Tekst af Julie Fjeldborg. Dyrlæge PhD
Julie Fjeldborg er lektor i kirugi på Københavns Universitet.
Julie har gennem mange år forsket i hestens luftveje, og er én af de førende eksperter indenfor dette område.

 

 

Når hesten ikke kan få luft, kan det både skyldes lidelser i de øvre som de nedre luftveje. Hestens luftveje er meget interessant opbygget, idet hesten – i modsætning til flere andre pattedyr bl.a. hunde og mennesker – kun kan trække vejret gennem næsehulen. Dette gør, at selv de mindste ændringer i hele luftvejssystemet kan medføre nedsat lufttilførsel og iltning af hele hestens organisme. Ilt er som benzin. Organismen kan ikke præstere uden ilt.

 

En hest med nedsat præstationsevne er en udfordring, da mange forskellige organsystemer kan spille ind, som f.eks. halthed, øvre og nedre luftvejsproblemer, hjerte-kredsløb etc. Sygdomme, der involverer luftvejene hos hest er blandt de mest hyppige problemer. Oftest kan de fleste luftvejslidelser klares relativt nemt med minimal behandling, mens andre kræver udvidet undersøgelse i form af endoskopi (kikkertundersøgelse) mm.

 

Inspiration og eksspiration

Når hesten trækker vejret ind kaldes det inspiration, mens det kaldes eksspiration, når den puster ud. Mens inspiration er en aktiv proces, hvor hesten aktivt trækker vejret ind gennem næsen og hele vejen ned i lungerne, så er eksspirationen en passiv proces, hvor luften ”af sig selv” pustes ud igen. Når luften trækkes ind gennem næsen, så dannes der et undertryk. Dette undertryk øges yderligere, når hesten arbejder. Med andre ord bliver det paradoksalt nok sværere for hesten at trække vejret, når den har mest brug for ilt. Luftens fri passage bliver dertil yderligere formindsket, når hesten går i samling, hvor området omkring dens strubehoved og luftrør kan blive presset sammen.

 

Luftens vej gennem hestens luftveje starter med indåndingen gennem næseborene, hvis trompetformede åbning mindsker luftmodstanden, og videre mod ganachen til strubehovedet, som udvides ved indånding (strubehovedets muskler spændes og udvider strubehovedets åbning). Luftmodstanden er mindst, når hestens hoved og hals bæres i en naturlig holdning og er i en lige linje, mens overdreven fleksion/bøjning i nakken kan være med til at øge luftmodstanden.

Vejrtrækningen kan måske lettest følges i galop, hvor indåndingen sker, når hesten løfter forbenet i galopspringet. Udåndingen sker derimod, når samme forben er i jorden og er vægtbærende, hvor brystkassen presses sammen og luften presses ud af hestens lunger.

 

Ved flere lidelser i de øvre luftveje vil man i mange tilfælde ikke kunne se noget ved den endoskopiske undersøgelse i hvile. Det kan derfor være nødvendigt at udføre endoskopi under arbejde. Til dette formål anvendes på Universitetshospitalet for Store Husdyr i Tåstrup dynamisk/overground videoendoskopi, hvor hesten kan arbejde under sine standardbetingelser og i sine vante omgivelser.

Dette giver en fantastisk mulighed for at evaluere de øvre luftveje på den arbejdende hest under ”normale” konditioner, hvor man kan se de lidelser, der er dynamiske af natur. Blandt disse lidelser er laryngeal neuropati også kendt som ”strubepibning”, ganesejlsdislokation/fejllejring af den bløde gane og pharyngeal kollaps/svælgkollaps, men også graden af ”strubepibning” kan vurderes. Yderligere giver dynamisk endoskopi en unik chance for vurdering af effekten af en eventuel operation f.eks. ”strubepibning”.

 

”Strubepibning” (Equine Laryngeal Neuropathy)

“Strubepibning” er en almindelig luftvejslidelse hos store heste. Den er karakteriseret ved obstruktion/forsnævring af de øvre luftveje. Endvidere høres ofte en karakteristisk bilyd under arbejde hos ca. 80 procent af hestene med lidelsen. Ved den dynamiske endoskopi vil man se, at den venstre tudbrusk suges over mod højre side og forårsager en næsten total aflukning af indgangen til strubehovedet (fig. 2), samtidig hermed høres den karakteristiske inspiratoriske bilyd. En naturlig følge af denne aflukning er nedsat præstationsevne, idet der ikke kommer ilt nok ned i lungerne og hesten føler sig kvalt.

