Hestehimlen er ikke et dårligt valg for en uanvendelig hest

Af Helle Kristensen og Ghita Zanger Madsen – Foto Claus Ardal.com

Med en mission om at nedbringe antallet af heste, der hvert år aflives som følge af skade, vil mange nok have den opfattelse, at vi med projektet Uanvendelig.dk er fortalere for, at heste ikke aflives efter de er erklæret uanvendelige. Men dette er langt fra tilfældet.

Faktisk bør denne artikel tjene som en hyldest til de ryttere, der har modet til at sige farvel efter et langt sygdomsforløb.
For det ER svært at sige farvel. Og at lade en hest aflive, der inden aflivningen har fået alle chancer for at komme sig, er hverken koldt, følelsesløst eller en nem udvej.

Det er tværtimod en ansvarlig og fornuftig beslutning.

______

Lad os få én ting på det rene; Uanset om du har en foldbums eller en ridehest, koster det mange penge at have hest.
Selvom din hest går og hygger sig på fold dagen lang, og ikke “går til ridning”, skal den stadig have ordnet hove og eventuelt have specialbeslag.

Den skal stadig have efterset tænder, vaccineres, og i det hele taget tilses af dyrlæge, hvis den viser tegn på at have ondt.

I tillæg vil heste der allerede har fået konstateret en skade ofte kræve, at der løbende tjekkes op på skaden, så det kan vurderes om skaden forværres med tiden, eller om hesten bruger sin krop uhensigtmæssigt for at kompensere for skaden.

 

Livet som pensioneret ridehest

En uanvendelighedserklæring, er dog ikke ens betydende med, at en hest ikke kan få en god tilværelse som skovturshest, avlshest, eller selskabshest hos den rette rytter.

Men før du beslutter dig for, om du ønsker at beholde hesten med et andet formål end som ridehest, er det vigtigt at du gør op med dig selv, hvad der tjener hesten bedst i det enkelte tilfælde.

For langt fra alle heste er ens. Nogle heste trives ganske simpelt ikke som foldbums. Og det kræver forståelse og indsigt i hestens psyke, at kunne træffe den rigtige beslutning på din hests vegne. Som ejer er det her særligt vigtigt, at du er ærlig over for dig selv, når du skal afgøre hvad der tjener din hest bedst.

Et liv som foldbums kræver i mange tilfælde, at du flytter hesten, da det er de færreste ridecentre, der kan imødekomme store foldforhold, mange timer på fold, megen social omgang med andre artsfæller og lignende.
Derfor skal dit valg ikke blot handle om hvorvidt hesten skal holdes i live, men også hvilket liv du kan tilbyde den, og om du kan imødekomme hestens ændrede behov.

Vil hestens ændrede behov medføre at du som rytter mister lysten til at komme i stalden og være sammen med din hest? Vil du som rytter kunne finde glæde ved “kun” at ride skovture?
Her gælder det om at være realistisk og have selvindsigt nok, til at kunne træffe det rette valg for din hest.

Nogle vælger med succes, at lade hesten udlåne som selskabshest, skovturshest eller avlshoppe, men vælger du denne vej, er det vigtigt, at du er bekendt med den risiko der følger med. For det er langt fra alle udlånshistorier der ender lykkeligt.

Sørg for at skrive kontrakt med låner, og vær sikker på at du til enhver tid kan hente hesten hjem, hvis du opdager den ikke trives, eller udlånsaftalen ikke overholdes.

Salg er, med undtagelse af avlshopper, sjældent en god løsning, da du mister rettighederne til at kunne handle, hvis du opdager at hesten ikke behandles som du havde ønsket.

 

Hyggeheste forsømmes ofte

Hestens Værn modtager hvert år mange anmeldelser fra frustrerede hesteejere, der har udlånt eller solgt deres heste, i troen om at ny låner eller køber ville passe godt på hesten og behandle den godt.
Men én ting er hvad låner/køber fortæller dig. Noget helt andet er jo hvad der sker i praksis.

Ghita Zanger Madsen der er sekratariatsleder hos Hestens Værn beskriver her, hvad der i værste fald kan ske, hvis du udlåner eller sælger din uanvendelige hest.
“Vi har i Hestens Værn ca. en opringning om ugen, vedr. heste der pga. skader er udlånt eller solgt på kontrakt som selskabshest, og hvor låner eller køber ikke har overholdt de aftaler, eller den kontrakt der er lavet.
Som hesteejer bliver man fortvivlet over at se sin førhen velpassede hest stå tynd og med dårlige hove.

