– Fokus på den gode halthedsundersøgelse

 

Dyrlæge Kristian Ringkjær Andresen er specialiseret i at undersøge og udrede heste, der er halte. Her fortæller han om, hvordan det foregår, når han laver en halthedsundersøgelse – og hvorfor det nogle gange kan være en omfattende opgave for dyrlægen at finde ud af, hvorfor en hest er halt. 

 

Tekst: Louise Wium Gotthardt
Foto: Kristian Ringkjær Andresen // Ikeyvet

 

Det er tæt på 100 procent sikkert, at du – hvis du ejer en hest – på et eller andet tidspunkt vil opdage, at din hest er halt eller ikke præsterer, som den plejer.

Haltheder og nedsat præstation hos heste opstår hele tiden, og årsagerne hertil kan være vidt forskellige, men undersøgelsen af haltheden er for dyrlægen oftest den samme i udgangspunktet. Vi har spurgt dyrlæge Kristian Ringkjær Andresen om, hvordan han undersøger en halt hest, og hvorfor en grundig halthedsundersøgelse er vigtig for hestens prognose fremadrettet.

 

 

Når Kristian Ringkjær Andresen skal tilse en patient, der er halt eller har nedsat præstation, kan det være en hest, der allerede er blevet tilset af hestens egen dyrlæge, og hvor dyrlægen har sendt patienten videre, fordi dyrlægen ikke er specialiseret i haltheder. Men det kan også være en hest, der tilses for første gang.

Fælles for patienterne er, at man skal have klarlagt dens anamnese – dvs. den forhistorie eller sygehistorie, der gør, at hesten har brug for behandling.

 

“Det starter typisk med, at telefonen ringer, og jeg taler med hesteejeren om, hvad problemet kan være og hvilke oplevelser, ejeren har med sin hest. Det kan for eksempel være, at de siger, at hesten er halt på et forben, og når jeg så kommer og ser på hesten, er den rigtig nok halt på forbenet. Så er det mit udgangspunkt.

Men jeg oplever også situationer hvor, ejeren siger, at de tror, hesten har hold i ryggen. Og det kan jo godt være, at hesten har hold i ryggen, men det kan også være, at den er halt på et bagben og får nogle sekundære spændinger i ryggen, som ejeren oplever som et større problem, men de har ikke kunnet identificere kilden til problemet – og så bliver det opgaven, at diagnostisere hvorfra disse spændinger opstår, ” forklarer Kristian og understreger dermed, at det her med at diagnostisere heste er meget mere omfattende, end blot at se hvorvidt en hest halter.

“Udover at jeg taler med ejeren, er det, der betyder mest for mig, at der er tid og ro til at få lavet en grundig klinisk undersøgelse af hesten, hvor jeg går helt systematisk til værks. Det kan godt være, jeg får at vide, at hesten er halt på et forben, men jeg vil gerne mærke hele hesten igennem. Jeg starter ved kæben, så op forbi nakken, ned til den nederste del af halshvirvlerne, hele ryggen og bækkenet samt begge forben og bagben. Jeg kommer det hele godt igennem og mærker efter muskulære spændinger, stivheder, hævelser, nedsat bevægelse eller smerter. Alle de ting er med til, at man får et indtryk af, hvad der kan være skyld i hestens tilstand, inden man har set den bevæge sig,” siger Kristian Ringkjær Andresen.

 

Dyrlægen har brug for al din viden 

Det er vigtigt, at man begynder med at få et rigtig godt fundament eller en minimums database, der indeholder væsentlige ting. Til en start vil Kristian Ringkjær Andresen altid gerne vide: Hvorfor ringer ejeren, hvad er ejerens bekymring, og hvad er ejerens oplevelse?

“Som dyrlæger er vi nødt til at stille spørgsmålene, for det er jo ikke sikkert, at ejeren præcis ved, hvad der er væsentligt at fortælle dyrlægen. Herefter er dyrlægen nødt til at have en plan og erfaringen til at kunne stille de rigtige spørgsmål for at komme problematikken nærmere. Og jo mere kompliceret det er, jo flere ting har man brug for at spørge om og undersøge.”

Der er mange ting, der er væsentlige at vide om hesten hvis man skal forså, hvad er det for en type halthed, dyrlægen har med at gøre. Spørgsmålene kan typisk lyde:

 

• Hvor længe har problemer været til stede?
• Er det noget, man føler, der er kommet snigende? Eller er det noget, der er kommet akut?
• Har den været meget halt fra starten? Eller virker det som om, den har været lidt halt og så gradvis er blevet mere halt?

