Tekst af Helle Kristensen i samarbejde med Jørgen Hvenegaard og Karina Josefsen

 

Mange dressurryttere kender den frustration, der er forbundet med at ride ud fra banen ved et stævne, og efterfølgende modtage en karakter for ridtet af dommeren, som ikke lever op til det forventede. I nogle tilfælde skyldes det, at den fornemmelse rytteren selv havde af hesten, ikke stemmer overens med det andre ser. Men i andre tilfælde skyldes det desværre også, ifølge dressurunderviser Jørgen Hvenegaard, at dommerne ganske simpelt ikke formår at basere deres bedømmelser, på de principper der er defineret gennem uddannelsesskalaen.

Jørgen Hvenegaard vil i denne artikel forklare hvilke problemstillinger han frygter det på sigt kan give dressursporten, hvis dommerne ikke via deres bedømmelser formår at synliggøre over for rytterne, hvor vigtigt det er, at hesten er velredet og smidiggjort.

 

Dommerne skal vægte helhedsindtrykket og ikke kun fokusere på den enkeltstående øvelse

“For mig at se oplever vi i dressursporten oftere og oftere at fokus fra dommerens side bliver lagt således, at det ikke understøtter de kriterier der er defineret gennem uddannelsesskalaen. Pointene bliver givet for de ting der er ”lette” at se eksempelvis en korrekt formet volte, en snorlige parade og en stort gående hest.

Det kan på sigt få den konsekvens, at opfattelsen af, hvad der er god ridning, bliver ændret. Det ser jeg som et stort problem for vores sport generelt. Ikke kun fordi vi hermed risikerer at hestene bliver trænet på et uholdbart grundlag, men også fordi rytterne mister den vigtige kobling mellem hvad vi gør, og hvorfor vi gør det i jagten på det næste resultat.

 

Når jeg færdes rundt omkring på stævnepladserne, så oplever jeg ofte bedømmelser, hvor de principper, der er defineret gennem uddannelsesskalen, ikke bliver belønnet. Jeg ser en stigende tendens til, at dommeren dømmer på den enkelte øvelse og måske også hestens kvalitet, og hermed nedprioriterer helhedsindtrykket af hestens grundlæggende form.

Hermed mener jeg ikke at dommerne ikke bør kigge på øvelserne, men det må ikke komme til at stå alene.

 

Måden hestene dømmes på i dag, er meget anderledes end for blot 15 år siden. Jeg kan godt frygte at denne udvikling ganske simpelt skyldes, at stævnedeltagelse er blevet meget mere udbredt end det var tidligere. Flere stævner og flere starter betyder et stigende behov for at rekruttere dommere, og potentielt betyder det, at man er nødt til at gå på kompromis med dommernes faglighed.

 

 

I gamle dage red du for dommere der selv havde indgående kendskab til, hvordan en hest skulle uddannes, men det er desværre mit indtryk, at en del af de dommere der dømmer rundt omkring på stævnebanerne ikke formår at vurdere, om hesten arbejder i overensstemmelse med uddannelsesskalaens principper.”

 

For at blive dressurdommer skal du have reddet 2 klasser i La4 eller derover på C til minimum 63%. Men Jørgen understreger at det ikke er nok at kunne ride en hest rundt i et program, det er også nødvendigt at man som dommer selv har forståelse og erfaring med uddannelsesforløbet.

 

”Hvis du tager udgangspunkt i uddannelsesskalaens principper, vil det altid være vigtigere at hesten bevæger sig korrekt rundt i volten, frem for at volten tegnes korrekt. Det samme gør sig gældende for en parade. Ikke sjældent har jeg oplevet at en parade, hvor hesten slår fra fortil, bedømmes med et 9-tal, fordi hesten står lige på alle fire ben, mens den rytter, der rider korrekt ind i paraden, belønnes med et 5-tal, fordi hesten efterfølgende flytter benet.

Vi skal væk fra det setup, hvor rytterne bliver belønnet udelukkende for den enkelte øvelse, fordi øvelserne i virkeligheden blot er et udtryk for, hvor velredet og smidiggjort hesten er.
Øvelserne vil altid blive bedømt og det skal de også, men selve bedømmelsen af den enkelte øvelse skal tage udgangspunkt i uddannelsesskalaen.”