Hvis man har lånt sin hest ud, så kan man hente den igen  – men desværre oplever mange, at de står med en vanrøgtet hest, der ikke er blevet passet som aftalt, og som derfor kræver både dyrlægebehandling og ekstra pleje i en lang periode for at komme sig.
Desværre hører vi om sager, hvor hesten er væk, og hvor låner ikke vil oplyse, hvad der sket med den.
Nogle har oplevet at deres hest er blevet solgt videre!”

“I sidste uge talte jeg med en dame, Hun havde solgt sig skadede og uanvendelige ridehest på kontrakt. Hun havde nu fundet en salgsannonce for sin hest som ridehest, og på den medfølgende salgsvideo kunne hun se, at hesten stadig ikke var rentgående. Hun var helt fortvivlet, fordi de nye ejere ikke ville sælge hende hesten tilbage, som der ellers stod i kontrakten, at de skulle, hvis ikke de kunne have den mere. De mente, at hesten var i orden, uagtet flere dyrlægers udsagn, og at de havde ret til at sælge den.
Hesteejerne er oftest både vrede og fortvivlede over at være i denne situation, når det de ønskede, var at give hesten en god pensionisttilværelse som selskabshest.  Men realiteten er, at de skadede heste, for den nye ejer ikke har en brugsværdi, og derfor er det ikke de heste der bliver brugt penge på. De bliver ikke vaccineret, får ikke smed og får ikke ordnet tænder mv.

Har du solgt din hest på kontrakt, så må du ikke hente den, selvom kontrakten er misligholdt, medmindre du laver en aftale med den nye ejer om, at du køber hesten tilbage – ofte vil prisen være højere end da den blev solgt sidst, på trods af at hasten ofte er i dårlig stand.

Mange hesteejere tror at de bare kan hente deres hest, hvis kontrakten misligholdes, men det må man IKKE. Det eneste man kan, er at sagsøge køber for kontraktbrud, men det kræver en advokat og ofte et længere forløb, så det er de færreste, der reelt har råd til denne løsning.”

 


 

 

For_tynd_hest

Her ses et eksempel på en hest der efter ankomst til ny ejer blev vanrøgtet. Foto: Hestens Værn

Hest efter 2 mdr

Hesten kom efterfølgende tilbage til gammel ejer. Her fotograferet efter 2 måneder efter den vendte hjem. Foto: Hestens Værn 

Forsømte_hove

Hyggeheste og selskabsheste forsømmes alt for ofte. Her ses en hest der var udlånt som selskabshest med forsømte hove. Foto: Hestens Værn

 


 

 

Det officielle råd fra Hestens Værn er derfor følgende:

Vi råder altid hesteejerne til at tænke sig om inden de sælger deres uanvendelige ridehest. Hvis man ikke selv har mulighed for at beholde den, så er et udlån ofte en bedre løsning for hesten, idet du stadig har mulighed for at hente hesten, hvis ikke hesten passes som aftalt. Husk at besøg din hest, så du har styr på, hvordan den har det, for selvom hesten er udlånt, er den stadig dit ansvar.

 

Kan du ikke finde en egnet låner, så er aflivning ofte den bedste løsning for din hest. Hermed sikrer du, at hesten ikke bliver en del af vanrøgtsstatistikken.

 

En modig beslutning

Det kan være svært at sige farvel til din bedste ven gennem mange år. Det er helt forståeligt og jo ganske naturligt.

Vi ryttere bruger ofte mange timer i stalden hver uge sammen med vores hest, og det betyder at også en del af vores identitet og vores sociale netværk kommer til at hænge sammen med hesten. Det er altså ikke alene hesten man skal sige farvel til, men også den person man er og var sammen med den enkelte hest. Og sådan en beslutning kræver mod.

Alt for ofte misforståes det at aflive en hest, med at man som rytter er ligeglad med hesten, men det er langt fra tilfældet.

Hvis du med ro i maven kan sige, at du sammen med dit team har gjort ALT, hvad der stod i din magt for at få hesten tilbage på sporet; både i relation til undersøgelse, behandling og genoptræning, så er det ikke “synd” for hesten at den skal aflives.
– Tværtimod! Det er modigt, det er værdigt og det er en god beslutning for din hest.
På sigt handler det om hvilken tilværelse du kan tilbyde hesten, og hvilket liv den vil få fremadrettet, hvis du vælger at beholde den.

Har du ikke selv mulighed for at beholde hesten, og ønsker du at sikre at din hest ikke lider unødigt, er aflivning ofte den bedste løsning.