 

De mange spørgsmål kan hjælpe dyrlægen med at finde frem til årsagen til haltheden hos hesten. Men det er, som Kristian Ringkjær Andresen beskriver det, ofte et ganske omfattende opklaringsarbejde at finde ud af, hvorfor hesten ikke præsterer og bevæger sig optimalt.

“Listen over årsager til haltheder er uendeligt lang. Det er ikke sådan, at vi leder efter en nål i en høstak. Vi leder efter den RIGTIGE nål i en hel stak af nåle, for der findes uendeligt mange forskellige problemstillinger. Og at stille den rigtige dianogse kan til tider virke som uoverskuelig opgave, fordi det har så mange kombinationer og udspring.”

 

Haltheder kan eksempelvis opdeles ved, at man kigger på hestens bevægelser og snakker om, hvor haltheden opstår: Er det en støttehalthed? Eller er det en halthed i fremføringen af benet, altså når benet skal løftes af jorden og føres frem for, at hesten flytter sig? Eller er det en kombination af begge dele?

 

“Vi arbejder med patienter, som ikke kan tale, og derfor kan vi ikke spørge hesten, hvor eller hvornår det gør ondt, men vi kan lave forskellige “stress-tests”. Gør det ondt på hesten, når jeg bøjer benet? Hvordan reagerer hesten hvis jeg trykker på den her sene, er den så øm, eller er der smerter i et bestemt område?  – Dette er en god måde at spørge hesten på. Nogle gange er det de primære smerter der er årsag til haltheden, og andre gange skyldes haltheden sekundære smerter, som opstår, fordi hesten er overbelastet et andet sted.”

 

Gangartsanalyser og bøjeprøver er et vigtigt værktøj under en halthedsundersøgelse

Når hesten er tilset på staldgangen, og det ikke er tydeligt, hvad der er skyld i hestens tilstand, vil Kristian Ringkjær Andresen gå videre til at se hesten i bevægelse.

 

“Efter den kliniske undersøgelse går vi ud og ser hesten bevæge sig, og konstaterer om hesten overhovedet er halt på det her ben? Er der noget af det, jeg har set ved undersøgelsen på staldgangen, som jeg har skrevet mig bag øret, der er relevant for hestens bevægelse? Og kan jeg få afklaret, om den er halt på ét eller flere ben? Her skal man igen – synes jeg – gå meget systematisk til værks. Jeg kan godt lide at se hesten i skridt lige ud frem og tilbage på en fast bund, i trav ligeud frem og tilbage på en fast bund, og så bøjeprøver jeg benene efterfølgende. Der skal man også forstå som hesteejer, at en bøjeprøve ikke er noget, hvor vi påfører hesten skade – det er et værktøj, som vi kan bruge til at få et øjebliksbillede af, om hesten har smerter fra det pågældende område af benet, når man prøver at pålægge benet stress.”

 

Som hesteejer skal man altså ikke være bange for, at dyrlægen laver bøjeprøver og ser hesten i bevægelse på trods af, at hesten er halt – for det er altsammen med til at give dyrlægen informationer, der kan hjælpe med at nå frem til en diagnose.

 

“Det er det samme, vi gør, når vi longerer hesten på en hård bund. Vi pålægger benene stress for at få noget information. Det er et værktøj for os, fordi ejeren ligger jo ikke og rider rundt i små cirkler i trav på hård bund. Ikke særlig tit i hvert fald. Så vi bruger bøjeprøverne som værktøj. Det kan være, at man laver flere bøjeprøver på det samme ben. Hvis det er her, hestens smerter oprinder fra, kan vi provokere smerten til at blive værre, for at få en større sikkerhed for, at det her område er relevant at undersøge nærmere.”

 

Når Kristian Ringkjær Andresen ser hesten gå lige ud i skridt, holder han øje med, hvordan den flytter benene, hvordan er dens støttefase i skridtafviklingen, og hvordan er den bagudrettede del af skridtafviklingen. Når benene er ført tilbage, flytter hestens krop sig frem hen over benene, før de rammer jorden, så går benene i jorden (støttefase), og så kommer der herefter en fremføringsfase (svævefase) og en landingsfase igen, og så en ny støttefase.

