Michael Sinding: Vi tilbyder vores heste for lidt variation i træningen

Michael Sinding er en mand med en mission og hans budskab er klart: alt for mange heste står med akkumulerede træningsskader, som vi ryttere selv forårsager, fordi vi tilbyder vores heste alt for lidt variation i træningen.

 

Tekst: Laura Sofie Krebs

 

Debatten om dressurridning og hestes holdbarhed har i de seneste år været kilde til megen diskussion blandt fagfolk og ryttere. Derfor er vi taget på besøg hos Michael Sinding for at blive klogere på hans tilgang til holdbar dressurridning. Ud over at Michael Sinding er dyrlæge ved Højelse Hesteklinik, er han nemlig også dressurrytter og har sin daglige gang på Atterupgaard, hvor han står for stutteriets avlsprogram. Han er derfor den oplagte mand at gå til, hvis man vil tage temperaturen på moderne dressur. 

 

Dag ud og dag ind med det samme arbejde

Vi møder Michael Sinding en efterårsmorgen i november på klinikken i Midtsjælland. Michael Sinding har travlt denne morgen. Da vi ankommer, har han netop kastreret en hingst og under interviewet skal han da også lige ned i stalden og fjerne tængerne fra operationsområdet på patienten. Ikke desto mindre er Michael Sinding nærværende og engageret, og det er tydeligt at mærke, at debatten om holdbar dressurridning ligger ham meget på sinde.

Michael Sinding er grundig. Hans betragtninger tager udgangspunkt i de gamle fordringer, som han blander med nye og mere moderne dressuridealer om, at traditionel banetræning skal kombineres med ture i skoven, cavaletti-øvelser og jordarbejde. Han er ikke bange for at sige sine – til tider – kontroversielle holdninger om moderne dressursport, en sport, han selv har stor en kærlighed for.

 

Michael er for eksempel ikke bange for at placere skylden for skader hos rytteren. Og årsagen er, at vores heste ikke får nok varieret træning. Michael mener i stedet, at vi skal blive bedre til at vurdere hver enkelt hests udvikling og talent for de svære øvelser, og huske på samtidig at træne hesten hensigtsmæssigt og med mange restitutionspauser. Og han erkender da også med et glimt i øjet, at hans holdninger måske kan virke lidt hellige – især blandt topudøverne i sporten. Det lader dog ikke til at påvirke ham. For Michael er hestens ve og vel alfa omega, og qua sin dyrlægefaglige baggrund har han noget at have det i. For Michael er pointen, at han ser en del heste, der dag ud og dag ind tilbydes den samme type arbejde, hvor de samme muskler og strukturer i hesten er på arbejde. Og det er et problem for hestens holdbarhed.

Vi har en tendens til at bortforklare problemerne

Michael fortæller, at han i klinikken møder mange ryttere, som kommer ind med heste, der har akkumulerede træningsskader. Heste som over en længere periode er blevet mere og mere halte eller overbelastede på grund af den ridning, rytteren tilbyder den. Det drejer sig om heste, der får akkumulerede skader, heste som laver for mange af de samme øvelser over for lang tid:

“Man får belastet de samme strukturer i hesten, og det gør, at man lige så stille forårsager såkaldte træningsskader eller overbelastningsskader i hesten. Det, der er min store kæphest, er, at vi er alt for dårlige til at lave varieret træning med vores heste.”

Mange ryttere har, ifølge Michael en tendens til at gå med skyklapper og kigge på hestens miljø og management for at finde årsagen til problemet. Mange har tendens til at bortforklare haltheden med, at hesten måske har lavet noget på folden eller ligget fast i boksen.  Med andre ord; vi kigger ud ad i stedet for indad.

For Michael er pointen, at vi som ryttere, har tendens til at tilbyde vores heste for meget af den samme type arbejde. Hvis volten ikke sidder lige i skabet, øver vi den igen og igen. Men faren ved at gentage den samme øvelse for mange gange er, at det kan skabe belastninger i hestens muskler, sener og ligamenter.

