Så mange læser artiklerne på vores side

Vi er faktisk rigtigt stolte lige for tiden…. Og forklaringen får du her… 

 

Tekst af Hestens Værn

 

Da vi hos Hestens Værn i sin tid indgik samarbejdet med Helle Kristensen og Claus Ardal omkring Uanvendelig.dk, var det lidt et sats, fordi projektet bevægede sig udenfor vores organisations hidtidige fokusområde på vanrøgt og mishandling.

 

Samarbejdet om projektet blev udelukkende til, fordi vi hos Hestens Værn ønskede at medvirke til, at færre heste årligt blev aflivet som følge af skade. Et formål der fint hører ind under Hestens Værns formålsbeskrivelse, og som vi mener, er meget vigtigt at få italesat i moderne ridesport.

Derfor krævede det også nogle midler fra velvillige fonde at få projektet sat igang, så udgifterne til dette projekt ikke gik fra Hestens Værns budget, men istedet havde sin egen pulje at arbejde med. Sådan forholder det sig stadig.

 

Helle, der oprindeligt startede siden Uanvendelig.dk som en blog, havde via sit forløb med en skadet hest gjort sig en masse erfaringer, og én af de erfaringer hun havde gjort sig var, at faglig viden omkring hesten ikke var tilgængelig, via de kanaler hun som menig rytter og hesteejer brugte. Det resulterede i, at mange af de råd omkring sygdom og behandling hun blev præsenteret for, var baseret på et ikke fagligt grundlag. Hendes baggrund inden for digitalt design, webudvikling og adfærdsdesign betød, at hun kunne identificere, hvordan vi med dette projekt kunne medvirke til at løse denne problemstilling.

 

Det er nu snart 2 år siden, vi for alvor begyndte at arbejde med at få indhold på siden Uanvendelig.dk – med god hjælp fra dygtige dyrlæger og nogle af ridesportens stærkeste faglige profiler. En særlig tak skal lyde til dyrlæge Lise Charlotte Berg, Hans Christian Matthiesen og Bjarne Nielsen – Uden dem var vi ikke nået hertil!!!!

 

Så mange læser indholdet på siden

Vi begynder heldigvis at kunne se at projektet gør en forskel.

Inden for det sidste år har siden Uanvendelig.dk haft knap 80.000 gennemlæsninger af artikler og 44.000 unikke brugere… Det er meget…. Og særligt når man tager udgangspunkt i, at indholdet bliver udgivet ca. 1 gang om ugen, og ofte omhandler en specifik problemstilling.

En stor del af artiklerne bliver fortsat skrevet af Helle selv, men en stor del af artiklerne bliver også skrevet af dyrlæger med specialviden inden for et enkelt område.

 

Vi bestræber os på, at artiklerne har en lang “levetid”, og stadig er relevante for læseren op til flere år efter udgivelsen. Dette mener vi, er den bedste investering på sigt.

Eksempelvis kan vi se, at de artikler vi udgav i 2017 omkring forfangenhed og laminitis, dette forår hver især har haft omkring 2000 visninger.

Det betyder i praksis, at vi potentielt har hjulpet 2000 hesteejere med en øget forståelse for denne lidelse. Det samme gør sig gældende for en lang række af vores andre artikler på siden.

 

Øget fokus på træning og management

Efterhånden som projektet har udviklet sig, er det også blevet tydeligt for os, hvor vigtigt det er at italesætte korrekt træning og management af hesten, og det er derfor, vi i 2019 har haft endnu mere fokus på at supplere indholdet på siden med denne type artikler.

 

Vi har været utroligt heldige med de mennesker, der har bidraget til dette projekt, og vi skylder dem en KÆMPE tak!

Både vores dedikerede bestyrelse, men også de dyrlæger og fagpersoner der har delt ud af deres store viden om heste. Vi er meget taknemmelige for, at de har villet medvirke til dette, og vi håber, at denne gode udvikling vil fortsætte fremadrettet.

Sidst men ikke mindst er vi via tallene fra google analytics blevet bekræftet i, at der er brug for et projekt som Uanvendelig, der formidler god og gennemarbejdet viden baseret på høj faglighed, formidlet i et sprog som ryttere og hesteejere kan forholde sig til.

 

Vil du vide mere om Uanvendelig.dk kan du følge projektet på facebook.

FØLG HER

Rigtig god sommer!

 

Kærlig Hilsen

Hestens Værn