Berider Sille Hastrup: Rideundervisning handler ikke blot om den tid du sidder på hesten

Af Helle Kristensen

 

I forbindelse med at vi gennem de seneste måneder har haft tilknyttet bloghesten Lulu og hendes ejer Camilla Lyngs, er det blevet tydeligt, hvor stor en rolle berider Sille Hastrup har haft i Camilla og Lulus skadesforløb.

Camilla og Lulu er skoleeksemplet på, at kyndig vejledning ikke blot er nødvendigt, når vi rider, men i høj grad også når hesten står stille med en skade. Camilla har flere gange udtalt, at hun ikke ville vide, hvad hun skulle have gjort uden Silles hjælp.

Men selvom Camillas setup er at foretrække, er det efterhånden mere undtagelsen frem for reglen.
Rideskoler er idag så pressede økonomisk, at de kan være nødsaget til at spare den mest elementære del af rideskolen væk; Den fagligt baserede undervisning.

Et valg der I værste fald kan betyder at undervisning og vejledning overlades til personer der ikke har den nødvendige faglige baggrund eller den fornødne erfaring, der gør dem kvalificeret til at vejlede rytterne. Og lige netop i disse konstalationer er risikoen for træningsbaserede skader høj.

For 30 år siden var ridesporten en anden.
Rideskolerne var ridningens højborg, og ville man som rytter dygtiggøre sig, var rideskolen det eneste rigtige valg. Sådan er det ikke idag.

I stigende grad falder antallet af rideskoler i Danmark. Der ses flere og flere private stalde, der i højere grad henvender sig til en specifik målgruppe, og det er de færreste af disse private ridecentre, der har uddannede beridere tilknyttet i hverdagen.

Resultat; Det bliver sværere og sværere for rytterne at få kyndig hjælp og vejledning. Ikke blot når vi rider vores heste, men også i den daglige omgang med vores heste.

 

God træning bør bygge på systematik og individuelle behov

Der er ifølge Sille Hastrup mange risici forbundet ved at spare den gode undervisning væk.
Ikke blot for privatrytteren, men i høj grad også for rideskoleelever, der med tiden skal ud og have deres egen hest.

”Det er desværre mit indtryk, at det er blevet mere udbredt gennem de senere år, at rytterne sparer den kvalificerede undervisning væk. Ofte fordi de føler det er for dyrt, eller fordi de istedet prioriterer at bruge deres penge på alt muligt andet end at lære og ride korrekt.
Den udvikling finder jeg bekymrende. Jeg siger ikke, at det kun er beridere der er i stand til at undervise, man kan sagtens finde en dygtig underviser, der ikke er uddannet berider, det vil jeg gerne understrege, men det er nødvendigt, at disse undervisere har en nødvendig faglig baggrund der gør dem i stand til at tilbyde undervisning.

Sille understreger yderligere at et indgående kendskab til grundridningen og teorien bag denne, bør være det primære fokus hos alle der tilbyder undervisning.

 

Det er i uddannelsen af både hest og rytter enormt vigtigt, at træningen bygges systematisk op omkring den klassiske grundridning. Fra LC niveau til Grand Prix. Den del ser jeg desværre alt for ofte mangle hos undervisere, der ikke har en tilstrækkelig faglig baggrund. Der findes helt sikkert dygtige undervisere derude uden en berideruddannelse, det vil jeg gerne understrege, men hovedparten af de private undervisere der eksisterer rundt om i Danmark har ikke papir på, at de har den nødvendige baggrundsviden, det kræver at undervise. Mange ryttere stiller høje krav til deres smede og dyrlæger. Jeg syntes det er en trist udvikling, at man ikke har samme høje standard, når det gælder tilrettelæggelsen af den daglige træning.

 

Sille tilføjer: ”-Som rytter kan du sagtens være kompetent og skabe resultater, men det er ikke ensbetydende med, at du bør sælge dig selv som træner eller underviser.”

”For mig at se er det er fint at tilbyde uddannelse af heste, hvis man har hele grundelementet med. Problemet er blot, at det ofte kun er et begrænset antal heste de private undervisere har uddannet, og det giver dem ikke den brede indsigt i, hvordan en unghest fungerer og skal bygges op.

-Alle heste er forskellige og skal gribes en lille smule forskelligt an, selvom det er den samme kasse, vi på sigt gerne vil have dem ind i, så har de forskellige udfordringer, både i anatomi og sind.

Vores uddannelse som beridere er konstrueret således, at vi gennem de 6 år, vores uddannelse tager, er tilknyttet en berider som i hverdagen kan give os råd og vejledning, og lære os hvordan uddannelse af hest og rytter konstant skal tilpasses og justeres.”

 

God undervisning tager udgangspunkt i dagligdagens træning

Træning hos den uddannede berider, er langt at foretrække frem for træning hos den selvbestaltede underviser.
Men uanset om du er berider eller ej, kan det være svært at danne sig et indtryk af en rytters træningsmønster, hvis man blot ser dem én gang om ugen.
At finde det rigtige niveau mellem grundridning og forberedelse til stævner er i sig selv en svær opgave, men opgaven kompliceres yderligere, hvis underviseren ikke har indsigt i rytterens daglige træningsmønster.