 

“Man ser på hvert ben. Hvornår sker der noget? Hvordan er bevægelsen? Er der overhovedet noget at se i skridt, eller kommer den først til trav? Hvis hesten har meget ondt i en has på et bagben eller et knæ på et bagben, så vil den meget nødigt bøje det led. Det kan føre til, at tåen bliver slæbt lidt hen over underlaget, når den traver. Det er en del af analysen på gangarterne, hvor man får noget information om, at der er noget her ud over haltheden,” forklarer Kristian Ringkjær Andresen.

 

“Det, vi jo formentlig alle sammen kan som dyrlæger, er at se, at hesten er halt. ‘Ja, den er halt og det er på venstre bagben – godt nok!’

 

Men hvad karakteriserer så haltheden? Det er vigtigt at kende nogle karakteristika for og kunne sige, om det her er typisk for en hovsmerte? Er det her typisk for en knæsmerte? Eller hvorfra udspringer smerten?”

En gangartsanalyse ser i udgangspunktet således ud:

• skridt lige ud på fast bund
• trav lige ud på fast bund
• bøjeprøver alle fire ben
• små cirkler i skridt på fast bund
• 8-taller på fast bund
• snævre vendinger på fast bund
• tilbagetrædning på fast bund

 

“Der er rigtig mange bevægelsesøvelser vi skal igennem. Bagefter går man så på en blødere bund, ser den bevæge sig lige ud i skridt frem og tilbage. Og efterfølgende frem og tilbage i trav. Så går vi til longen og ser den longeret i trav på begge volter, longeret i galop på begge volter, går ud igen og ser den bevæge sig i trav på fast bund i begge volter.”

 

Alt det her gør Kristian Ringkjær Andresen som udgangspunkt hver gang han tilser en hest, medmindre der er en helt klar indikation på hvad problemet er, f.eks. hvis det nu er en hovbyld eller et knoglebrud, eller hvis der er meget højgradig halthed, hvor man kan være i tvivl om det kan være et knoglebrud. Ved tvivl om brud er det en god idé at starte med en røntgenundersøgelse for at sikre sig, at man ikke begynder at lave masser af belastning, der kan gøre problematikken værre.

 

“Nogle gange er man jo så heldig som halthedsdyrlæge, at man kommer ud til en hest og der sidder et stort flag på benet, hvor der er en pil, der siger “kig her!”, fordi området er virkelig hævet og ømt, og så skal vi undersøge det først.

– Men andre gange har du jo bare en hest, der er ikke meget halt, den er heller ikke voldsomt øm eller hævet, og benet er ikke varmt. Men hesten er ikke rengående, eller den præsterer ikke, som den skal. Og der bliver det jo nødvendigt at lave alle de her ting for at få så meget information om skaden som muligt.”

 

 

 

Rideprøve kan være nødvendigt 

Det kan også være, at man laver en rideprøve, for det er ikke sikkert, dyrlægen lige ser noget i undersøgelsen eller måske kun ser nogle små ting, men ikke specifikke ting, og ikke noget man rigtig kan gå videre med og med sikkerhed undersøge.

 

“Det kan gøre en stor forskel på, om der er 100 kilo rytter og udstyr på ryggen af hesten, og der er også studier, der viser, at lige så snart, at vi putter udstyr og rytter på hesten, så påvirker det dens bevægelse. Og nogle gange kan det også være kvaliteten af rytterens rideevner, der påvirker hestens bevægelser, og skaber udfordingerne. Andre gange er det, fordi der er et problem hos hesten eller med udstyret. Så der er rigtig mange ting, man skal holde for øje, når man laver en rideprøve. Nogle haltheder er måske kun til stede, når der er rytter på.”

 

Blokader kan sladre om, hvor det gør ondt 

Hvis der efter den kliniske undersøgelse, bøjeprøver, gangartsanalyser og en eventuel rideprøve stadig er tvivl om, hvor på hesten haltheden er opstået, så kan dyrlægen benytte sig af blokader, altså bedøvelser, hvor man går ind og bedøver enten en specifik struktur, eksempelvis et led, og sprøjter bedøvelsesvæske i, så hesten ikke længere kan mærke ledet.

 

“Når blokaden er lagt, går vi ud og ser hesten igen, og kigger på, om hesten er blevet bedre, ja eller nej? Vi får nogle svar, det er en god måde at spørge hesten på: Er det her, der gør ondt?”

