Giv heste med særlige behov et godt foldophold

Alle heste har godt af at komme på fold, det kan der ikke være diskussion om. Også heste med diagnoser som eksempelvis gigt, stofskiftelidelser eller lignende.

Men i de tilfælde hvor hesten har særlige behov som følge af en diagnose, er det vigtigt, at der tages hensyn til den enkeltes hest behov, således at foldforholdet er tilpasset hestens udfordringer. Det vil denne artikel fokusere på.

Med udgangspunkt i en håndfuld af de artikler vi allerede har liggende i vores vidensbank, har vi samlet lidt gode råd sammen, som forhåbentlig giver dig en bedre forståelse for, hvordan du som rytter skaber de optimale foldrammer for en hest med særlige behov.

Lav en plan sammen med dyrlægen

Vi hestemennesker er generelt gode til at rådgive hinanden om alt lige fra fodring, ridning og hovbeslag. Men ofte glemmer vi, at heste er individuelle dyr med forskellige behov. Særligt når det handler om heste med fysiske udfordringer, er det vigtigt, at man lukker af for de mange velmenende råd fra staldkammerater og andre “kloge hoveder”, og i stedet fokuserer på, at finde den rigtige løsning for hesten i samråd med den tilknyttede dyrlæge.

Det kan her være en hjælp at få udarbejdet en plan for den enkelte hest, der italesætter, hvilke udfordringer der kan være forbundet med et foldophold. Når du har italesat udfordringerne, har du nemlig bedre forudsætninger for at finde en løsning på dem.

Eksempler på udfordringer der kan have indflydelse på hestens foldophold

  • Tåler hesten græs?
  • Er den overvægtig?
  • Har den brug for ubegrænset adgang til stråfoder?
  • Skal den gå med sko?
  • Har den hovlidelser?
  • Har den luftvejsproblemer?
  • Har den behov for meget bevægelse?
  • Er hesten vant til at gå alene, sammen med en enkelt hest eller i større flokke

Alle disse overvejelser bør du holde dig for øje, når du skal vurdere, hvilke foldforhold der passer bedst til din hest.

 

Skab en rolig hverdag for hesten

Desværre er ikke alle opstaldningssteder fleksible nok til at kunne imødekomme din hests behov. Har du en hest, hvor en diagnose pludselig har betydet, at du bliver nødt til at flytte hesten for at imødekomme dens ændrede behov, er det vigtigt, at du er realistisk omkring, hvad der er vigtigt for dig og hesten, når du skal ud at finde ny opstaldning. Også i forhold til om du som rytter, stadig kan bibeholde og bevare din motivation. Måske er det ikke længere banefaciliteter der betyder noget for træningen i hverdagen, men adgang til gode skovture for dig og hesten. Nogle gange kan en ændret tilgang til træning betyde, at hesten stadig kan fungere i ridning.

Det er blot vigtigt at du husker, at hver gang du flytter hesten, tager det tid for hesten at tilpasse sig de nye forhold. Så du bør vælge et sted, hvor både du og hesten kan trives.
Måske finder du et opstaldningssted, der er perfekt for din hest, men hvor du ikke selv føler dig tilpas. Det er ikke en holdbar løsning på sigt. Tillad dig selv at være kræsen på din og hestens vegne, når du ser dig om efter ny opstaldning. Det kan betale sig på sigt. Det tager lang tid for heste at vænne sig til nye omgivelser, så undgå så vidt muligt at flytte den mere end højst nødvendigt.

Når du er ude at se på opstaldningsteder, så spørg også gerne ind til, om der er stor udskiftning i stalden eller på folden.

  • Er der risiko for, at din hest konstant skal forholde sig til nye heste på folden?
  • Er der mulighed for, at hestene har flere foderstationer på folden, så de ikke slås om maden?
  • Og er der mulighed for at heste kan komme på sygefold, hvis uheldet er ude. Alt dette bør du forholde dig til.

 

Og vigtigst af alt – Det er OK at stille krav. Du bør ikke opstalde din hest et sted, hvor man ikke vil godtage hestens trivsel (eller manglende trivsel) som et argument for at gøre tingene lidt anderledes. Din hest har fortjent bedre!

 

Heste der får foldpause

Mange ryttere, der har heste med længerevarende skader, vælger at give hesten en lang pause, hvor den går på døgnfold, eller opholder sig mange timer på folden dagligt. Det kan være som følge af, at hesten har brug for mere tid, så den kommer sig helt over sin skade. Det kan skyldes, at hesten bliver for indebrændt, når den ikke laver noget, eller det kan være fordi, man som rytter ikke er klar til at opgive hesten. Årsagerne kan være mange.

Uanvendelig.dk har vi tidligere bragt artikler, der italesætter, at et foldophold med ro og socialt samvær med andre heste, kan gøre underværker for heste. Men det kan ikke understreges hårdt nok, at såfremt du vælger dette, skal det være i samråd med dyrlægen.
I tilfælde af at hesten skal sendes på døgnfold, eller et sted hvor den opholder sig mange timer på folden, har vi samlet gode råd til foldopholdet i videoen her.

 

Mudder på folden

Mudder på folden er dybest set UMULIGT at undgå i disse vandede vintertider. Mudder er ikke bare trælst, det giver desværre også anledning til, at heste der står rigtigt mange timer på en fold, får øget risiko for sur stråle og MUK.

Har du planer om at din hest skal opholde sig på døgnfold i vinterperioden, så bør du sikre dig, at folden er anlagt således, at der er mulighed for, at hesten kan stå på et tørt underlag. Arealet på folden kan være medvirkende til, at der kan findes tørre områder på folden, men er der begrænset plads på folden, så bør du undersøge, om der er andre måder, du kan afhjælpe, at hestens fold forvandler sig til en stor mudderpøl.
Læs evt. artiklen som er udarbejdet med Peter Hjuler: Optimer dine vinterfolde og undgå skader