[vc_custom_heading text=”Mød Otto ” google_fonts=”font_family:Open%20Sans%3A300%2C300italic%2Cregular%2Citalic%2C600%2C600italic%2C700%2C700italic%2C800%2C800italic|font_style:400%20regular%3A400%3Anormal”]

Otto er en 13 årig islandsk vallak.

Jeg købte ham for tre år siden og han er uden tvivl en af de mest fantastisk heste jeg har ejet.

I en længere periode havde jeg en fornemmelse af at der var noget med hans ene bagben, når jeg tøltede på ham. Det var kun når jeg tøltede på ham, ellers kunne jeg intet mærke.

Der var ikke andre der kunne se noget og vi “slog det hen med” at han nok bare ikke brugte sit bagben ordenligt og ikke trådte nok ind under sig.

På et tidspunkt var jeg til stævne, hvor dommeren mente at Otto slæbte lidt på benet. Til den efterfølgende klasse var der intet og vi vandt klassen ? Igen slog jeg det hen med, at jeg nok ikke havde varmet ham ordenligt op.
Et par måneder efter havde vi sadelprøvning igen. Jeg fik at vide at min sadel faktisk lå ret godt, men der var et eller andet med hesten. Vi kontaktede  derfor Henrik Poulsen fra Sjælland.
Henrik er i Skive hver anden uge, og ham fik vi til at kigge på Otto, da han kun beskæftiger sig med hesteben.
Henrik mente Otto var halt på begge bagben og med bedøvelse i nogle led fandt han frem til, at det var kodeleddene, det var galt med.

Otto blev behandlet for kodeledsbetændelse og skulle have ridepause i 14.dage. Jeg red nogle gange efter de 14.dage, mest skridt og senere tølt og trav. De første gange jeg tøltede på Otto var han helt fantastisk og der var intet at mærke som tidligere.

Vi nærmede os sommerferien og skulle have heste med i sommerhus som vi plejer, men jeg valgte at lade Otto blive hjemme, så han ikke kom til at overanstrenge benene.
Da vi kom hjem lukkede vi alle hestene på fold sammen. Jeg kunne med det samme se Otto var halt i trav. Det var den første gang, at jeg kunne se, han var halt, ellers har jeg aldrig kunnet se det, kun mærket det.

Den efterfølgende dag var der intet at se, men derefter gik det ellers ned at bakke. Henrik kiggede på ham igen og Otto blev behandlet flere gange, men man blev mere og mere halt og kunne nærmest ikke gå til sidst.
Vi aftalte med den dyrlægen, at Otto skulle røntgenfotograferes ved en dyrlæge i nærheden, og så skulle vi sende billederne til Henrik.

På røntgenbillederne så det ud som om han havde en mus. Henrik var uenig i dette og han anbefalede at vi sendte billederne til Ansager dyrehospital. Det gjorde vi, og de ville gerne have hesten i MRI scanner, da de ikke kunne sige hvad der var galt.
Efter et besøg på Ansager dyrehospital, viste det sig, at der var en revne i kodebenet.

Otto skulle have absolut boksro i 8 uger. Han måtte endda ikke blive trukket ud af stalden. Jeg syntes det var helt uoverskueligt, men Otto tog det faktisk ret pænt. Vores andre heste går i løsdrift i samme stald, som Otto skulle stå i boks, så derfor ville de ofte være inde hos ham. Dog kunne jeg høre ham vrinske hver morgen inden vi stod op.

Otto begyndte at nappe og var tydeligvis noget frustreret. Vi havde en yngre hest i boks hos ham af og til, og havde ham også til at stå i en åben boks helt op af løsdriften, for at han kunne nusse med de andre, men der blev han simpelthen for vild, så han kom tilbage i den lukkede boks.

Min datter havde lavet et nedtællingsbånd der hang i stuen, så alle kunne følge med i hvornår Otto kunne løslades. Jeg ved ikke hvad jeg havde tænkt mig. Måske at han bare måtte komme ud på fold til de andre igen efter 8 uger…

Da vi nærmede os tiden for, at de 8 uger var gået, ringede jeg til Ansager som syntes Otto skulle stå to uger mere i boksen uden at komme ud, og at jeg ikke skulle regne med, at han skulle på fold foreløbig.

Jeg synes ikke rigtig at kunne få nogle svar på, hvordan jeg så skulle gå i gang med ham, når tiden var gået og hvor meget han måtte gå til den tid.
Mit humør faldt helt vildt og jeg var lige ved at give helt op, men heldigvis har jeg en dejlig mand, der bakker op og træder til, så Otto stod inde yderligere to uger.

Desværre fik Otto kolik midt i det hele og vi syntes, at vi var nødt til at tage ham ud og gå med ham ganske kort indtil dyrlægen kom.
Otto havde meget ondt pga. kolikken og gik som bedøvet. Den efterfølgende morgen ville min mand lige trække Otto lidt på banen, for at få maven bedre i gang, men da var Otto meget bedre tilpas og var ganske vild, så han kom ind igen.

Da der i alt var gået 10 uger tog vi Otto ud på ridebanen for at gå med ham. Han var så glad og fuld af ballade men vi gik ca. to runder med ham og stillede ham ind igen. Jeg synes han gik noget stift på sit ben, måske nok på dem alle. Det var også som om han slæbte det dårlige ben lidt mere, når han havde gået lidt. De efterfølgende dage trak vi et par runder med en overenergisk Otto.

Nu er der gået 13 uger fra vi fik diagnosen på hestehospitalet. Vi går fortsat med Otto hver dag.

Vi blev selvfølgelig anbefalet fra hestehospitalet, at MRI scanne igen for at være på den sikre side, men har valgt ikke at gøre det da prisen er lidt over 10 000 kr.

I stedet har vi bestemt at gå helt langsomt frem med genoptræning. Vi fik ikke en langsigtet genoptrænings plan fra hestehospitalet, men har bestemt at vi hellere vil gå for langsomt frem end for hurtigt.