Læs også: Dyrlæge og dressurdommer Hans Christian Matthisen – Træning efter træningsskalaen er vejen til en holdbar hest

 

Privat danner Jørgen par med Karina Josefsen der rider C-stævner i dressur på L og M niveau. Karina har tidligere konkurreret på springbanerne, og hun har derfor selv oplevet hvor svært det er, når man som rytter stifter bekendtskab med de regler der gælder for dressurbedømmelserne.

”Det jeg har lagt mærke til er, at når man kommer fra eksempelvis springsporten ind i dressursporten, og sætter sig ind i de fordringer der bør ligge til grund for dommernes bedømmelse, så står det sort på hvidt, at dressurprogrammerne skal følge uddannelsesskalaen

Når man så efterfølgende kommer ud til ridestævnerne, så får du en helt anden opfattelse af det.

 

Som rytter har jeg ikke kunne bruge mine bedømmelser fra stævnerne til ret meget, hverken i forhold til min egen uddannelse som rytter, eller i forhold til uddannelse af hesten.

Jeg er så modsat så mange andre ryttere så heldig, at jeg har Jørgen med, når jeg er til stævne, fordi jeg så efterfølgende kan sparre med ham om, hvordan mit program er gået. Men det er de færreste ryttere der har deres træner med på sidelinjen, når de er ude at ride stævner. Helt ærligt så forstår jeg godt at rytterne bliver forvirrede og egentlig også frustrerede. Jeg har aldrig følt mig direkte dårligt bedømt, men det er mere kommentarerne eller mangel på samme, der ikke har givet ret megen mening i forhold til karaktererne og uddannelsesskalaen.

Der findes rigtigt mange dygtige dommere rundt omkring i landet, det vil jeg gerne understrege, og for nylig var jeg også selv til et mindre stævne, hvor dommerne virkeligt formåede at se helheden i mit ridt, og det syntes jeg var meget mere værd end at komme ud til et større stævne, hvor forholdene er super fine, men hvor bedømmelserne ikke altid giver mening i forhold til uddannelsesskalaen.

Særligt Championaterne har været svære at forstå syntes jeg, og her bliver det ikke mindre vigtigt at kende uddannelsesskalaen, fordi der er tale om unge heste og deres potentiale og uddannelse til fremtidens sport.

 

Vi skal sikre rytternes forståelse for hestens velbefindende

Karina Josefsen italesætter også, at problemet med dommernes manglende fokus på uddannelsesskalaen blot forstærkes af, at det er de færreste ryttere der reelt har sat sig ind i hvad dressur I bund og grund handler om. For modsat den almene opfattelse, så er opfattelsen hos Lajgården og Hvenegård at dressurøvelser IKKE KUN er noget hesten skal lære, men ogsået udtryk for en smidig og velredet hesten.

“Da jeg kom ind I dressursporten havde jeg en anden opfattelse af det at ride dressur. En opfattelse som jeg tror mange andre ryttere deler.
Jeg troede faktisk, at når man red dressur, så handlede det om at lære hesten de enkelte øvelser I programmerne, men efter at jeg selv er begyndt at ride dressur og gennem Jørgen har fået en dybere forståelse for sporten, så er det blevet klart for mig, at eksempelvis sidebevægelser blot er et udtryk for, at hesten arbejder korrekt. Forstået på den måde at hvis du, mens du rider rundt på en cirkelvolte, kan bøje og stille din hest korrekt, så er en travers ikke en øvelse du lærer din hest, men blot en øvelse du rider ind i. Et udtryk for at du kan holde bøjningen ud af volten.

 

“Det er faktisk det, jeg mener, er allervigtigst at vi får understreget og synliggjort i vores sport. Et korrekt redet dressurprogram består ikke af enkeltstående øvelser, men er istedet et udtryk for hvor godt gymnastiseret din hest er. Har din hest grundridningen på plads, så er det ikke et problem at udføre øvelserne rigtigt.” 

 

For os C-ryttere mener jeg, at en bedre forståelse for grunddressuren ville betyde at mange ville opleve at øvelserne vil blive meget nemmere, og træningen I hverdagen meget sjovere.

 

Jørgen tilføjer:

Min gamle læremester sagde altid: Rid lidt mere med hovedet og lidt mindre med arme og ben. Hermed mente han at ridningen skulle være baseret på et rideteoretisk grundlag.

