Af Lise C. Berg, dyrlæge, ph.d. og Nicolai Jarløv, dyrlæge, ph.d

 

Symptomer og diagnose

Heste med proksimal gaffelbåndsskade (skader i den øverste del) bliver oftest præsenteret for dyrlægen med lavgradig halthed. Skaden kan både opstå på forben og bagben, men i vores sportsheste er det ofte i bagbenet. Inden hesten er blevet tydeligt halt kan den have haft præstationsnedsættelse over længere tid, hvor den har gået dårligere uden samme villighed, fremaddrift eller kontakt som normalt. Da skaden kan udvikle sig langsomt, kan det være rigtig svært at gennemskue, at hesten fejler noget. Den er måske lidt halt, efter den har arbejdet ekstra hårdt f.eks. ved et stævne eller kursus, men efter et par dages ro er den ok igen, indtil næste gang den har arbejdet hårdt, hvor haltheden dukker op igen. Derfor bliver gaffelbåndsskaderne ofte diagnosticeret ret sent i forløbet. Smerten sidder næsten samme sted, som hvis der er smerte i haseleddet (mere præcist ud for glide-leddene i hasen), og derfor kan det være svært at adskille, om hesten har et problem med gaffelbåndet, haseleddet eller måske begge dele.

Den endelige diagnose stilles af dyrlægen ved en grundig halthedsundersøgelse.

Det er kun dyrlægen, der kan og må stille den præcise diagnose. Dyrlægen kan nogle gange få hesten til at vise ømhed ved at trykke hårdt på den øverste (proksimale) del af gaffelbåndet ud for tilhæftningen til knoglen, hvor fiberskaden sidder, men det er ikke altid at hesten reagerer, og der er heller ikke nødvendigvis hævelse og varme i området.

For at være sikker på diagnosen kræver det oftest korrekt anlagte lokaldiagnostiske bedøvelser (blokader), som, hvis de er positive (dvs. at hesten bliver haltfri efter anlæggelsen), viser at haltheden har sit udkomme fra enten gaffelbåndstilhæftningen, gaffelbåndskroppen eller gaffelbåndsgrenen. Efter lokalbedøvelserne har vist, at haltheden kommer fra gaffelbåndet, bliver den endelige diagnose stillet ved billeddiagnostik. Her anvendes ofte ultralydsskanning, som bl.a. kan vise hvor stor skaden er og hvilke type af forandringer, der er tale om i gaffelbåndet.

Af og til er det ved skader i tilhæftningen relevant at supplere ultralydsskanningen med røntgenundersøgelse bl.a. for at vurdere, om der er forekomst af kroniske knogleforandringer. I nogle tilfælde kan MRI (magnet resonansskanning) være nødvendigt.

MRI kan bl.a. bruges til at vurdere, om der er sygelige tilstande dybere inde i gaffelbåndstilhæftningen i det dybe knoglevæv i pibeknoglen. Sidstnævnte kan være et vigtigt diagnostisk hjælpemiddel især på bagbenene, da det ikke er muligt at se disse forandringer med ultralydsskanning eller røntgen. Det er vigtigt med en grundig udredning af skadens placering og omfang for at kunne lægge en korrekt behandlings- og genoptræningsplan, og for at kunne vurdere hvor stor chance der er for, at hesten kan komme sig.

 

Behandling

Gaffelbåndsskader behandles med en kombination af tiltag, der skal understøtte helingen af fibrene. Afhængig af skadens omfang og placering vil det være ro og kontrolleret motion, som kan kombineres med injektioner eller andre direkte behandlinger.

 

Ro og kontrolleret motion

Det første og vigtigste i hestens behandling, efter diagnosen er stillet, er ro. Det er ikke sjældent, at gaffelbåndskader skal bruge mellem 4-7 mdr. ro (forben) og 6-12 mdr. ro (bagben). Vær opmærksomme på, at mange gaffelbåndsskadede heste umiddelbart kan virke haltfri efter 6-8 uger, men hvis gaffelbåndet på det tidspunkt bliver ultralydsskannet, vil det være tydeligt at skaden ikke er helet endnu. Netop det gør, at en del gaffelbåndsheste kommer for tidligt i arbejde eller på fold, for derefter at blive halte igen kun få uger senere. Dette fænomen har i høj grad bidraget til, at gaffelbåndsskader har et særdeles dårligt ry for, at hestene ikke bliver raske igen.

