Den inflammatoriske forfangenhed

Den inflammatoriske forfangenhed kan skyldes alvorlige infektionssygdomme eller akut forædning med korn eller græs. Ved denne form for forfangenhed dannes der et voldsomt inflammationsrespons. Der produceres store mængder endotoxiner (giftstoffer), som cirkulerer rundt i kroppen og nedbryder lamellerne i hoven, som svækkes og glider fra hinanden. Dette er den forfangenhed der kan opstå, når en nyfolet hoppe har en tilbageholdt efterbyrd. Hvis denne efterbyrd ikke fjernes og behandles i tide, kan der opstå en alvorlig livmoderinfektion, og hoppen risikerer efterfølgende at blive forfangen. Dette er også den forfangenhed, der opstår, når hesten slipper løs og får fri adgang til foderrummet og foræder sig i korn. Korn indeholder store mængder stivelse (kulhydrater), og dette resulterer i en akut fejlgæring i stortarmen. Konsekvensen af denne fejlgæring er også produktionen af store mængder endotoxiner (giftstoffer) med de samme skadelige påvirkninger som ved en livmoderinfektion.

Frodigt forårsgræs

Når hesten lukkes ud på store mængder græs uden en forudgående tilvænning er risikoen for forfangenhed også stor. Hvis mængden af græs er stor og indholdet af sukker og/eller fruktan højt, opstår samme fejlgæringsproces som ved forædning med store mængder korn. Sukker produceres i græsset, når solen skinner, og temperaturen er over frysepunktet. Hvis græsset vokser, forbruges det sukker, der produceres, mens hvis væksten går i stå pga. kulde (temperaturer under 5 grader), tørke eller beskadigelse af planten (nedgnavet), så ophobes det producerede sukker i form af fruktan. Derfor vil mængden af sukker og fruktan i græsset svinge meget i løbet af døgnet afhængig af solskin og temperatur. Om sommeren er indholdet lavest om natten og de tidligere morgentimer, fordi temperaturen er høj hele døgnet, og græsset derved også vokser om natten. Om foråret og efteråret er sukkerindholdet generelt lavest om eftermiddagen/aftenen, når planten er kommet i gang med at vokse og forbruge det sukker/fruktan, der dannes i de tidlige morgentimer, hvor solen skinner, mens det stadig er så koldt, at planten ikke vokser. I dagens Danmark er der ikke mange heste, der lukkes på store mængder græs uden forudgående tilvænning. Derfor er denne form for forfangenhed ikke længere et stort problem. Men heste bliver stadig forfangne om foråret, når de kommer på græs. Selv meget små mængder græs! Forklaringen må derfor være en anden.

Den hormonelle forfangenhed

Den hormonelle forfangenhed skyldes primært PPID (Pituitary Pars Intermedia Dysfunktion – også kaldet Cushing) eller insulinresistens (også kaldet EMS (Equine Metabolisk Syndrom) eller forstadie til type 2 diabetes). Ved den hormonelle forfangenhed nedsættes kroppens evne til at regulere sin egen produktion af insulin, og insulinkoncentrationen i blodet kan stige voldsomt.
Insulin er et hormon, som sørger for transport af glukose fra blodet og ind i cellerne, hvor det bruges som energi. Når cellerne udvikler nedsat følsomhed overfor insulin skal der mere og mere insulin til, før cellerne kan optage glukose. Kroppen reagerer ved at producere øgede mængder insulin for at kompensere for den nedsatte følsomhed. Selv små mængder sukker vil derfor resultere i en voldsom overproduktion af insulin. Problemet er så, at høje koncentrationer af insulin kan forårsage ødelæggelse af lamellerne i hoven, især hvis tilstanden er langvarig eller gentager sig ofte. Det er forklaringen på, at heste med insulinresistens kan blive forfangne på små mængder græs eller grovfoder med højt sukkerindhold. Her er det ikke en fejlgæring i stortarmen, som udløser forfangenheden, men en overproduktion af insulin.

Hvordan bliver hesten insulinresistent?

Videnskaben har ikke alle svarene på dette spørgsmål, men intensiv forskning på området har dog kastet lys over flere interessante forhold. I lighed med mennesker så opstår insulinresistens som konsekvensen af flere uheldige tilstande. Genetisk disposition er en af hovedårsagerne til dette problem. Mange ponyracer og nøjsomme individer er udstyret med en genetisk kode, som medfører en form for naturlig eller fysiologisk insulinresistens. Denne egenskab har sikret overlevelsen hos disse individer, der skulle overleve i et barskt og næringsfattigt miljø. De individer, som havde nemt ved at tage på, blev isoleret imod kulde og udviklede større energidepoter om sommeren, som så kunne sikre overlevelsen i de lange vintermåneder.
Moderne livsstil har dog skubbet denne ”normale” tilstand over i en sygdomsmæssig tilstand. Hvis individerne ikke får lov til at tære på deres fedtdepoter i løbet af vinteren, så bygges overvægten op fra år til år, og på et tidspunkt opstår der en ond spiral, hvor fedtdepoterne tager overhånd. Fedtdepoterne begynder at udskille nye ”hormoner” eller signalstoffer, som yderligere forstærker insulinresistensen, nedsætter den normale appetitregulering og forårsager et kronisk inflammationsrespons i kroppen (en form for betændelsestilstand). Disse heste begynder at danne de ”forkerte” fedtdepoter, som typisk ses som den forstørrede og hårde spækkam på halsen, puderne på begge sider af haleroden eller bulerne under maven eller ved forhuden hos vallakker. Hos mennesker resulterer denne kaskade i hjerte-karsygdomme, mens hestene risikerer at blive forfangne.