 

 

For Michaels eget vedkommende er han selv blevet meget opmærksom på problemet, når han rider sin egen unghest. For ham handler det om at tilbyde den en træning, som tager udgangspunkt i de forskellige muskelgrupper. Dette kombinerer han med ture og løsgørende arbejde for at den oplever noget andet end indersiden af et ridehus syv dage om ugen:
“Dressur kan sagtens gøres på mange andre måder end i et ridehus. Man kan sagtens lave styrkende øvelser på hesten ved at lave arbejde fra jorden eller på tur i skoven, hvor man rider meget mere lige ud”, fortæller Michael, og tilføjer:

“Det er jo alfa omega, at hesten ikke går i stykker, når vi træner den. Ellers kan den både få akut-opståede  men også mange snigende haltheder. Det er som regel heste, der bliver sat i arbejde, og så går der få måneder og de begynder at fungere dårligere og dårligere. De mister måske noget af deres gang og bliver sværere at ride, men i virkeligheden er årsagen til problemet, at hestene går med nogle lavgradede haltheder, som gør, at de går og skåner sig.”

 

Man kommer ikke til grandprix ved at trække rundt med hesten

Ifølge Michael er det paradoksale, at heste lærer ved hjælp af gentagelser. Hestens evne til at afkode vores signaler og kombinere dem med en specifik handling, sker ikke, fordi den er et intelligent individ. Tvært imod. Det sker, fordi den har en god hukommelse, fortæller han. Derfor har vi ryttere tendens til at gentage de samme øvelser rigtig mange gange for at få vores hest til at lære dem. Og det giver jo i virkeligheden god mening, siger han. For hvis man gentager den samme øvelse over flere gange, vil hesten ved hjælp af sin hukommelse lære, hvad den skal gøre. Så når meget i dressuren baserer sig på gentagelser af bestemte øvelser, er der faktisk en mening med galskaben. Dressuren er indrettet på en måde, som har hestens indlæringsevne in mente, fordi hesten med gentagelserne bliver uddannet. Michael forklarer det således:

“Den får kodet ind, at det er sådan her, vi gør, når jeg trykker med benet dér. Så betyder det, at den skal lave et changement. Det er jo ikke noget, du kan fortælle den, og så ved den logisk, at det er det, den skal. Det er noget, vi lærer den ved at bygge et træningsforløb op baseret på gentagelser.”

Faren ved gentagelserne er, at man nemt kan komme til at lave for mange. Det må ikke være de samme muskler, der altid er på arbejde, og det må ikke være de samme ligamenter og de samme tilhæftninger af sener, der bliver belastet dag ud og dag ind, siger Michael. For at sikre at hesten ikke tager skade af arbejdet, er det derfor vigtigt ikke at overgøre sin træning og i stedet tilbyde sin hest variation. Også selvom det kan være svært:

“Selvfølgelig kan det være svært at lave meget varieret træning, og så stadigvæk nå at få hesten klar til at gå grand prix, når den er 10 år. Selvfølgelig kommer man ikke til at ride grand prix ved at trække rundt med hesten. Man er selvfølgelig nødt til at ride, og man er nødt til at lave de her øvelser, som styrker hesten. Men det kræver, at man er rigtig dygtig til at undgå at få lavet for mange ensidige ting, men stadigvæk får trænet og styrket hesten.“

 

 

Michael fortæller, at hans pointe kan overføres til os mennesker. I situationen, hvor vi står i et træningscenter, er det også de færreste, der kan holde til at træne den samme øvelse i en time. Så får man en negativ effekt. Det handler om at træne øvelsen i kortere intervaller, mens belastningen øges, ellers sker der ingen fremgang i træningen. Det samme gælder hesten. Hvis en fire-års dressurhest kun rides 10 minutter tre gange om ugen, har den svært ved at udvikle sig. Men træningsmængden skal øges på en fornuftig måde, siger Michael og uddyber: “Jeg mener ikke, at løsningen er, at ride de samme piruetter, piaffer, passager og diverse sidebevægelser syv dage om ugen. Det er ikke den måde, du får hesten styrket på. Du skal stadigvæk lægge restitutionspauser ind imellem øvelserne og mellem dagene, så du ikke rider hårdt 3 dage i træk.”

