Eva Søndergaard: Fleksibilitet bør præge det moderne hestehold
Tekst: Helle Kristensen
Foto:Clausardal.com
Solen skinner. Luften summer af fluer og brydes af hestehaler der forsøger at holde de mest vedholdende insekter på afstand.
Der er græs og skov lige så langt øjet rækker. Vi befinder os et sted mellem Randers og Viborg. Helt præcist i Løvskal, på stutteri Vidtskue.
Navnet er passende. For når du står lige uden for den store løsdrift, hvor hopper og føl nyder tilværelsen i flokken, står du på en bakketop. En bakketop der giver dig udsyn over skov og mark, og som i mange henseender minder om et hesteparadis på jord.
Ambitionen med stutteriet er klar; At give heste den ultimative opvækst, så de får de bedste forudsætninger for at udvikle sig til fysisk stærke og mentalt velafbalancerede heste. Men Vidtskue er ikke kun et paradis for stutteriets egne heste, det er også et paradis for adskillige heste udefra.
Eva og Ulrik tilbyder opstaldning af ungheste, avlshopper og rideheste. Under forhold der på alle måder er tilpasset, så hestenes naturlige behov for at indgå i en flok bliver tilgodeset.
Der findes ikke én eneste almindelig boks på stedet.
I stedet består Stutteri Vidskue af store åbne haller og læskure, hvor hestene lever i flok og har frihed til at være heste. Og ikke mindst frihed til at vælge. Der er dog én boks, som bl.a. bruges til introduktion af hestene inden de lukkes i flokken, men også fra denne boks er der fri adgang til fold.
Stutteri Vidskue består af store åbne haller og læskure, hvor hestene lever i flok og har frihed til at være heste. Og ikke mindst frihed til at vælge.
“Farvel til fordomme”
Skulle man forledes til at tro, at løsdrift er en opskrift på uhåndterlige heste, man ikke tør, eller bør nærme sig, så bliver en sådan overbevisning manet til jorden, i det øjeblik man møder hestene på Vidtskue.
Hestene, uanset om det er avlshopper med føl, rideheste eller unge plage, er nysgerrige og opsøger besøgende med tillidsfulde øjne og nysgerrige blikke.
Den 3 år gamle hingst Vidtskue’s Delight, kan ved første øjekast forveksles med en smådoven vallak. Han går side om side med unge plage og et par ældre vallaker.
I praksis er det mere reglen end undtagelsen, at hingste bliver isoleret, for at undgå skader og kampe på folden, men ikke hos Eva og Ulrik.
Skulle man være skeptisk før man træder ind på “drengefolden”, så falder denne skepsis hurtigt til jorden. Delight er lige så kælen, lige så social og lige så afslappet som resten af hestene i flokken. At han stadig er hingst er lidt et tilfælde. Han skal kastreres, men tiden har ikke lige været til det.
Eva klør den brune hingst i panden, mens hun forklarer;
“Det er ikke sikkert at det havde været helt så nemt, hvis vi havde haft to 3 års hingste gående i flokken, men så længe Delight ikke skal kæmpe om sin plads, fungerer det super fint.
– Han har ikke behov for at markere sig. Her er han jo blot en del af flokken.”
Og lige præcis sammensætningen af flokken, er essensen af den måde Eva og Ulrik holder heste på.
“Når man som hesteejer vælger at sætte en hest ud til os, så skal man gøre sig klart, at vi forbeholder os retten til at træffe beslutningen om, hvilken flok hesten skal ind i. Det er kernen i vores måde at holde hest på. Som hesteejer skal du stole på, at vi har den fornødne indsigt og viden til at træffe de rigtige beslutninger. Når det så er sagt, så er der heller ikke noget, der ikke kan ændres, hvis vi kan se, at det ikke fungerer. Men det er os der træffer den beslutning.
Læs også: På fold fra første dag og hele livet
“Fleksibilitet skal vægte tungere end forkromede løsninger”
En enkelt gang er det sket at en hest ikke umiddelbart kunne trives på Vidstskue. Hesten blev i stedet henvist til et opstaldningssted, hvor hestene står på boks. Men med masser af foldtid.
“Som hesteejer er det vigtigt at forstå, at ikke alle heste har de samme behov.
Alle heste er sociale og vil gerne være sammen med andre heste, men ikke lige meget og ikke nødvendigvis hele tiden.
-Det varierer fra hest til hest, og det er netop derfor, det er så vigtigt at være fleksibel og tilpasse sit hestehold, efter de heste man har stående.
Styrken ved det setup vi har her på Vidtskue, er at det er enormt fleksibelt. Ulrik går hele tiden og optimerer lidt på tingene, således at vi kan tilbyde hestene, de forhold de har behov for. Overordnet vil det også være mit bedste råd til hesteejere, og folk der arbejder med heste; Hold det fleksibelt!”
Ret beset kan du, når du starter med at bygge bokse, starte ud med at bruge et vandrør som skillevæg. Er der behov for mere, kan du altid tilføje det. Det er trods alt nemmere at tilføje en skillevæg, frem for at begynde og bryde en fuldmuret boksvæg ned.
- Eva Søndergård fik sin første DV avlshoppe da hun var 15. Hun har avlet DV heste i mere end 35 år.
- Hun er uddannet agronom og har efterfølgende taget en PhD i hesteadfærd.
- Eva og Ulrik købte stutteri Vidtskue i 2004. Siden da har de avlet DV heste under navnet Vidtskue og tilbudt opstaldning af avlshopper, føl og plage med et mål om at skabe velafbalancerede rideheste, der gennem en tryg opvækst får de bedste forudsætninger for at præstere i sporten.
Det er ikke kun når det kommer til indretning af stalden Evas råd vil være at tænke fleksibelt. Hun påpeger at fleksibiliteten i fodringen har lige så stor betydning for den sunde hest, som et langt foldophold.
Et godt eksempel på dette, er fleksibilitet i indkøb af grovfoder.
“Vi ser ofte at mange hestehold kører med én type grovfoder, mens heste foretrækker, at have adgang til flere typer. Men i bund og grund er det vigtigste ved grovfoderet ikke så meget fodringsenhederne, men nok nærmere tyggeværdien. Det er vigtigt at kende sit grovfoder, og vide hvad den enkelte hest har brug for. En nøjsom hest, har ikke det samme behov for et næringsrigt grovfoder, som en stor varmblodshest. Den nøjsomme pony har dog stadig behov for store mængder stråfoder, og derfor vil det give bedre mening at tildele den et stråfoder, der ikke er så næringsrigt.
– Det er ligeledes en ting, vi hele tiden arbejder på at optimere i vores hestehold. At sikre at hver enkelt hest får den næring den har brug for. Derfor producerer vi også selv vores stråfoder. Derudover tildeles hestene kraftfoder og en vitamin og mineralblanding, der er tilpasset det stråfoder vi dyrker her på stedet.”
Man kan fristes til at tro at med en opvækst, der byder på så meget frihed og fleksibilitet, vil det være synd efterfølgende at sende hestene videre og ud i “den virkelige verden”, men sådan ser Eva det ikke.
”Jeg tror på, at vi med den opvækst vi giver hestene her på stedet, giver dem et bedre fundament for at fungere på sigt. Uanset om de bliver opstaldet på et ridecenter, hvor hovedparten af døgnets timer bruges på boks, eller om de opstaldes i løsdrift. Med en sund opvækst følger også en bedre evne til at tilpasse sig de rammer, hestene efterfølgende skal fungere i.”