Den mekaniske eller traumatiske forfangenhed

Denne form for forfangenhed er mere sjælden. Den opstår typisk i det raske ben, når hesten har haft en voldsom og smertefuld skade på det modstående ben. Hesten har aflastet det dårlige ben i lange perioder, og det kan resultere i en kronisk overbelastning og dårlig blodforsyning i det raske ben. Lamellerne holder ikke til langvarig nedsat ilttilførsel (hypoxi), og konsekvensen af dette kan være kollaps af hovens indre strukturer og alvorlig forfangenhed.

Tynd sål giver større risiko for blødninger i sålen

Hvordan stilles den nødvendige diagnose?

Under naturlige forhold er det de hormonelle forfangenheder, der er de mest almindelige. Flere undersøgelser har vist, at op til 90% af de forfangenheder, der opstår i hestepopulationen, er blandt heste med hormonelle forstyrrelser enten i form af insulinresistens eller PPID (Cushing). Derfor er det utrolig vigtigt, at vi er i stand til at identificere heste med disse problemer. På den måde kan vi lave forebyggende foranstaltninger og sætte ind med nødvendig medicinsk behandling.

PPID kan diagnosticeres med en simpel blodprøve. Man måler et signalstof ved navn ACTH i en blodprøve, og hvis værdien er over den normale grænseværdi, er sandsynligheden for Cushing eller PPID stor. Det er op til 20 procent af alle heste over 16 år, som udvikler denne tilstand, men man kan også finde dette problem blandt yngre heste. Vi har alle et billede af en Cushinghest som værende en kronisk forfangen, gammel hest med lang og krøllet pels, svajrygget, hængemave og et muskelfattigt udseende. Men når hesten først ser sådan ud, så er tilstanden så fremskreden, at det kan være svært at rette op på situationen. Derfor gælder det om at fange problemet, inden hesten bliver forfangen, og inden at følgevirkningerne bliver alt for omfattende. Man kan læse meget mere omkring dette problem på hjemmesiden www.langthesteliv.dk.

EMS eller insulinresistens kan også diagnosticeres ved hjælp af en blodprøve. Her måler man insulinkoncentrationen i blodet, og dette gør man bedst ved hjælp af en dynamisk test. Hesten faster natten over, får tilført glukosesirup i munden i en bestemt mængde i forhold til hestens vægt og får efterfølgende taget en blodprøve 75-90 minutter senere. På denne måde måler man hestens respons overfor sukker. De heste, der har insulinresistens, vil producere en langt større insulinmængde i forhold til normale heste. Selvfølgelig kan man få en begrundet mistanke ved det karakteristiske udseende, som EMS hestene kan have, men dette er aldrig nok til at stille en præcis diagnose. Heste med en stor spækkam kan godt have et normalt insulinstofskifte, og tynde heste (der oftest tidligere har været overvægtige) kan lide af alvorlig insulinresistens. Heste med insulinresistens bør have en nøje reguleret fodring, hvor sukkerindtaget holdes nede, og hvis et vægttab er nødvendigt skal kalorieindtaget begrænses. Desuden kan man hjælpe heste med insulinresistens ved hjælp af medicin, hvis insulinproduktionen er ude af kontrol.

PPID og EMS diagnosticeres med en simpel blodprøve foto: Clausardal.com

Studie; Risiko for akut forfangenhed under danske forhold

Hvad var risikofaktorerne for akut forfangenhed under danske forhold?
Den mest betydningsfulde information fra dette studie var, at ændringer i græsindtag øgede risikoen for forfangenhed betydeligt. Hvis hesten fik adgang til ny fold, større arealer eller i længere tid (døgnfold), så var risikoen for at blive forfangen i løbet af de næste 14 dage 40,5 gange større i forhold til, hvis hesten fortsatte med at gå på samme græsningsareal. Dette var interessant, da vi først og fremmest har haft fokus på udlukning på græs om foråret. Men ændringer i græsningsmønsteret, selvom hesten er vænnet til græs, er en væsentlig årsag til sygdommen. Men der var også andre interessante resultater. Nøjsomme ponyracer (islændere, fjordheste, shetlændere, welsh typer, m.m.) havde en 18,4 gange større risiko for at blive forfangne i forhold til større hesteracer eller sportsponyer/arabere. Dette er ikke ukendt viden, men at forskellen skulle være så stor kom som en overraskelse for os. Heste på frodige græsningsarealer havde en 19,3 gange større risiko for at blive forfangne i forhold til heste, som gik på græsarealer med udtørret, nedgnavet eller vissent græs. Dette er også i modstrid med tidligere informationer, hvor frygten for højere fruktanindhold i stresset græs har skabt usikkerhed om, hvordan foldene helst skulle være.

Hvad kan vi bruge denne undersøgelse til?
Denne undersøgelse svarer selvfølgelig ikke på alle vores spørgsmål omkring forfangenhed, men for hver brik, der bliver føjet til det store puslespil, øges vores forståelse.

• For mit vedkommende har undersøgelsen understreget behovet for, at vi udpeger og diagnosticerer individer med særlige behov i stedet for at skære alle heste over en kam.
• Heste med EMS bør ikke lukkes på græs, før deres stofskifte er under kontrol, og indtaget bør begrænses generelt især i perioder med høj sukkerproduktion.
• Heste med PPID bør ikke lukkes på græs, før de er kommet i behandling, og hormonniveauet er normalt igen.
• Andre heste bør græsses ind med omtanke, undgå overvægt og bratte ændringer i græsset i løbet af sommeren.
• Vurdering af græsindtag (antal kg pr time eller døgn) er nok i sidste ende vigtigere end overvejelser omkring, hvornår sukkerindholdet og fruktanindholdet er højt eller lavt.