Et kærligt farvel til ridebanerne

Bloghesten Shadow er nu helt officielt gået på førtidspension og erklæret uanvendelig. Og selvom jeg fældede et par tårer, ved tanken om at der ikke er flere stævner i vente for os, så er jeg også enorm lettet og glad for, at jeg har mulighed for at beholde ham, og fortsat kan se frem til den gode ridetur.

Det er godt og vel 2 år og 8 måneder siden Shadow kom til skade under en løsspringning. Selvom jeg godt vidste, at chancen for at han blev rengående igen var minimal, så var det alligevel ekstremt hårdt at besøge ynglingsdyrlægerne hos Nørhald i tirsdags.

 

Jeg havde håbet, at behandlingen med Tildren sidste år havde givet så meget bedring, at det gav mening at fortsætte med behandlingerne. Men desværre var der stort set ingen bedring at spore, så vi stopper behandlingerne her, og erklærer Shadow uanvendelig.

Selvom diagnosen som uanvendelig var forventelig, så er jeg ikke for fin til at indrømme, at jeg brugte et par timer tirsdag på at stortude.

Men midt i alle de triste tanker, er jeg også enormt lettet. Lettet over at vide at jeg har gjort, hvad jeg kunne. Og ikke mindst lettet over endelig at få en afklaring.

Shadow kan fremadrettet fortsat bruges som skovturshest. Han trives og viser som udgangspunkt ikke tegn på mistrivsel eller smerte. Han er primært kun tydeligt halt på højre forben når han longeres på hård bund. Ved ligeudretning på hård bund er det svært at se at han er uren, ligesom det heller ikke er nemt at spotte i longe på blød bund.

Shadow uanvendelig (4 of 1)

 

Gennem tiden er der mange, der undrende har spurgt mig, hvorfor jeg bliver ved. Ved med at håbe og ved med at prøve. Det er svært at beskrive. Men når alt kommer til alt, så handler det om jagten på den gode ridetur.

Jeg har brugt uanede mængder penge på at forsøge at få ham kørende igen. Det fortryder jeg ikke. Jeg fortryder heller ikke, at jeg har givet ham næsten 3 års pause, så han havde mulighed for at komme sig ordentligt oven på sin skade. Og jeg fortryder slet ikke, at jeg i sin tid satsede på en hest med en handelsfejl. En handelsfejl der på ingen måde har haft betydning for hans funktion som ridehest.

Det eneste jeg fortryder i alt det her, er at jeg ikke i større grad, satte pris på alle de gode ture han gav mig, mens han stadig var rengående. Jeg fortryder, at jeg ikke oftere red fra træningsbanen med et smil på læben, fremfor at fokusere på det der ikke fungerede. At jeg ikke efter stævnerne var tilfreds med en god tur, fremfor at irritere mig over dommeren, over hesten eller mig selv.

 

Teksten fortsætter efter videoen

Video af Shadow fra sommeren 2016

Så selvom det lyder utroligt, så kan det faktisk ende med at Shadows forløb, hans skade og hans status som uanvendelig, har givet mig en større rideglæde, end jeg havde, da vi red stævner.

Nu nyder jeg at ride ture på ham. At se ham gå med ørene fremme og være glad for at komme ud. Og selvom vi har vinket farvel til ridebanen, til paraderne på midterlinjen, rosetterne og ambitionerne, så er jeg helt sikker på, at mange gode ture venter på os fremadrettet.
Alt pres er fjernet. Jeg ved at han aldrig kommer til at gå stævne igen, og at han primært kun kan skridtes. Og det er ok. For den gode ridetur med ham findes ikke længere på ridebanen, men i skoven eller på stranden. Jeg er sat lidt tilbage. Tilbage til dengang hvor jeg red fordi det var sjovt og hyggeligt at være sammen med hesten, og ikke fordi jeg havde sportslige ambitioner der skulle indfries.

Det er ikke ens betydende med, at jeg aldrig vil starte stævne igen. Det vil jeg helt sikkert! Men det bliver på en anden hest. Lige nu er jeg bare glad for at kunne beholde min skovtursdreng og vide, at han får en god pensionist-tilværelse, og så må tiden vise, hvornår den næste “drømmehest” banker på min dør.

-Og den dag Shadow ikke længere nyder at gå på folden, at blive nusset i stalden eller komme på tur i skoven. Ja den dag er det tid til at sige farvel. Men det er ikke nu. Og indtil da har han meget at lære mig endnu.