 

Vi træner jo heller ikke selv dér, hvor det gør ondt

Michael fortæller, at det er vigtigt, at musklerne får restitueret for at kunne bygge sig op. Problemet ved at lave for mange gentagelser, eller at ride for mange dage i træk, er, at hesten ikke får opbygget sine energireserver i musklerne, og så begynder musklerne at arbejde dårligere. Et andet problem er, at der kan opstå låsninger, små kramper eller hold i muskulaturen. Michael kommer med dette eksempel: “Et typisk problem, jeg tit ser, er heste, hvor rytteren synes den fungerer dårligere på den ene volte frem for den anden. Den stiver sig måske til venstre og virker knap så afspændt og knap så villig til at træde ind under sig selv, bøje i ganachen og så videre. Den naturlige reaktion fra rytteren er, at så skal hesten arbejde ekstra igennem på ‘den dumme volte’. Men det er ikke altid den rette løsning.“

Ingen heste kan på den måde ‘være dumme’ og nægte at arbejde. Hvis en hest føles stiv og mindre villig til at arbejde til den ene side, er det et udtryk for, at hesten gør, hvad der føles rigtigt for den nu og her. Det er et symptom på, at den ikke har lyst til at lave pågældende bevægelse. Og det skal man som rytter tage alvorligt. For det kan f.eks. skyldes, at den har låsninger i facetleddene i halsen eller muskelinflammation, fortæller Michael. Det kan også være, at den har nogle muskler, der kramper, altså små muskelområder, som ikke er løse og smidige, og som gør ondt, når de bliver strakt eller kontraheret. Michaels pointe er, at denne type problemstillinger kan komme, fordi vi laver for mange gentagelser og ender med at overtræne vores heste. Og hvis vi støder på et problem, som for eksempel at hesten stiver sig til den ene side, er vores løsning paradoksalt nok at tilbyde hesten endnu mere af den samme træning. Og så kan skaderne komme snigende. I stedet bør vi ændre vores tilgang til at løse problemet.

Hesten har måske i højere grad brug for en skridttur, eller strækøvelser, eller som Michael Sinding siger: “Den har i hvert fald ikke brug for, at man bare lægger en glidetøjle på og hiver til i venstre tøjle. Lidt ligesom os selv; når vi har arbejdet for hårdt og er blevet ømme i lårene, så laver vi strækøvelser eller går en tur for at få gang i benene. Vi går da ikke ned og træner lår i fitnesscenteret, hvis vi har ondt i dem, vel?“

 

 

Michael Sindings pointe er, at hvis hesten føles stiv til den ene side, kan det være, at den har brug for restitution eller en skridttur i stedet for at få syren ud af musklerne. Og det er ikke kun amatørryttere, som bør kigge på deres indstilling til problemet. Også mange topryttere har tendens til at glemme vigtigheden i ikke at træne ensformigt:

“Jeg har selv haft hest opstaldet med nogle af de ryttere, som gør det her, og jeg har også set det en del ude til stævner blandt topryttere. Det er de samme ryttere, der rider rundt på stævnepladsen. De rider træning torsdag aften. Så morgentræner de fredag, inden de skal starte om eftermiddagen. Og lørdag morgen skal der også lige morgentrænes inden de skal starte igen lørdag eftermiddag. Forestil dig, at du skulle flytte det over på dig selv. Så har du faktisk været i træningscenteret i noget, der svarer til 6-8 gange på fire dage. Det tror jeg ikke, man kan holde til i det lange løb.”

 

Ønsket om at holde igen skal komme fra os selv

Uden vi ved af det, er der gået halvanden time siden vi startede interviewet. Tiden er med andre ord fløjet afsted. Michael skal snart ned og tilse den kastrerede hest igen, som så småt er ved at vågne op fra bedøvelsen. Men inden vi slutter, har Michael lige noget på hjertet, som han synes er vigtigt at få nævnt:

“Ryttere og trænere skal være virkelig skarpe på, hvordan vi træner vores heste. Vi er nemlig hestens ambassadør. Den kan ikke selv sige, hvis noget gør ondt. Det stiller krav til, at vi som ryttere er opmærksomme på, om den opfører sig anderledes eller udviser konfliktadfærd. Og så være varsomme med ikke at overtræne de samme øvelser igen og igen.” Men for Michael skal det komme fra rytteren selv. Ønsket om at holde igen med henblik på at bevare hesten på den lange bane, så den ikke går i stykker af arbejdet. Også selvom det betyder, at det måske tager lidt længere tid. “Vi trænger til at gentænke den i forhold til moderne typer rideheste, set ud fra et dyrlægefaglige perspektiv. Jeg synes, der burde være en lille smule mere frihed for rytterne til at tage udgangspunkt i hver enkelt hest. Jeg tror på, at vi skal være meget mere kompromissøgende i vores tilgang og træningsmetoder.”, lyder det opfordrende fra Michael Sinding.