 

GAFFELBÅNDSHESTE MÅ OG KAN FØRST RASKMELDES, NÅR DER ER FORETAGET KONTROLUNDERSØGELSE OG ISÆR KONTROLSKANNING.

 

Hvis dette overholdes, og hvis ejeren har tålmodighed nok til at følge behandlings- og genoptræningsplanen, bliver de fleste gaffelbåndsheste raske igen og genvinder normal atletisk funktion og præstationsevne. I behandlingsperioden skal hesten IKKE på fold, men den skal motioneres kontrolleret efter det program, som den behandlende dyrlæge laver til lige præcis den hest og den skade.
Alle skader og alle heste er forskellige, og derfor er det essentielt, at der bliver lagt en individuel behandlingsplan, og at den plan bliver fulgt nøje. Derfor kan forskellige heste med gaffelbåndsskader have forskellige behandlingsplaner og genoptræningsplaner, selvom de umiddelbart fejler det samme. Sørg for at snakke med din dyrlæge om behandlingsplanen, så I er sikre på og enige om, hvad de enkelte elementer helt præcis betyder. Hvis der står skridt i x antal minutter, så er der stor forskel på om det f.eks. foregår ved gåture, i skridtmaskine eller på skridtbånd, og det er rigtig vigtigt for hestens chancer for at komme sig, at der bliver gjort det rigtige. Det er også virkelig vigtigt at kontakte dyrlægen, hvis der sker markante ændringer undervejs, eller hvis det er umuligt at følge det planlagte program.

Hvis hesten pludselig bliver meget halt, eller hvis det er meningen at den skal trave 2 minutter, men det bliver til mere rodeo end kontrolleret trav, så ring og snak med din dyrlæge, så I kan lave en ny plan.

Boksro kan være en stor udfordring, og det er ikke godt for vævshelingen, hvis hesten snurrer rundt i cirkler hele formiddagen, mens de andre er på fold. Så snak med din dyrlæge, hvis jeres behandlingsplan ikke er realistisk. Der findes kreative løsninger med f.eks. udendørs-’bokse’, som kan hjælpe til at gøre boksro muligt også for urolige heste, og alternativt kan det blive nødvendigt at flytte hesten til en anden stald i en periode. Det vigtigste er, at vævsskaden får mulighed for at hele.

 

 

Injektionsbehandling

Visse gaffelbåndskader kan have gavn af injektioner i det skadede område med forskellige produkter.

Nogle af produkterne virker ved at hæmme inflammationen, mens andre produkter menes at have helingsfremmende egenskaber. Hvis der er tale om gaffelbåndsinflammation uden stor vævsskade kan injektion med forskellige antiinflammatoriske produkter komme på tale, f.eks. injektioner med binyreprodukter (steroider) eller IRAP. Sidstnævnte udvindes fra hestens eget blod ved hjælp af forskellige laboratorieteknikker.

Et andet produkt fra hestens eget blod, der anvendes til sene- og ligamentskader, er PRP (Platelet Rich Plasma), som består af opkoncentrerede blodplader. Blodplader indeholder små proteinstoffer, som dels har en betændelseshæmmende virkning, og som også menes at have en vævshelende effekt, selvom det sidste ikke er bevist i videnskabelige studier. Endelig er der udviklet nogle få præparater med såkaldte vækstfaktorer til lokal injektion, men deres effektivitet kendes ikke.

 

Anti-inflammatorisk behandling af gaffelbåndsskader

Når vævet bliver beskadiget, er der i starten, lige efter skaden er opstået, en betydelig vævsirritation og inflammation. Det skyldes, at vævsskaden er i første fase af helingsprocessen. Den første fase, inflammationsfasen, forløber typisk i de første 10-14 dage efter skadens opståen, og det er inflammationen, der giver de kliniske symptomer: vævshævelse, varme, og smerte/halthed.

Når denne fase er overstået i skadesområdet, afløses den af vævshelingsfasen, som typisk tager 1½- 12 mdr. Skiftet fra inflammationsfasen til vævshelingsfasen styres af forskellige små proteinstoffer bl.a. vækstfaktorer frigjort fra inflammationens aktive celler.

I mange årtier har antiinflammatoriske stoffer (f.eks. lægemidler som Finadyne, Metacam, Buta, og binyrebarkhormoner) været anvendt i behandlingen af gaffelbåndsskader og andre sene- og ligamentskader til at dæmpe de tidlige symptomer og fjerne smerten og hævelsen.

