Cathrine Dufour

Cathrine Dufours træningsprogram

Vi hører altid at vi skal træne hesten varieret. Men hvordan fungerer det egentligt i praksis, når varieret træning og stævnedeltagelse, skal gå op i en højere enhed?!
Vi har fået lov at dele Cathrine Dufours ugentlige træningsprogram her på siden, og vi håber at det kan bidrage med  inspiration, så den daglige træning bliver mere varieret.

 

Tekst af Laura Sofie Krebs

 

Generelt starter Cathrine altid sin træning med minimum 15 minutters skridt for at varme hestenes muskler op. Med de lidt ældre heste, som for eksempel Cassidy, skridter hun gerne længere, men det er meget afhængigt af følelsen hun får, når hun sidder på hesten. Nogle har behov for mere, andre er klar efter 10 minutters skridt.

 

Cathrine ved, at et afvekslende træningsprogram er vigtigt for at få syreophobningerne i musklerne ud af kroppen. Derfor rider hun ofte løsgørende mandag efter stævner. Hun rider kun omkring 20-30 minutter, og arbejder kun løsgørende med hestene. Ingen svære øvelser, der slider på hestene. De rides lange og dybe og får lov til at strække hals og ryg. Derefter er det ud og skridte af i naturen.

 

Tirsdage & torsdage bruges til den mere intensive træning og til de samlende øvelser, såsom traverser, piaff, passage og changement-serier – alt sammen øvelser, der slider mere på hestenes led og tilfører syre til musklerne. Derfor rider Cathrine igen lette ‘jogs’ og løsgørende øvelser om onsdagene, ligesom mandagene.

 

Fredage er dedikeret til fri leg, som hun kalder det. Her skal hun og hestene slappe af og have et afbræk fra den daglige træning. Derfor byder fredage tit på ture i det fri, longering – aldrig med indspændinger på, for musklerne trænger til at slappe af, spring samt cavaletti-øvelser.

 

I weekenderne kan rutinerne være lidt forskellige, da hun tit er til stævner med en eller flere af hestene. Så kan fredagene godt risikere at blive taget i brug, så længe det passer med mængden af løsgørende træning. Generelt handler det for Cathrine om, den fornemmelse hun får, når hun sidder på hesten, i forhold til om der er behov for mere eller mindre træning. Hvis hesten allerede i skridten virker tilpas i kroppen og afspændt i sin muskler, kan hun godt finde på at ride en tur i stedet.