Gaffelbånd – Anatomisk gennemgang af gaffelbåndet

“Gaffelbånd – Anatomi og funktion”

– baggrund, forebyggelse, diagnose, behandling og genoptræning”

Af Lise C. Berg, dyrlæge, ph.d. og Nicolai Jarløv, dyrlæge, ph.d

Gaffelbåndsskader er desværre noget, vi ser regelmæssigt i rideheste. Men hvad dækker det præcist over, hvorfor får hesten skader i gaffelbåndet, og hvorfor er der så store forskelle på prognosen for og behandlingen af forskellige heste med gaffelbåndsskader?

 

Anatomi

Gaffelbåndet er en senet struktur (ledbåndsstruktur) sammensat af senelignende væv og rester af muskelvæv. Det er placeret på bagsiden af piben mellem pibeknoglen og den dybe bøjesene. For rigtig mange år siden havde hesten mere end én tå, og dengang havde den en muskel til hver tå på det sted, hvor den nu har et gaffelbånd. Mennesker har stadig musklen mellem vores håndrodsknogler, men hos hesten blev muskelfibrene tilbagedannet, og der kom i stedet en fiberstruktur, som i opbygning minder om en sene eller et ledbånd (ligament). Helt oppe i den øverste del af gaffelbåndet kan der stadig findes enkelte muskelfibre (omkring 2-11 %). Det er derfor gaffelbåndet hedder musculus interosseus medius på latin (navnet betyder ’muskel mellem knogler’).

Hvis du gerne vil mærke gaffelbåndet, så er det den meget hårde struktur på bagsiden af hestens pibeknogle. Det føles næsten som knogle, når hesten står med vægt på benet, men hvis du løfter benet, bliver gaffelbåndet blødere og dermed meget nemmere at skelne fra piben og de to griffelben (figur 1).

Gaffelbåndet starter lige under forknæet på forbenene og lige under hasen på bagbenene med tilhæftningspunkter primært på pibens øverste del, men også på det udvendige griffelben på forbenet (McIV) og en af knoglerne nederst i hasen på bagbenet (T IV). Herfra løber gaffelbåndet mellem de to griffelben ned til lidt ovenfor kodesenebenene, hvor det deler sig i to. De to grene – gaffelbåndsgrenene – hæfter på hver sit kodeseneben, og løber derfra videre om på forsiden af benet, hvor de smelter sammen med strækkesenen ud for kronleddet og hæfter fast øverst på hovbenet. Fra hæftningen på kodesenebenene løber der desuden små vigtige grene videre ned på bagsiden af koden ned til kodebenet og kronbenet. Vi kalder dem for kodesenebensligamenterne, og de er altså en direkte funktionel fortsættelse af gaffelbåndet (figur 2 og figur 3).

 

 

Selve gaffelbåndet består af tætliggende fibre, primært af typen kollagen 1, som er organiseret i længdegående retning langs pibeknoglen, samt muskelfibre. Gaffelbåndet har en række vigtige nerver, men næsten ingen blodkar. Derfor kan det godt mærke smerte, men det kan næsten ikke bløde.

 

Funktion

Gaffelbåndets primære funktion er at forhindre, at kodeleddet overstrækkes. Når hesten sætter benet i jorden, synker kodeleddet nedad, og gaffelbåndet stopper det fra at synke for dybt. Gaffelbåndsgrenene er med til at stabilisere kodeleddet på hver side. Man kan kalde gaffelbåndet for kodeleddets støtteapparat.

Gaffelbåndet indgår sammen med den overfladiske bøjesene og den dybe bøjesene i seneapparatet for hestens nederste del af benet. Gaffelbåndet er ikke en sene rent anatomisk som beskrevet ovenfor, men for nemheds skyld kalder vi den for en senestruktur nu her. Hesten lægger meget store kræfter ned i benene ved hvert skridt, især når den arbejder i højt tempo eller f.eks. lander efter et spring. De tre senestrukturer fordeler den belastning mellem sig, og det er meget vigtigt for hestens holdbarhed, at alle tre senestrukturer bidrager og tager deres del af belastningen. Hvis fordelingen af belastningen mellem de tre senestrukturer forrykkes, vil hesten stadig veje det samme, men det vil betyde at nogle af strukturerne kommer til at arbejde mindre, mens andre strukturer arbejder mere, og det kan de ikke holde til på sigt.

Gaffelbåndsskade

Udvalgte referencer:

Back and H. Clayton: “Equine Locomotion”, 2. edition. Saunders Elsevier 2013. ISBN: 9780702029509

M. Clayton: “The Dynamic Horse”. Sport Horse Publications 2004. ISBN: 097476700X

M. Clayton, P. F. Flood, and D. S. Rosenstein: “Clinical Anatomy of the Horse”. Mosby Elsevier 2005 (reprint from 2013). ISBN: 9780723433026

K. W. Smith and A. E. Goodship: “The Effect of Early Training and the Adaptation and Conditioning of Skeletal Tissues”. Veterinary Clinics of North America: Equine Practice 24 (2008) 37–51

D. Clegg: “Review: HBLB’s advances in equine veterinary science and practice Musculoskeletal disease and injury, now and in the future. Part 2: Tendon and ligament injuries”. Equine Veterinary Journal 44 (2012) 371–375

Nagy and S. Dyson: “Magnetic resonance imaging and histological findings in the proximal aspect of the suspensory ligament of forelimbs in nonlame horses”. Equine Veterinary Journal 44 (2012) 43–50.

Dyson, M. J. Pinilla, N. Bolas, nd R. Murray: “Proximal suspensory desmopathy in hindlimbs: Magnetic resonance imaging, gross post-mortem and histological study”. Equine Veterinary Journal (2017) 1–7 (early view).

L. Gillis: “Rehabilitation of Tendon and Ligament Injuries”. Proceedings of the Annual Convention of the AAEP 1997, Vol. 43.