Nyere undersøgelser udført såvel eksperimentelt i laboratoriedyr som i menneskepatienter med seneskader, peger på, at patienter med sene- og gaffelbåndsskader i startfasen dvs. de første 12-14 dage skal behandles med ro og lokal kulde f.eks. knust is eller frosne ærter 2-3 x dgl. i 15-20 minutter ad gangen. Og først på dag 12 til 14 skal patienten evt. behandles med antiinflammatoriske lægemidler, hvis det vurderes at være nødvendigt. Tidlig antiinflammatorisk behandling kan forstyrre det vigtige skift fra inflammationsfase til vævshelingsfase. Hvis inflammationsfasen dæmpes for kraftigt i starten, peger forskningsresultater på, at helingsfasen ikke kommer korrekt i gang, og helingen af det beskadigede væv bliver dårligere, hvorved det ophelede sene- eller gaffelbåndsvæv ikke får den nødvendige styrke. Dette fænomen kan være med til at forklare, hvorfor sene- og gaffelbåndspatienter før i tiden ofte viste tilbagefald, når hesten kom tilbage i arbejde, hvilket har givet mange dårlige oplevelser for hesteejerne. De nyeste undersøgelser viser altså, at antiinflammatorisk behandling eller lokale injektioner med binyrebarkhormon så vidt muligt først skal starte på dag 12 til 14 i forløbet. Det betyder også, at I som hesteejere skal lade være med at give hesten Metacam eller lignende, fordi den har ondt, og I måske har lidt i overskud fra en tidligere skade og ikke har smidt det ud. Køl hellere benet ned og opnå smertelindring på den måde. Det er i øvrigt aldrig en god idé (og heller ikke lovligt) at give hesten medicin uden at dyrlægen har været ind over.

 

Der findes en række andre behandlinger, som anvendes til gaffelbåndsskader, herunder bl.a. kirurgisk spaltning af bindevævet ud for gaffelbåndets proksimale tilhæftning, hvis vævet i området bliver ved med at være irriteret. Dette indgreb udføres primært på bagbenet, fordi der er så lidt plads mellem griffelbenshovederne. Af andre behandlinger kan også nævnes Shock Wave behandlinger, laser behandlinger mm., men der er kun meget begrænset viden på området.

Det er vist, at Shock Wave har en antiinflammatorisk effekt, og at det derfor er smertelindrende, men den helende effekt er ukendt.

Det samme gælder for laserbehandlinger, og det er et broget marked at prøve at få overblik over. Det vigtigste at vide er, at lasere kommer i flere forskellige styrker, og det er kun dyrlæger, der kan købe og anvende de kraftige lasere.

Generelt er der meget lidt evidens for at disse behandlinger gør en forskel, især i gaffelbåndsskader, og det, der gør forskellen på om hesten kommer sig eller ikke, er den kontrollerede motion og tid. Som sidste løsning er det muligt kirurgisk at fjerne nerveforsyningen til det skadede område, men dette er absolut sidste udvej og ikke tilladt i heste, der deltager i konkurrenceridning (såkaldt nervesnitning).

 

Korrektiv beskæring og beslag

I rekonvalescensperioden og af til også efter ophelingen er afsluttet, er det vigtigt at smeden i samarbejde med dyrlægen får hestens hove korrekt beskåret. Under ophelingen (og evt. et stykke tid efter) kan det være relevant at aflaste gaffelbåndet f.eks. med en sko med dobbelt bredde tåstykke. Efter ophelingen er det vigtigt, at hesten fortsat beskæres korrekt, så der er balance i hoven, og belastningsratioen mellem senestrukturerne i benet er optimal. Heste, der ikke bærer lige vægt på alle fire ben, vil også producere horn i forskellig hastighed på de fire hove, og det kan derfor være nødvendigt at smeden beskærer hovene hyppigere end normalt for at bevare god balance.

 

Uanset hvilke behandlinger og andre tiltag der anvendes, så er det nogle få ting, der er afgørende for, om hesten kommer tilbage til sporten uden tilbagefald.

• Tålmodighed under helingstiden, som kan vare i op til et år
• Kontrolleret skridtprogram overholdes (indtil dyrlægen siger, at hesten må begynde at lave mere belastende arbejde)
• Individuelt tilpasset rådgivning og behandling
• Genoptræning tilpasset ud fra kontrolundersøgelser og kontrolskanninger