Af Ofelia Maluna Ørting

1 skridt frem – 2 tilbage
En dag ca. 3 måneder efter oprationen var forbindingen tør….  Vi kunne slet ikke få armene ned af begejstring, men den var kortlivet, 2 dage senere stod hun med en hævelse på størrelse med en håndbold. Ind på hospitalet igen til en scanning, men allerede ved ankomsten løb betændelsen ned ad benet, gul og ulækker. Primula var ikke just begejstret over at være tilbage, og bekymringen kunne læses i dyrlægens ansigt.

Der var snak om, at hun simpelthen havde en reaktion på pladen, eller at der sad bakterier på den – under alle omstændigheder kom man frem til, at pladen skulle ud. Vi blev oplyst om, at denne operation var lige så risikabel som den første, og at det kunne gå grueligt galt, hvis vi var uheldige. Dette var jeg ikke forberedt på, og følelserne rev i mig. Vi havde brugt måneder(det var august nu), tonsvis af penge, og bedt hende gennemgå så meget… Det føltes som om der kun var en vej – frem. Stoppede vi nu havde alt været nyttesløst, og vi havde ligesom hældt alle de penge ned i et stort sort hul…

Men hun klarede det, og opvågningen var gået endnu bedre end første gang, og da vi så hende dagen efter, så hun langt bedre ud end frygtet.
Da de åbnede hende, var benet fuldt at nekrotisk væv, dødt væv…. Primula var faktisk ved at rådne op….
Det ufattelige var jo, at væsken havde været klar og lugtfri, hun havde ikke haft feber. Det gik op for dem, at hun ikke kunne tåle suturerne. De skulle være gået i opløsning, men det havde de ikke gjort. Der var ingenting på/ved pladen. Men nu var den ude, og det havde jeg det egentlig godt med. Så blev der da ikke problemer med den senere.
Forbindingen blev i begyndelsen syet på, så der ikke kom infektioner, og så fjernede de stingene efter 10 dage. Såret åbnede sig derved og så lidt voldsomt ud, men nu helede det i rekord fart, og vi havde hende snart hjemme igen.

Primula ændrede sig
Indtil nu havde Primula været sød og rolig, nem at håndtere og forsigtig i sine bevægelser. Vi havde været så stolte af hende, vores søde hest med ”det gode hoved”… Det viste sig, at det delvist havde været smerter… Nu var hun i reel bedring og forstod simpelthen ikke længere, hvorfor hun skulle stå der og ikke bevæge sig! Men hun havde jo 13 huller i knoglen, og indtil de var helet, var hun sårbar.
Det var en dårlig kombi… Nu begyndte hendes psyke at forandre sig. Hun blev voldsom, uberegnelig og eksplosiv. Ikke i boksen, der var hun sød og mild, men på de små bitte gåture var hun livsfarlig. Det mindste hensatte hende i hysteri, og hun rejste sig og stejlede med forhovene baskende i hovedhøjde. Det var yderst skræmmende, og krævede al min styrke, at bevare roen og tilliden til hende. At tage ud på de små gåture alligevel og turde tro på, det gik godt. Hun blev desuden voldsomt seperationsangst. Heldigvis var vi jo 2, for vi kunne ikke engang gå hen over gårdspladsen uden en ven.
Vi forsøgte, at lade hende snuse til og generelt have kontakt med så mange af de andre heste som muligt. Vores staldkammerater var flinke til at gå om og hilse på hende og give en lille godbid, vi gjorde virkelig vores bedste for at hjælpe hende igennem det, men det var en virkelig hård tid for hende, og hun begyndte at blive mærket af det.

I september var hun et hurtigt smut på hospitalet igen, fordi der var en smule betændelse, men heldigvis var det ikke alvorligt, bare en hurtig oprensning, 3. gang var lykkens gang!

En ny tid starter
Dagen for kontrol røntgen kom. Mit hjerte hamrede, mens vi tog det første billede. Dyrlægen lyste dog op i et stort smil og vente tommelfingrene opad og udbrød YES! Åh lykke, rene klare lykke. Benet var helet, ingen huller ingen revner, alt så ud fuldstændig som det skulle!
Det var slutningen af oktober måned, og for første gang siden påske gik vi en runde, ikke kun ud og hjem, men en reel runde. En rigtig vaske ægte tur!! Selv om den var kort, var det fed lykke. Primula virkede glad, meget tilfreds og lidt træt.
Hun kom også på sygefold, en lille firkant med sin egen lille løsdrift. Først var det bare et par timer, men det blev langsomt trappet op.. Vi var meget heldige, at kunne give hende så fine forhold. Det forbedrede hendes livskvalitet betragteligt.
I denne periode stod jeg, og så på hende på den lille sygefold og tænkte ”hun er egentlig ikke ret pæn… jeg husker hende ellers som en pæn hest…” Jeg kunne ikke sætte fingeren på det, men hun var bare ikke særlig harmonisk at se på.