“Som underviser kan det være problematisk at man kun ser rytteren i den halve time undervisningen varer. Rytteren vil gerne kunne se at hesten rykker sig fra gang til gang. Det er forståeligt. Men det betyder i mange tilfælde at man kører lidt hårdere på i undervisningssituationen, end hvad der er optimalt i den daglige træning. Hermed skaber man et lidt fejlagtigt billede af, hvad der er god træning. Man skal passe på at man ikke kommer til at undervise i konkurrenceridning – fremfor at tage fat i dagligdagsridning.

Det er vigtigt at man ikke kun arbejder på det der er svært for hest og rytter, eller at få det til at se stort og flot ud, men at man også har fokus på at hesten bliver arbejdet godt igennem. Som underviser kan det være svært at nå derhen hvor hesten er smidig og velredet hvis man ikke har indblik i den daglige træning.
Som berider får du et bedre grundlag for at undervise eleven hvis du ser dem i den daglige træning. Ser hvordan de varmer op, ser hvor lang tid de træner og hvordan. Det giver mig en bedre forståelse for, hvordan jeg kan hjælpe dem videre – og korrigere uhensigtsmæssig adfærd, før det bliver til en dårlig vane.

 

Ifølge Sille er en vigtig del af undervisningen, at obsevere rytteren i den daglige træning. 

 

Man skal tænke ud af boksen, hvis man vil skabe en succesfuld elevskole

Når man taler om god og kvalificeret undervisning, er det ofte med afsæt i privatrytteren med egen hest. Men det er i høj grad lige så vigtigt, at den gode undervisning starter, i det øjeblik eleven stifter bekendtskab med rideskolen.

Det er en hyppig misforståelse at ridetimen bør foregå i ridehus på ryggen af en hest. Rideundervisning handler ikke blot, om den tid du befinder dig på hesten. Rideundervisning – og særligt i elevskolen – bør i lige så høj grad handle om management af hesten.

“Grundlæggende mener jeg, at det bør være en faguddannet daglig leder eller underviser, som har ansvaret for elevskolen, samt uddannet personale der varetager undervisningen. Men i praksis er det svært at indfri, som elevskolen er bygget op idag.
Jeg syntes det kunne være rigtigt sjovt at tænke tanken at man gik til “hest” frem for at gå til “ridning”. – Bliver du god til at gå til “hest” kan fokus måske skifte og man kan begynde at gribe mere fat i det ridemæssige.

 

Helt overordnet er vi simpelthen ikke gode nok til at uddanne de nye ryttere. Eller forklare dem sammenhængen mellem hestens anatomi og den måde vi rider dem på.

 

Elevrytterne forstår mange gange ikke, at vi IKKE strigler hesten, fordi den skal se flot ud, men for at mærke efter om hesten eventuelt har et hævet ben, pådraget sig sår eller lignende. Hvis eleverne ikke får den viden i elevskolen, så har de det ikke med, når de får egen hest, og så opdager de det måske ikke et hævet ben, eller en seneskade der er på vej.

 

 

En ændret kultur stiller større krav til elevskolen

Idag er mange af dem der starter på rideskolen fra byen. Det er en anden type mennesker end det var for 25 år siden. Dengang havde eleverne der startede til ridning ofte et lidt bredere kendskab til hesten. Sådan er det ikke mere.
Det betyder også at klubberne har et langt større ansvar end tidligere for at tage rytterne i hånden og uddanne dem.

 

Vælger du at gå til ridning, så vælger du også en sport hvor du er afhængig af et dyr der er dyrt at holde. Udgiftsmæssigt kan det aldrig blive det samme som med fodbold, håndbold, svømning og mange andre aktiviteter, hvor du betaler et halvårligt kontingent.
Det er en enorm ressourcekrævende sport. Både i forhold til tid og økonomi.

 

Derfor giver det heller ikke mening, at vi holder rideskolepriserne i et unaturligt lavt leje, med ideen om at alle skal kunne være med.
De lave priser giver underskud for klubben, og det giver ikke de unge ryttere og deres forældre et realistisk billede af, hvor krævende det er at holde hest.
Jeg tror det kræver mod at TURDE prioritere den gode uddannelse af hest og rytter. Men jeg tror også, det er det hele værd i sidste ende!

Sille fremhæver afslutningsvis, at ingen rytter kan undvære kompetent undervisning, og hendes tilgnag til undervisningen først og fremmest handler om at uddanne ryttere, der har helheden med når de rider.

“Gennem hele min uddannelse som berider, er der nogen der har taget mig i hånden og uddannet mig. Nu er det mit ansvar at tage mine elever i hånden og uddanne dem. At være en dygtig rytter handler ikke kun, om den tid du sidder på hesten, ligesom mit job som underviser, ikke kun bør udføres i de 30 minutter jeg ser eleverne sidde på hesten.”