nogle hundrede meter, ikke mere. Op på ridebanen og rulle sig  (det var nok ynglings turen), eller ned for enden af folden. Små korte ture der maks tog 5 minutter.

Det var en hård tid, forbandet hård. Til sidst kunne jeg næsten ikke huske, hvorfor jeg egentlig havde hest. Det hele gik op i pligter og ansvar, sygdom og bekymring.
Den største gave, jeg fik i den periode, var at låne en hest og ride en lang tur i den grønne skov alene – bare huske hvorfor pokker det lige var, jeg gik alt det her igennem.  Jeg var helt rørt af glæde og taknemmelighed, da jeg sad der på den skønne lånehest alene midt i skoven.