Men det kræver at rytterne formår at sætte sig ind i, hvad grunddressuren egentlig handler om, men den del nedprioriteres idag, fordi fokus er på, hvornår der er ridestævne, og hvor hurtigt ekvipagen kan arbejde sig op igennem klasserne.

-Til tider virker det som om at rytterne glemmer hvorfor de tager til stævne. De ønsker hurtige løsninger, så de kan promovere sig selv via deres resultater, og det betyder desværre, at de ikke giver sig tid til at lære det rigtigt.

 

Den velredne hest bør vægte højere end spektakulære bevægelser

Jørgen, der selv er uddannet berider I Tyskland, og gennem årene har arbejder sammen med stærke danske profiler som Lis Hartel og Gunnar Andersen, frygter at dressurrytterne på sigt mister forståelsen for hvad god ridning I virkeligheden handler om.

 

”Den retning ridesporten har udviklet sig i gennem de seneste år, betyder at jeg i højere grad oplever, at fokus flytter sig fra den velredne hest til den spektakulære hest.

Heste på 5 år forventes idag at kunne gå i en samlet form samtidig med, at de fremviser en enorm stor gang, og det er der selvfølgelig nogle heste der sagtens kan holde til, men der er også heste der ganske simpelt ikke er klar til det. Hverken mentalt eller fysisk.”

 

Vores sport er nået dertil, hvor man ikke længere har forståelse for den enkelte hest. Man har en opfattelse af, at fordi en hest ikke kan gå LA som 5-års, så er den bagud i sin uddannelse. Men i virkeligheden hænger det jo ikke sådan sammen. Nogle heste tager længere tid om at lære tingene, men det er ikke ensbetydende med at disse heste ikke vil kunne indhente dette senere i  uddannelsesforløbet. Nogle heste er klar til Grand Prix som 8-årig, mens nogle først er klar som 12 år.

Det er så vigtigt for rytterne at forstå, at hestene aldrig må paces igennem deres uddannelse. Hesten skal have den tid, som det kræver at opbygge styrken til, at kunne arbejde i den korrekte form.

 

Jeg mener at det er enormt vigtigt, at vi får italesat denne udvikling og får gjort op med den. Men det kræver at både trænere og dommere vægter de samme principper.

 

Som træner kan du sagtens lære dine elever korrekt ridning, men da stævnerne jo skal fungere som en bedømmelse for, hvor langt ekvipagen er i sin uddannelse, så er det nødvendigt at bedømmelsesgrundlaget på stævnepladserne også afspejler dette. Det mener jeg ikke er tilfældet idag.”

 

Karin Nissen italesatte sidste uge i en artikel her på siden, det store ansvar trænerne har i at sikre at den moderne ridehest bliver trænet på et sundt og fornuftigt grundlag, men Jørgen Hvenegaard mener også, at man i højere grad skal stille krav til at dommerstaben på dressurbanerne.

Læs også: Karin Nissen: Vi kan ikke kræve dygtigere ryttere, hvis vi ikke formår at uddanne dygtige trænere

 

”Ridesporten har udviklet sig i en retning, hvor målet for mange ryttere er stævnedeltagelse og ønsket om at skabe resultater. Hvis hestenes holdbarhed skal sikres i dette setup, bliver det derfor vigtigt, at dressurdommerne formår at belønne den rytter, der fremviser en velredet hest, frem for en hest med store bevægelser.

Så længe dommerne tillader at fokus bliver lagt på den spektakulære hest, frem for den velredne hest, så bliver det svært at ændre rytternes forståelse for den gode grundridning, uanset hvor dygtige vores trænere så måtte være.

Det er nemt for mig som træner at sige dette, fordi jeg har råd til at være ærlig, men det er bare ikke alle trænere der har den fordel.

 

Vi kan ikke alle sammen være enige, og jeg mener faktisk også at det kan være både sundt og givtigt for sporten, at vi har en debat omkring tingene, men når det handler om at dygtiggøre rytterne, så er det set fra mit perspektiv enormt vigtigt, at vi holder fast i det helt basale, nemlig at hesten arbejder korrekt gennem kroppen og er velredet

 

Jeg mener klart at vi skal stille store krav til vores trænere, men vi må ikke glemme vigtigheden af, at de dommere der i sidste ende skal bedømme ekvipagens udvikling og hermed også trænernes arbejde, er uddannet til opgaven og har fokus på de rigtige ting.”