Kristian Ringkjær Andresen uddyber:

“Det kan også godt være, at vi sprøjter bedøvelsesvæsken ind omkring nogle nerver, der bedøver en helt specifik region. Det kan være hele hoven, hvor der er mange strukturer anatomisk inde i hoven, så det kan jo være mange forskellige diagnoser, men så kan man da lokalisere smerten, og man kan begynde at undersøge hoven med røntgen eller MR-scanning eller nogle af de andre billed-diagnostiske værktøjer vi har adgang til. Så blokaderne skal igen ses som et værktøj sammen med vores kliniske undersøgelser,“ siger Kristian Ringkjær Andresen.

 

Kendte lidelser skal måske blokeres ud 

Det er ikke unormalt, at heste har kendte skavanker, som kan vise sig som tilbagevendende haltheder, og som både hest og hesteejer lever fint med. Men det er selvfølgelig noget, dyrlægen skal navigere uden om, hvis hesten pludselig står og er halt på et andet ben end det, der ‘plejer’ at være halt. Hvis en hest eksempelvis har slidgigt i et ben, som hesteejeren og dyrlægen allerede har kendskab til, men den nu er halt på et andet ben, og dens slidgigt driller den lidt, kan det hurtigt blive en kompliceret affære og noget, man selvfølgelig også skal håndtere. Den kendte lidelse kan være med til at forstyrre billedet, når man skal udrede hestens halthed.

 

“Hvis det nu er slidgigt, som hesten fungerer fint med og har det godt med under rytter på en blød bund, og jeg så ser den mønstret på en hård bund, hvor der er mest belastning på benet, så kan vi måske se under testen, at det ben, hvor der er slidgigt, også er lidt ømt, og det ødelægger måske undersøgelsen lidt af det andet ben. Så kan man nogle gange også blive nødt til at ligge en blokade, der kan tage det her kendte problem ud af ligningen, så vi får et mere ærligt billede af, hvad det er, hesten fejler nu og her.”

 

Forventningsafstem med din dyrlæge 

Noget af det allervigtigste for Kristian Ringkjær Andresen, når han skal udrede heste, der på den ene eller anden måde ikke bevæger sig, som de plejer, er at tale og ikke mindst forventningsafstemme med hesteejeren.

For hesteejeren kan halthedsundersøgelsen føles som et “rutinetjek” – men det kan også give anledning til store bekymringer, som kan være helt unødvendige. I denne situation er kommunikation ekstremt vigtigt i Kristian Ringkjær Andresens arbejde.

 

“Det er så vigtigt, at vi får en god dialog med hesteejeren om, hvilke undersøgelser det kan være nødvendigt at lave, for at vi kan klarlægge hvad hesten fejler. Når vi snakker med ejeren eller rytteren, kan vi ofte mærke hvilken type klient, vi har med at gøre. Hvad de har brug for at vide, og hvad vi ikke skal fortælle dem. De her heste er jo deres et og alt, og nogle står måske og bekymrer sig unødigt og tænker: “Nu siger han, den skal aflives” – og det er jo i virkeligheden synd.

Så det er vigtigt, at vi får en god dialog om, hvad vi skal gøre ved hesten og hvilke undersøgelser, vi skal lave, så vi ikke står og gør noget uden at hesteejeren ved, hvorfor vi gør det,” siger Kristian Ringkjær Andresen.

 

Nogle gange er det også nødvendigt at forventningsafstemme med ejeren at den rette diagnose er nødvendig, før dyrlægen kan behandle hesten.

 

“Når man har ringet efter en halthedsdyrlæge, så har hesteejerne jo også en forventning om, at nu får de svar på, hvorfor hesten er halt. Måske havde hesteejeren regnet med, at deres hest bare skulle have noget smertestillende, men hvis så dyrlægen begynder at undersøge alt muligt, kan det godt være, at hesteejeren bakker lidt ud.”

Derfor er forventningsafstemningen så vigtig. På den måde er  der tryghed omkring, hvad der skal ske. Hesteejeren kan fortælle, hvad forhistorien er, hvor er det, man er på vej hen, og hvad skal hesten kunne bagefter. Det handler også om at få snakket om, hvor man er lige nu i det her: er man mest til en konservativ tilgang eller er man mere aggressiv i sin tilgang?

 

“Vi skal jo finde den korrekte diagnose, så vi kan lægge den rigtige behandlingsplan, og hesten kan blive så rask som muligt. Og så prøver vi at kigge ind i fremtiden og sige noget om, hvad det her får af betydning for hestens hovedfunktion i fremtiden, så både hest og ejer er tilfredse.”