Lidelsen skyldes en ensidig lammelse af hyppigst musklerne i den venstre side af strubehovedet. Hvorfor det opstår vides ikke, men meget tyder på en vis grad af arvelighed, selv om den nøjagtige arvegang er uklar.

Det er muligt at operere for ”strubepibning”, og give hesten luft nok igen. Den foretrukne behandling er ”tie-back”, kombineret med fjernelse af stemmesæk og stemmebånd i den venstre side vha. laser. Dette er en funktionel korrektion, hvor den afficerede tudbrusk fikseres i den venstre side. Operationen foretages stående bl.a. på Universitetshospitalet for Store Husdyr, og de seneste opgørelser har vist, at ca. 80% af hestene kommer til at fungere bedre efter operation. Dette er opgjort ved løbende at følge de heste, der er blevet opereret.

 

 

Succesen af operationen er igennem de seneste mange år på Universitetshospitalet for Store Husdyr vurderet dels ved spørgeskemaundersøgelse og i de senere år yderligere ved en dynamisk endoskopi, dvs. endoskopi under arbejde af de opererede heste. Her vurderes det om den afficerede brusk er fikseret (fig. 3). Før operationen kan hesten føle sig kvalt, og den kan også udvise nervøs adfærd, men en operation har ofte en positiv indflydelse på dette. Dette er også bekræftet ved spørgeskemaundersøgelsen. Denne viste at hestene virkede gladere, og ikke var så nervøse længere efter operation. Ofte fortalte ejere, at de skulle have fået hesten opereret tidligere, men var blevet frarådet det med begrundelse i, at det ikke hjalp. Imidlertid fortæller spørgeskemaundersøgelsen og efterfølgende endoskopi, at operation har en positiv indflydelse på hesten ikke alene i relation til temperament, men også i relation til præstationsevne. Så vi kan konkludere, at det godt kan betale sig at operere sin hest for ”strubepibning”.

 

Fejllejring af den den bløde gane (Dorsal Dislokation af Palatum Molle (DDPM))

DDPM er karakteriseret ved en intermitterende eller persisterende fejllejring af den bløde gane hen over strubelåget. Dette fører til en inspiratorisk og/eller eksspiratorisk snorkende lyd og vejrtrækningsbesvær. Nogle gange kan der være mere uspecifikke symptomer så som nedsat præstationsevne, hoste mm. Årsagen er stadig uklar, og man taler om en neuromuskulær dysfunktion og inflammation som mulige årsager. Diagnosen DDPM kan kun stilles ved dynamisk endoskopi, hvor det, i forbindelse med hestens arbejde, ses at den bløde gane suges op og lægger sig hen over strubelåget (fig. 4). Behandling er nu ”tie-forward”, hvor man øger overlapningsfladen mellem strubelåg og den bløde gane. Prognosen angives for god i 70 – 80 % af tilfældene. Også ved denne tilstand kan succesraten af operationen kun vurderes ved efterfølgende at foretage en dynamisk endoskopi under arbejde.

Svælgkollaps (Dynamisk Pharyngeal Kollaps (DPK))

Diameteren i svælget har en vis indflydelse på modstanden i de øvre luftveje. Hvis diameteren nedsættes, vil der opstå større modstand i den indførende luftstrøm. Alvorlig DPK kan hos nogle heste medføre nedsat arteriel iltning og dermed nedsat præstationsevne. I hvile viser hesten ofte ingen symptomer, men med den dynamiske endoskopi vil man kunne se, hvorledes væggene i svælget suges ind mod midtplanet og dermed lukker af for lufttilførslen (fig.5). Der kan ofte høres en inspiratorisk bilyd. Der har igennem tiderne været forsøgt med adskillige behandlingsformer lokal som universel steroidbehandling, NSAID’s etc., men til dato er der ikke rapporteret om en effektiv behandling.

 

 

REFERENCER

Equine Recurrent Laryngeal Neuropathy. Havemeyer Foundation. Monograph Series No. 11. 2003.

Upper airway conditions affecting the equine athlete. Parente, E.J. Veterinary Clinics of North America, Equine Practice; 2018.34(2):427-441.

Pharyngeal Collaps. Davidson E.J. in Robinson’s Current Therapy in Equine Medicine – E-book. 2014: 240 – 241.